Først lidt baggrundsinformation for årsagen til denne lidt “anderledes” anmeldelse af HTC Tattoo:
Jeg har kørt med iPhone siden den første version kom på gaden i USA tilbage i Oktober 2007. Da den blev erstattet af “3G” versionen opgraderede jeg til den, og igen til “3GS” da den udkom i 2009.
Det vil altså sige at iPhone har været min primære mobiltelefon i over
2 år, imens Google med Android er kommet ind fra sidelinien. Normalt ville jeg have været over den første Android telefon som var det juleanden og brunede kartofler, men nu havde jeg jo min iPhone og jeg var glad for den - det skulle mægtige Google hvertfald ikke komme og forsøge at lave om på.
Som tiden gik, kunne jeg godt se at der skulle andre boller på suppen. Jeg har lystigt anbefalet iPhone til alle der har virket interesseret i den, men selvfølgelig også fortalt om de svage sider (det mangler jo bare). Ikke desto mindre, så virkede Android altså bare som et mere og mere interessant styresystem. Efter at Windows Mobile og Symbian gang på gang har skuffet mig, var der ingen vej udenom: Jeg måtte prøve en Android mobil.
For at gøre det interessant, besluttede jeg mig for at, mens jeg havde Android mobilen, ikke måtte bruge min iPhone overhovedet. Hvordan skulle jeg ellers kunne skifte til Android på fuld tid, hvis jeg ikke engang kunne holde mig væk fra iPhone i en uge? Hvis projektet lykkedes, må det jo betyde at Android pt. godt kan opfylde mine behov som en iPhone dækker.
HTC valgte at sende mig deres nye HTC Tattoo som jeg kunne lege med i en uges tid og bruge som baggrund til denne anmeldelse.
Specifikationer
Lad os starte med at kigge på hvad HTC Tattoo er for en størrelse, på papiret.
HTC Tattoo er med sin kampvægt på sølle 113 gram og forholdsvis lille 2.8” skærm, ikke noget monster at rende rundt med. Lad det være sagt med det samme, den er ret fiks. Den måler 106 x 55,2 x 14 mm og dens 2.8” skærm er selvfølgelig touchscreen. Men her melder det første problem sig så også - skærmen er af typen “resistive” og ikke “kapacitiv” som iPhone. Det betyder at på Tattoo kan man trykke på skærmen med neglen, en stylus og stortset alt andet, hvor man på iPhone altså skal bruge en finger, da det er hvad den reagerer på. Umiddelbart virker det jo som en stor fordel til Tattoo, men det gør altså at skærmen ikke reagerer nær så nemt som på iPhone og samtidig at man også skal “trykke” en smule, hvor man på iPhone blot skal røre skærmen. Det bliver først at problem når man skal skrive beskeder og e-mails, da det er en del lettere på en “kapacitiv” skærm. Samtidig har den ingen multi-touch.
HTC Tattoo er godt med når det kommer til forbindelser. Den har HSDPA/WCDMA samt quad-band (GSM/GPRS/EDGE), trådløst internet (802.11 b/g), Bluetooth 2.0 samt intern GPS antenne. Og så er der selvfølgelig en 3,5mm lydudgang også.
Af andre ting kan nævnes G-sensor, digitalt kompas, FM radio, MicroSD hukommelskort, 1100 mAh batteri og en 528 MHz processor.
Førstehåndsindtryk
Når man først tænder den, uden at have sat sit SIM kort i, kommer der en vejledning op på skærmen til hvordan man tager coveret af og sætter SIM kortet i. Rimelig smart. Selve opsætningen går let og har du en Google konto, så er det endnu lettere. Bare indtast dine oplysninger og du har meget nem adgang til din mail (Gmail), Google Contacts og Google Calendar - hvis du bruger dette. Du får også mulighed for at indtaste både Facebook og Twitter informationer, så du kan blive opdateret direkte på startskærmen når der er nyt fra venner og bekendte.
Efter at have leget lidt med Tattoo’en, er der tre ting der har gjort størst indtryk hos mig:
1) Den er lille og vejer ikke ret meget - og indeholder alligevel en masse spændende ting.
2) Den er en anelse sløv til tider, navigering i menuer osv.
3) Dens skærm er alt for lille til touchscreen brug og den anvendte “resistive” teknologi leder mine tanker tilbage til da jeg havde en HP iPAQ PDA.
Den har dog andre spændende og mere positive sider også:
1) Meget nem adgang til Facebook og Twitter samt statusopdateringer direkte på startskærmen.
2) Forbinder kontaktpersoner med dine Facebook venner og giver dig mulighed for automatisk at opdatere dem med deres profilbillede fra Facebook, fødselsdato og andet. Samt når man er inde på en kontaktperson, har man nem oversigt hvorvidt man har ulæste beskeder fra vedkommende.
3) I “About phone”-menuen, som sikkert hedder “Om telefonen” på dansk, er der en funktion der viser hvilke dele af telefonen der har brugt mest strøm siden sidste opladning. Så kan man f.eks. se hvor mange procent af batteriet der er gået til bluetooth, GPS osv.
4) I “top menuen”, hvor GSM signal og batteri status vises, dukker der små notifikationer op når der er opdateringer fra f.eks. Facebook eller hvis du har en påmindelse fra kalenderen. Ved simpelthen at trykke og holde på top menuen med fingeren, kan man trække den ned over skærmen, hvor man får nemt overblik over alle (ulæste) notifikationer.
Batteriet
Normalt er jeg den type der går meget lidt op i batteri tiden, for jeg oplader alligevel dagligt - evt. om natten - så mangler jeg aldrig strøm til næste dag. Jeg startede mandag morgen med batteriet på 100%. Da jeg gik i seng var det nede på 10%. På det tidspunkt slog jeg “automatisk e-mail tjek” fra for at spare strøm natten over og bad vækkeuret om at ringe kl. 7. Det ringede aldrig. Telefonen var nemlig løbet tør for strøm (eller den var hvertfald slukket om morgenen).
Her er hvad jeg cirka brugte HTC Tattoo til i løbet af den mandag, hvor den slugte 90% af batteriet:
• Legede lidt med den for at komme bedre ind i Android styresystemet. Svært at sætte tid på her, men det var ikke så længe.
• Skød omkring 5 billeder med kameraet og optog 2 minutters video.
• Auto-check af e-mail hver halve time.
• 45 minutters telefonsamtale via bluetooth headset.
• 2 timers mp3 afspilning via 3,5mm lydudgang.
Så hvis dit forbrug ligner noget af ovenstående, så skal du hvertfald oplade den hver nat.
Batteriets størrelse er som sagt på 1100 mAh hvor iPhone 3GS er på 1219 mAh. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvor meget det i praksis betyder at iPhone har 119 mAh ekstra kapacitet, mht. standby-tid. Der er sikkert også forskel på hvor meget de forskellige skærme bruger af strøm, styresystemet osv.
Kamera & Video
Jeg gik i krig med HTC Tattoo’s kamera i den tro at det var et 3 megapixel med auto-fokus, da det var hvad flere anmeldelser havde nævnt. Jeg blev ufattelig skuffet over billederne og især “makro” billederne var jammerlige. Det eneste auto-fokus denne telefon har været i nærheden af, var da jeg tog billeder af den med mit Nikon kamera. Et kig på HTC’s egne specifikationer nævner dog heller intet om auto-fokus, så derfor kan man jo ikke rigtig tillade sig at svine den til for at tage elendige billeder. Den tager de billeder den nu engang kan, med det teknologi den har tilgængelig. Dvs. et 3 megapixel kamera uden auto-fokus.
Selvom browseren i HTC Tattoo hører til i den gode ende af browsere, kan den kun måle sig med iPhone på én ting og er det er flash kompatibilitet, dog begrænset. Her er den faktisk også over iPhone, da iPhone slet ikke kan afspille flash. Med det sagt, så finder jeg iPhone’s mobile Safari browser bedre i det iPhone har en større skærm som altså gør det lettere at navigere rundt. iPhone understøtter multi-touch så det er nemmere at zoome ind og ud og så er iPhone Safari generelt hurtigere, hvor jeg fandt at Android browseren godt kunne være lidt sløv i betrækket engang imellem.
Indtastning af tekst
Touchscreen mobiler afskrækker mange potentielle købere da de simpelthen ikke kan se sig selv skrive på en skærm, uden fysisk tastatur og uden decideret feedback fra en knap der trykkes ned. Jeg har sågar hørt om folk der har valgt at sælge deres touchscreen-baserede telefon fordi de ikke kunne SMS’e mens de kørte bil, da det ikke var muligt at mærke sig frem til hvor tasterne sidder....
Det punkt er jeg dog personligt kommet over, efter flere år med iPhone. Altså ikke det med at SMS’e når jeg kører - det skal man lade være med! Men, hvad der skræmte mig med HTC Tattoo, var at den som sagt kommer med “resistive” touchscreen som kræver mere tryk end den “kapacitive” på iPhone. Jeg har tidligere prøvet f.eks. Nokia 5800 XpressMusic som også var med “resistive” skærm, og det blev meget hurtigt træls for mig at skrive SMS’er på den og e-mails kunne aldrig komme på tale.
HTC Tattoo gør det bedre end Nokia 5800XM. Det er nok tildels også fordi Android er meget mere optimeret til touchscreen end det Symbian system som Nokia 5800XM kommer med.
På HTC Tattoo er der flere muligheder for hvilken slags tastatur du vil bruge:
• Numerisk tastatur ala T9 (XT9)
• Kompakt QWERTY tastatur
• QWERTY tastatur
Det numeriske tastatur er det du kender fra normale mobiltelefoner, hvor du har 0-9 samt nogle ekstra taster. Hver tast har nogle bogstaver tilknyttet og så kan du SMS’e ved at bruge T9 ordbogen. Det system hedder XT9 på Android. Det fungerer faktisk udmærket. Tasterne er ret store fordi der ikke er så mange af dem.
At bruge QWERTY tastaturet når telefonen er i normal oprejst position er svært, tasterne er ret små. Her er det meget bedre hvis man lige roterer telefonen om i “landskab”-mode og tasterne bliver noget større. Havde HTC Tattoo dog bare haft en “kapacitiv” skærm, havde dens tastatur været en glæde at bruge.
Android Market
Lige siden Apple gjorde deres “App Store” populær med iPhone, har adskillige andre producenter og operatører forsøgt at gøre tricket efter. Google’s Android Market ligner ikke et helt færdigt produkt, bl.a. er der kun gratis spil og programmer tilgængelige og det er altså ikke muligt at bruge penge derinde, endnu.
Til HTC Tattoo må man også nøjes med et mindre udbud end til andre Android telefoner, da Tattoo har en mindre skærmopløsning, hvorfor alle de andre programmer som udgangspunkt ikke passer på Tattoo. Det er op til de enkelte programudviklere at tilbyde en version som også passer til Tattoo.
Når man åbner Android Market, ser man først en liste med “Featured” programmer og spil. I toppen af skærmen har man 3 faner: Programmer, Spil og Downloads, samt et ikon til søgninger. De forskellige faner er så inddelt yderligere når man går ind i dem, i Programmer kommer man f.eks. ind til “Comics, Communication, Entertainment” osv.
Det virkede dog som om der var et stort udbud af spil og programmer til Tattoo også, hvorfor jeg ikke tror det varer længe før Tattoo formentlig er med på næsten lige fod som de andre Android telefoner.
Selve installationen af software fra Android Market kunne ikke være nemmere. Man klikker simpelthen bare på knappen, så downloader og installerer telefonen det i baggrunden og det er faktisk det.
Et hurtigt opslag på Pricerunner viser, at HTC Tatoo pt. koster 2.299 kr.
Konklusion
HTC Tattoo er en af de efterhånden få telefoner, som muliggør udskiftning af hele coveret. Du kan endda designe dit eget cover på HTC’s hjemmeside til Tattoo, så du kan vælge enten at have et billede af kæresten eller et logo af dit foretrukne fodboldhold - eller simpelthen designe et spændende cover med farver, striber osv. Det er ret smart og gør Tattoo til en telefon der er meget let at personliggøre - og det er nok også derfor den hedder som den gør, Tattoo.
Med det sagt, så er det måske ikke alle målgrupper der er lige interesserede i at skulle designe deres eget cover og det synes jeg også afspejler sig i HTC Tattoo på flere måder, bl.a. prisen - som altså er lav. Jeg er nok desværre en af dem som ikke er i Tattoo’s målgruppe, siden ting som “design dit eget cover”, “lille af størrelse” samt “billig i indkøb” faktisk ikke er det vigtigste for mig. Det der er det vigtigste for mig, er samtidig også der hvor HTC Tattoo umiddelbart skuffer mig mest:
• Den trykfølsomme skærm (som også er for lille)
• Lidt sløv at arbejde med i ny og næ
• Dårligt kamera
• Ikke den bedste integration med Mac
For lige at vende Mac integrationen. Jeg bruger Apple’s MobileMe sammen med min iPhone og det kører super. Den synkroniserer automatisk mail, kalender og kontaktpersoner i baggrunden når der er behov for det. MobileMe kan man ikke få til at køre på Android. Her er jeg nødt til at bruge et program på min Mac til at synkronisere mine oplysninger med Google Contacts og Google Calendar, som Android så videre kan synkronisere med. Det gik ikke helt smertefrit for sig, og med tiden havde nogle af mine kalenderpåmindelser en 3-5 påmindelser defineret til samme tidspunkt, selvom de oprindeligt kun blev oprettet med én påmindelse.
At få iTunes indholdet over på Android gik nu vældig fint. Der er flere muligheder, bl.a. Salling Media Sync og The Missing Sync for Android. Jeg valgte at benytte Salling Media Sync og det gik smertefrit og var let at sætte op. Ingen af ovenstående to programmer kan dog hjælpe dig med at spille DRM beskyttet indhold fra iTunes, da Android ikke vil være med her.
Selve styresystemet i HTC Tattoo, Android, var et glædeligt bekendtskab. Android virker meget lovende og er både over, ved siden af, og under, iPhone OS - alt efter hvilket behov man har. De fleste ved nok i dag at iPhone ikke kan køre flere programmer samtidig, den mulighed har man med Android og det har den en klar fordel i. Men hvis man ikke har behov for at kunne gøre dette men bare gerne vil have et system der måske spiller perfekt sammen med sin Mac og er nemt at bruge fra dag 1, er iPhone OS formentlig et bedre valg. Det kommer i sidste ende meget an på ens behov og hvad man gerne vil sætte sig ind i. Android har mange flere indstillingsmuligheder og et par gange stødte jeg da også ind i ting hvor jeg undrede mig over hvorfor man overhovedet skulle have mulighed for at ændre på den indstilling, da det kan kun forvirre flere personer end det gavner.
For mig, var Android et meget mere behageligt styresystem til mobiltelefoner end Windows Mobile og Symbian - især når det er på trykfølsomme skærme.
Hvis man kommer fra en iPhone og skifter til en HTC Tattoo, er jeg bange for at mange vil føle sig “handicappet”, om end du måske har lidt flere penge på kistebunden da HTC Tattoo er en billigere telefon i indkøb.
Skal man derimod opgradere til en HTC Tattoo fra en standard Nokia, Sony Ericsson eller lignende, så er jeg er den overbevisning at langt de fleste vil være mere end ualmindelig glad for HTC Tattoo - også prisen taget i betragtning, for man får meget mobiltelefon for ikke ret mange penge og den er samtidig et godt springbræt til måske om et års tid at opgradere til en nyere touchscreen telefon med større og bedre skærm samt bedre kamera.
I alt: 80%.
Ud fra et (nogenlunde) objektivt synspunkt, vælger jeg at give HTC Tattoo karakteren på 80% som indikerer en god telefon med mange gode funktioner og som kan anbefales.
Som en ny service kan vi tilbyde vores læsere, der har en Twitter konto, at få et ”tweet” når vi lægger en ny test op. Blot tilføj os til din konto. Vi hedder @mobiltestdk.
HTC Magic test |
Samsung I7500 Galaxy test |
HTC Touch2 test |