Sony Ericssons første smartphone hed P800. Den kørte på det såkaldte UIQ-system, og ligeså gjorde dens efterfølgere P900 og P910. Nu er turen kommet til P990, og med den kommer ikke kun en ny udgave af UIQ og Symbian, men også en række brugbare og avancerede funktioner.
Velkommen til min test af P990!
Med i kassen...
Sony Ericsson P990 kommer i en grå kasse, hvorpå man kan se et fuldt tastatur. I parentes har P990 også et lignende QWERTY-tastatur, som med andre ord betyder, at det er et fuldt tastatur – ligesom man kender det fra computeren.
Med i kassen medfølger...:
• Sony Ericsson P990
• Batteri
• Oplader og bordholder
• Stereo høretelefoner
• Strop og ekstra stylus (pen)
• MemoryStick Pro Duo kort på 64 MB inkl. adapter
• Ekstra klap og vækrtøj til udskiftning af klap
• USB-kabel og CD med Sony Ericssons software
• Brugervejledninger osv.
Prisen – kan skræmme enkelte
Prisen på en Sony Ericsson P990 er høj. Den ligger pt. på omkring 4100 kr. hvis man køber den over nettet. Dette kan være en skræmmende faktor for potentielle købere. Dog kan jeg sagtens anbefale dem at købe den alligevel – den er hver en øre værd. Derudover skal man også regne med, at man skal indkøbe en del programmer til den. Det er jo en avanceret telefon, og derfor vil det være synd ikke at udnytte den til dens fulde.
Designmæssige fakta
Til at starte med kan P990 godt se meget kedelig og stor ud. Og stor er den også. 150 tunge gram vejer den mursten af en mobiltelefon, men faktisk så mærkes det ikke som det. Formatet på den er nemlig ikke meget større end på så mange andre telefoner.
P990 er lavet i sølv/grå farver, og det fulde tastatur er blåt baggrundsbelyst. Det ser faktisk ret eksklusivt ud i mørke. Dog er tasterne lidt små for nogle mennesker, men det passer godt til mig. På fronten finder man desuden også videokameraet til videosamtaler, som er af VGA-slagsen. Det betyder at opløsningen er på cirka 0,3 megapixel eller hvad svarer til 300.000 pixels. Det er af okay kvalitet, men intet nyskabende der. Øverst til højre på fronten finder man også en lille ”lampe”, som lyser grønt eller rødt alt efter situationen. Det er lidt retro-agtigt, og minder om de gamle Ericsson-modeller, men det passer godt ind i designet.
Bagsiden er inspireret af et kamera. Ingen tvivl om det. Kameraet får man frem ved at dreje på en lille skive, og så starter det ellers. Bagpå findes også hjælpelys til kameraet, en ret effektiv højttaler (spiller højt og i meget god kvalitet) og udtag til ekstern antenne.
På siderne sidder diverse knapper (bl.a. kamera, play/pause-knap, e-mail, låseknap og tilbage-knap), og opbygningen minder meget om andre Sony Ericsson-modeller. Det er desuden også her der er indgang til hukommelseskort, som er af MemoryStick Pro Duo-typen, og telefonen understøtter kort på op til 8 GB. Disse kort er dog ikke kommet endnu, men de er på vej. Et rullehjul er dog også at finde på P990, som gør det let, at navigere sig gennem menuerne osv.
Øverst på telefonen finder man tænd/sluk-knappen og her kan man også ”fremtrylle” stylus-pennen. Nederst sidder FastPort-stikket, som bl.a. bruges til opladning og musikafspilning. Sony Ericsson skiftede i sin tid deres gamle stik ud med dette nye FastPort-stik, og som navnet siger, er dette stik langt hurtigere end det gamle. Det virker også langt bedre, synes jeg.
Byggekvaliteten på P990 er meget høj! Jeg har tabt den adskillige gange i selv de værste scenarier, men nej, der skete intet. Det er utrolig dejligt, hvis man er uheldig eller arbejder i byggeindustrien. Dog er den måske lidt for godt skruet sammen. I hvert fald bagpå. Klappen til batteriet sidder rigtig godt fast, og det kræver lidt snilde for at få den af. Det lærer man dog med tiden – det handler om lige at ramme det rigtige sted, og så vupti...!
Alle de smartphone funktioner, man kan have brug for
Man skal ikke glemme at P990 er en smartphone. Det er den unægteligt, men den er også utrolig alsidig, som jeg kommer ind på senere.
Hvis man går ind i den mappe der hedder ”Kontor” på P990, finder man 5 ganske brugbare funktioner: QuickOffice, Pdf+, Noter, Opgaver og Visitkortscanner.
QuickOffice er det indbyggede program til håndtering af Word og Excel-filer. De kan både vises og redigeres. Der er en del funktioner, men programmet er ikke særlig godt til at håndtere store filer. Det har til gengæld ikke noget med P990s hardware eller lignende at gøre, så det kan man ikke klandre telefonen for.
Pdf+ er telefonens PDF-viewer, og den virker rimelig godt. Okay, der er problemer, hvis PDF-dokumentet indeholder transparente områder, men igen har det intet med P990 som helhed at gøre.
Noter og Opgaver siger lidt sig selv. Her kan man skrive (og tegne) noter samt opgaver til sig selv, og opgaverne kan f.eks. sættes i kalenderen til senere brug eller påmindelse. Noter og opgaver kan også synkroniseres med computeren, så det er jo bare et plus for forretningsmænd.
Visitkortscanner er meget nyt i mobiler, og kræver avancerede OCR-programmer på mobilen. P990 har en visitkortscanner indbygget, og den fungerer således, at man tager et billede (eller henter et gemt billede) af et visitkort med kameraet, hvorefter telefonen scanner kortet for informationer og billede. Ud fra de fundne oplysninger opretter P990 en ny kontakt i den særdeles velfungerende telefonbog.
Beskedmulighederne er også vigtige i en telefon som P990. Og dem er der også mange af. Du kan både skrive SMS, MMS og e-mails fra P990. Derudover kan du også lave talemeddelelser. Dog er de førstnævnte nogle du får mere brug for.
SMS-funktionen i P990 er tæt på at være genial. Du kan stortset alt. Der er mulighed for smileys, flotte animationer, små lyde (benytter sig af EMS) og flere forskellige tekstformater. Der er flere måder at skrive på. Enten kan man benytte taltastaturet på klappen, det fulde tastatur, trykke på et fuldt tastatur direkte på skærmen eller skrive håndskrift direkte på skærmen. Sidstnævnte er utrolig smart og er en rigtig blærerøvseffekt ved denne telefon. Det fungerer på en sjov, men måske lidt mærkelig måde. Hvis man f.eks. skriver en SMS, så ser man en lille centreret pil til højre på skærmen. Hvis man skriver over pilen, bliver resultatet tal. Hvis man skriver lige på pilen, skriver man et stort bogstav, og under pilen bliver det småt. Telefonen benytter sig af Ezitext, og det fungerer til UG! Det kan gætte store og lange ord efter bare, at have trykket et par gange på tastaturet. Utroligt.
MMS-delen er også god, og minder utrolig meget om det man kender fra tidligere Sony Ericsson-modeller. Du kan tilføje billeder, lyde, videoer og meget mere. Teksten kan skrives på samme måde som med SMS’er. Der kan indstilles en masse ting – bl.a. baggrundsfarve og størrelse på beskeden. Alt i alt er MMS-funktionerne også i top, og du finder ikke lignende funktioner i nogle andre enheder.
E-mail-funktionen er også virkelig god. Du kan sagtens vedhæfte filer og med det fulde tastatur er det let at skrive lange e-mails til arbejdet osv. Igen kan man også bruge alle indskrivningsmulighederne som man kan fra SMS og MMS. Stort plus der. Man kan desuden også synkronisere sine e-mails med dem fra Outlook, og når det er gjort kommer der en ekstra mappe under ”Meddelelser” som hedder ”Synkroniseret e-mail”.
Kalender er også vigtigt i en telefon som denne. Og den virker godt. Både i lukket og åben tilstand (nogle programmer virker nemlig ikke i lukket tilstand). Den giver et godt overblik på dage, uge, måned og år. Desuden også hvilke opgaver eller specielle mærker der er sat i kalenderen. Der er ingen problemer med at lægge nye informationer eller mærker i kalenderen, og det nye UIQ 3.0 virker generelt rigtig godt udtænkt og pædagogisk opbygget.
En anden ting som forretningsmænd har brug for er internettet. Herunder browsing, e-mails og RSS-feeds. Og P990 understøtter det hele. Browseren er Opera 8, som er en af de bedste internetbrowsere i mobiler. Overhovedet! Den er stortset fejlfri og har mange funktioner og ekstra features, som normalt ikke ville kunne findes i en håndholdt enhed. E-mails har jeg været inde på, som det kan læses længere oppe. RSS-feeds er relativt nyt i mobiltelefoner. P990 har en glimrende RSS-læser indbygget, og den er smart opbygget, således at man f.eks. kan opdatere alle feeds på én gang.
Da P990 også har W-LAN kan man bruge det trådløse netværk derhjemme i mobilen. Og det fungerer også godt. Man kan gemme forskellige konfigurationer i P990, alt efter hvilket netværk man hopper på. Der er både mulighed for WEP-kryptering osv. W-LAN kan også bruges til e-mails, RSS og forskellige andre programmer i telefonen. Man kan selvølgelig også bruge 3G eller GPRS. Ellers er der ikke så mange fancy sager på denne konto.
Telefonbogen virker godt og giver mulighed for at gemme rigtig meget info om de enkelte personer/grupper. Man kan gemme billede, e-mail-adresser, telefonnumre, fax-nummer, hjemmesider, noter, informationer, specielle ringetoner foruden fornavn og efternavn samt titel. I telefonbogen finder man også en søgefunktion, som virker super godt.
Kameraet i funktion
Kameraet i P990 er godt. Autofokus og en masse avancerede funktioner hjælper også til. P990s kamera er på 2 megapixel eller hvad der svarer til 1600 x 1200 pixels. Okay, 2 megapixels er det ikke helt, men 1,92 megapixels. Der er hjælpelys til kameraet og det virker helt fint. Effekter og funktioner er der mange af i P990. Rammer og forskellige farveeffekter kan også være sjove, og sætte farver på hverdagen. Kameraets billeder er ret skarpe og detaljerede, men jeg synes ikke helt de er på samme niveau som et digitalkamera. Ikke endnu i hvert fald.
Videodelen i P990 er også rigtig god, og både lyd og billede kører som smurt. Kvaliteten er helt i top, og det er en fryd, at vise videoer (i al almindelig) frem på den store skærm. Skærmen er i parentes i QVGA-opløsning (240 x 320 pixels) og viser lige over 262.000 farver. Den er også trykfølsom og er overordnet set rigtig flot.
Billederne kan ses herunder:
God til sjov og spas
P990 har mange flotte funktioner og programmer. Musikdelen og videodelen er blot få af dem. I musikdelen kan man vælge mellem kunstnere, albums og numre. Der er også mulighed for at vise albumcovers, hvilket ser godt ud. Musikken spilles i et højt lydniveau og lyden er meget klar. Det er altså godt! Der er også equalizer indstillinger på P990, og endda en hel del af dem. De kan ændre på stortset hver tone i musikken. Musikafspilleren kan håndtere flere formater, og blandt dem er den komprimerede AAC-familie.
Videodelen i P990 er også god, men relativ simpel. Måske en smule for simpel, ville jeg sige. Hvis man f.eks. sammenligner med en K800s videoafspilning, kan man både zoome og sætte afspilningen i slowmotion, men det er ikke muligt på P990. Måske har det noget med UIQ softwaren at gøre, hvem ved? Den lever dog op til sit formål med at afspille film, og det klarer den godt.
Selvom man er forretningsmand, skal der også være tid til noget sjov og spas. Og her lever P990 højt på det indbyggede grafik hardware. Grafikken i 3D-spillene er rent ud sagt enestående! Utrolig detaljerede spil med livlige farver og animationer giver et godt skub i den rigtige vej. Lyden i spillene er også god, ligesom lyden er god på alle andre områder.
Total karakter: 93%
Fordele:
Skærmen
W-LAN
Grafik
Kamera og videofunktioner
Godt sammenskruet design
Musikafspilleren og lyden
Alle internet-mulighederne
Forretningsmuligheder
Styresystemet
Ulemper:
Hukommelse
Pris
Konklusion:
P990 fra Sony Ericsson er noget af det mest helstøbte produkt på markedet. Dette gælder både funktioner, byggekvalitet og prisen. Du får ikke en telefon til denne pris, som har de samme funktioner nogen steder. Uden tvivl. Den er rigtig god.
Dog skal det hurtigt nævnes, at der var software problemer i første udgave af softwaren, og det medførte at telefonen ”crashede” (gik ned) og genstartede af sig selv en gang imellem. Der var desuden også problemer med videoindspilning og afspilning. Men de problemer er alle sammen blevet fikset nu, og hvis man stadig kører på den gamle software kan jeg kun anbefale at opdatere den hurtigt!
93% som total karakter er en meget høj karakter, men som det kan læses er der egentlig kun to ting som trækker lidt ned; mangel på hukommelse og prisen. Hvis man kan overleve disse to ting, har jeg kun en ting at sige: LØB NED OG KØB EN! NU! Du får dig en ven for livet – en rigtig klog ven...
Som en ny service kan vi tilbyde vores læsere, der har en Twitter konto, at få et ”tweet” når vi lægger en ny test op. Blot tilføj os til din konto. Vi hedder @mobiltestdk.