Skrevet af Christian B. Wiggers d. 30-07-2007
Læs mere fra samme skribent...

Sony Ericsson står for tiden over for meget store udfordringer. Deres nærmeste konkurrent på det nordiske marked - Nokia, stormer af sted med den ene smartphone efter den anden. Nokia sendte deres N95 på gaden her i foråret, og der har været lidt stille ved Sony Ericsson siden da, men nu er P1 kommet og den skal løfte arven efter P990, om end den minder mere som en efterfølger til M600. Her er med andre ord Sony Ericssons svar på telefoner som N95, E61i osv. Men lad os ikke spilde tiden mere, for der er meget vi skal igennem.

Sony Ericsson ser ud til at have fattet tendensen. Når man som forbruger køber et dyrt produkt, vil vi gerne forkæles lidt med en lækker indpakning og endnu bedre lidt ekstra tilbehør. P1 har begge dele, om end kassen ikke helt kan måle sig med for eksempel LG’s eller Apple’s eksklusive indpakninger, så er dette da et fint skridt på vejen. Tilbehøret er dog uden sammenligning super. Ud over telefonen og opladeren får man følgende med: Bordlader (cradle), synkroniseringskabel, ekstra stylus, stereoheadset, GPS-modtager, og autolader. GPS-modtageren er nok det bedste og noget vi danskere (og de andre nordiske lande) kan glæde os over, for det er eksklusivt i disse lande, at der følger en GPS-modtager og lader med. Mere om dette senere.


Som jeg skrev tidligere minder telefonen mere om M600 end om P-serien, ikke desto mindre har den fået navn i P-serien, og det kan virke en kende underligt, eftersom den ikke rigtig på nogen måde er den store tekniske forbedring i forhold til P990. Ikke desto mindre er den blevet væsentligt mere lækker og stilfuld end både M-serien og P-serien. P1 virker utrolig lækker bygget, og kvaliteten er helt i top. Her er ingen knirken eller knagen, når man trykker lidt på den eller vrider let i den, den virker nærmest som et massivt stykke aluminium. Fronten er netop også lavet af metal og dette er bestemt med til at give dette eksklusive indtryk. Af de nyere Sony Ericsson-telefoner, jeg har haft til test, virker denne P1 som den mest veldesignede og velbyggede telefon overhovedet, og på dette punkt er den klasser over konkurrenten N95.

Telefonens størrelse ligger heldigvis mest op ad den gamle M600 frem for P990. Telefonen måler 106 x 55 x 17 mm, og vægten siger 124 gram, hvilket naturligvis ikke gør den til en superlille telefon, men omvendt heller ikke noget der gør den så stor, at det må anses for et problem.

Jeg synes, at inden vi går videre, skal vi lige tage en omgang omkring P1 og få placeret hvor de forskellige ting sidder henne.


Vi starter på forsiden. Den er naturligvis domineret af den store trykfølsomme skærm, der sidder en smule lavere placeret for at beskytte den lidt fra tryk og slag. Over den i den metalramme, der er på fronten, har vi samtalehøjtaleren og et lille vga-kamera til videosamtaler. Omkring skærmen og ned til tastaturet har vi en pianosort lakering, der står rigtig flot til det metal, der er udenom. Under skærmen finder vi 20 knapper i alt, der alle har flere funktioner, mere om disse senere.

Hopper vi om på venstre side, finder vi det jog dial, som man blandt andet bruger til at navigere rundt med i telefonen, hvis man ikke lige bruger den trykfølsomme skærm. Over dette jog dial har vi en lille hægte, så man kan sætte en strop i telefonen hvilket er meget brugt specielt i østen. Under jog dialet har vi en retur-knap, så man kan hoppe en gang tilbage i menuen. Denne knap kunne godt have været hævet en smule, så den var lettere at ramme, for det er en knap, man bruger en del. På højre side har vi øverst en genvejsknap, for eksempel til internettet. Under denne er slidsen til de små M2 hukommelseskort, og allernederst en kromknap, der er til at skyde fotos med. I bunden har vi det velkendt Sony Ericsson usb- og ladestik og oppe på toppen har vi en ret lille tænd/sluk-knap i krom samt den lille IRport. Det er også på toppen/venstre side, at man kan se den røde ende af den indbyggede stylus, som man kan trække ud og bruge efter behov.


På bagsiden her Sony Ericsson virkelig strammet sig an. Den er både veldesignet og rigtig flot. Her er brugt en sort gummiagtig lakering, der gør at P1 er utrolig lækker at have i hånden. På øverste halvdel finder vi en krombjælke, der går på tværs, under denne skjuler sig højtalere, der sender en ganske fin lydgengivelse ud. På P1 er der i modsætning til M600 kommet et kamera, og det er oven i købet et 3,2 Mpixel med autofokus. Dette er meget flot og falder ganske naturligt ind i designet, og har desuden også ganske kraftigt hjælpelys indbygget. Det kan undre at der ikke er en form for beskyttelsesdæksel, men det er nok blevet ofret i designets hellige navn – og set med de øjne, må man sige Sony Ericsson er sluppet ganske hæderligt fra det.

Lad os gå tilbage til forsiden og se lidt nærmere på skærmen og tastaturet. Vi starter med skærmen. Her er der tale om en trykfølsom skærm på 2,6” (52 x 39 millimeter) Den har 262.000 farver og en opløsning på 320 x 240 (qvga). Selvom P1’s skærm kun har 262.000 farver, synes jeg faktisk ikke den står meget tilbage for N95’s skærm, der er samme størrelse men har 16 millioner farver. Faktisk virker det som om, at P1 er en smule mere lysstærk i det, men det er altså nede i de meget små marginaler. Skærmen er trykfølsom, og det betyder, at en del af styringen af telefonen forgår ved hjælp af tryk, enten med en finger eller med den medfølgende stylus (lille tynd pen). På P990 havde man også en joypad på forsiden som mulighed, det har man ikke på P1. Her er det ganske som på M600, hvor man bruger jog dial og/eller trykfølsom skærm. Om man kan leve med dette system med et lille hjul på siden og prikke med en pen, må være op til den enkelte person at vurdere. Systemet virker, og der er mange, der er glade for det. Personlig bryder jeg mig ikke om det, af flere grunde. Jeg er højrehåndet, men for venstrehåndede er det nok helt umuligt at bruge dette system. Når jeg holder P1 i hånden, er jeg pegefingeren til at dreje og bekræfte med. Desværre er det ikke alle ting man kan gøre dette med, ind i mellem kommer der virtuelle knapper op, der kræver at du sætter en finger på skærmen. Omvendt kan du heller ikke nøjes med at bruge en finger som for eksempel på Apples iPhone, da du hurtigt kommer ind i menuer med ikoner, der er så små, at du skal bruge en stylus til at ramme med. Den eneste måde du kan navigere rundt over det hele er med stylusen, og den kræver, at du bruger begge hænder samtidigt. Men med det tastatur layout, er det faktisk også meningen, at man skal bruge 2 tommelfingre til at skrive med.


Tastaturet er et fuldt qwerty-tastatur, men med kun 20 knapper! Hvordan kan det så lade sig gøre? Jo det fungerer ved, at alle knapper (bortset fra 2) har enten 3 eller 4 funktioner. Knapperne er udformet således, at de buer ned i midten og har en høj kant i hver ende. Systemet blev lanceret på den gamle M600, og der var jeg bestemt ikke gode venner med det, og jeg må nok se i øjnene, at det bliver jeg heller ikke denne gang. Sagen er den, at det er for mig umuligt at skrive ordentligt på dette tastatur. Knapperne er kun 7 x 6 mm store, og har altså forskellige funktion om man trykker i den en side af knappen eller den anden. Samtidig er der heller ikke meget plads mellem knapperne, så jeg kan lige gyldig hvor meget jeg øver mig aldrig få skrivehastigheder på P1, som for eksempel på en Nokia E61, der også har fuldt qwerty-tastatur. Desuden er det også det værst tænkelige system til at få ÆØÅ. Det bedste er naturligvis, at der er en knap, der ved et tryk, giver os dette bogstav altså en dedikeret knap, det næstbedste er at disse danske specialbogstaver ligger så man skal trykke på en funktion tast plus en anden tast, og så kommer frem. På P1skal man taste 4 gange på a-tasten for at få et ”å” og 6 gange for at få et ”æ”. Er det et ”ø” er det 5 gange på o-tasten. Dette system er hovedrystende langsomt og upraktisk, men det er prisen man må betale, når man vil have et fuldt qwerty-tastatur inden for et areal på kun 4,7 x 2,7 cm, som alle 20 knapper fylder. I alt betyder det, at for mig er måden man navigerer rundt på meget besværlig, men man kan vende sig til det, mens qwerty-tastaturet er håbløst, og man vil aldrig kunne opnå samme skrivehastighed på dette som på andre qwerty-tastaturer, og det trækker altså en del ned. 61 forskellige funktioner er der fordelt ud over de 20 små knapper – det er bare for meget. Retfærdigvis skal det nævens, at man på P1 både kan bruge skriftgenkendelse samt et lille virtuelt keyboard, men ingen af delene flytter rigtigt på den mulige skrivehastighed.


Med dette tror jeg, at vi skal prøve at kigge lidt under det flotte ydre, P1 har, og se hvad der gemmer sig herunder. Først af alt er P1 en telefon der sælges som Sony Ericssons topmodel. Derfor kan det undre en del, at den ikke har 4 GSM net men kun 3, herved er den ikke brugbar over alt i verden, som flere af dens konkurrenter. En anden ting der også må anses for en mangel ved en telefon som denne, er at den ikke har HSDPA (turbo 3G) men kun almindeligt 3G. Bevares det er da som sådan fint med 3G, og bestemt også noget man må forvente, at en telefon som P1 har, men skal det ses som en rigtig topmodel, så er HSDPA ved at være et krav. En anden ting Sony Ericsson har valgt at undlade, er EDGE. I Danmark betyder dette mindre, da det kun er Telias kunder, der kan bruge det, men rejser men i udladet for eksempel til USA, er det det mest brugte datanet, hvis man da ikke er i nærheden af et trådløst netværk. Her kommer P1 på banen igen, med et rigtig fint w-lan, der rækker længer end flere andre telefoners trådløse internet, jeg har prøvet.

Skal man overføre data til og fra P1, er der flere muligheder. Der er først og fremmest usb 2.0, der evt. kan forgå via den medleverede bordlader. Så er der en IRport, og bluetooth 2.0 med stereoprofil. Hvad der gør en bluetooth forbindelse hurtig eller langsom, må jeg indrømme, at jeg ikke ved. På papiret har P1 samme bluetooth som N95. Men P1 kan altså kun overføre for eksempel fotos via bluetooth med ca. 1/3 hastighed af hvad Nokia N95 kan. Skal man overføre større filer kan det være nok så fornuftigt at bruge usboverførsel.


Som noget nyt i forhold til M600 har P1 fået en kameradel. Både et vga kamera på forsiden til selvportrætter eller videotelefoni, og på bagsiden et 3,2 Mpixel kamera med autofokus. Hele kameradelen er ganske godt integreret og med den store 2,6” skærm er det faktisk rigtig lækkert at tage fotos med. Der er dog et par mangler som jeg savner lidt. Når P1 tager fotos, er der ikke en ramme i midten hvor der stille skarpt efter. Det betyder at man kan risikere, at hvis et motiv fylder tilstrækkeligt lidt i forgrunden, at der bliver stillet skrapt på baggrunden i stedet for. Til gengæld er det man kalder ”schutter lag” altså tidsrummet fra man trykke for at tage et fotos til det er taget, ganske rimelig i forhold til mange andre kameratelefoner. Der er dog stadig noget vej til en responstid, som det vi kender fra almindelige digitalkamera, men vi kan da glæde os over, at det går den rigtig vej. Som man kan se på mobilfotos.dk har P1 lidt problemer med lysbalancen, hvilket kan medføre overbelyste fotos. Dette kan begrænses en del, hvis man vil arbejde lidt med nogle af de mange mulige indstillinger, der findes i P1’s kameramenu. Alt i alt synes jeg bestem, at den kameradel, som Sony Ericsson har lagt i P1, kan betegnes som vellykket og er bedre end den gamle på P990 og naturligvis M600, der slet ikke havde nogen.

Som tidligere nævnt, har vi her i norden den glæde, at der med i kassen leveres et GPS-system til P1. Dette system består af en bluetooth GPS-modtager med batteri, og en billader. Selve sættet har en værdi på 500-700 kr. og i og med det levers med i salgskassen, er det jo bare dejligt.


Brug af wayfinder som navigation er ganske udmærket. Man kan få de sidste nye kort ned via dataforbindelser for eksempel sin 3G-forbindelse, eller man kan købe kortene og lægge dem på hukommelseskortet. Løsningen har bestem sine fordele frem for for eksempel det, man kan få ud af en telefon med indbygget GPS som N95. Den store force er, at denne modtager dels kan placeres oppe i foruden og telefonen hvor det bedst passer en at se på den, for eksempel tæt ved rattet. Desuden er opstartstiden og præcisionen noget bedre med en sådan GPS-modtager end den i N95 (og E90) kan tilbyde. En sidste fordel er, at i og med det er en ekstern enhed, bruger den ikke strøm fra telefonen, som der ellers er tilfældet ved indbygget GPS-løsninger. Men er der så ingen ulemper? – jo bestemt. Denne løsning som i bund og grund længe har kunnet fås til forskellige telefoner gennem flere år, har flere ulemper. Dels er den noget mere uhandig at rende rundt med, hvis man ikke er i bil. På denne wayfinder-modtager står der, at den skal have frit udsyn, og dermed kan den muligvis ikke fungere særligt godt i for eksempel en bukselomme. Så er der det, at den har et batteri, som man skal huske at oplade, ellers er den ikke meget bevendt (hvis man da ikke er i en bil), og i det hele taget, hvis man skal bruge den undervejs på gåben eller i offentlige transportmidler, må den anses som noget mere bøvlet at bruge end indbyggede GPS. Endelig er der lige det der med, at man så også som udgangspunkt skal huske at have den med, og spontan brug af GPS er dermed ikke så oplagt, som med telefoner, der har den indbygget. Derfor er min påstand, at skal man bruge den fortrinsvis i en bil, er denne løsning med ekstern GPS modtager at fortrække, men er det lejlighedsvis og for eksempel når man færdes på gåben, cykel eller hvad det nu måtte være, er den indbyggede løsning at fortrække.


Desuden kræver denne GPS-løsning at man køber kortmateriale eller opretter en konto, så man kan hente det efterhånden. Jeg har kun haft kort tid til at prøve det, og havde en del problemer med at få det til at virke, så mine erfaringer med selve systemet er begrænset. Men systemet, der er det nyeste (wayfinder 7) og skulle ikke stå tilbage på det tekniske fra en almindelig GPS-løsning. Personlig kan hverken P1 eller N95 udgøre det for et rigtigt navigationsanlæg med en stor skærm.


Styresystem i P1 er det samme som i forgængerne hvad enten det er den ene eller den anden (M600/P990), man mener den skal afløse. Systemet hedder Symbian OS v9.1, UIQ 3.0. Dette er et visuelt flot system og ganske logisk bygget op. Man bruger dels fingeren eller jog dial til at navigere rundt med, men også stylusen kan blive nødvendig, hvis man kommer længere ind i menusystemerne. Telefonen har fået mere indbygget hukommelse end tidligere (ca. 160 mb er til rådighed), og det er dejligt, da intern hukommelse til programmer mv. altid er at fortrække. Desværre er cpuhastigheden ikke forbedret i forhold til tidligere (220 mhz). Jeg har her i foråret testet adskillige Nokia-telefoner med hurtigere cpu (330 mhz), og et mere smidigt system og finder altså P1 en kende langsom, når forskellige funktioner skal åbnes. Jeg her ikke mulighed for at teste om der skulle være sket en forbedring i forhold til P990/M600, men det virker ikke sådan. Jeg oplevede ofte, at når jeg skulle åbne et program kom der lige i et kort øjeblik (1-2 sekundt) en lille beskedboks op med teksten ”optaget”, og når P1 har været slukket og startes, må man da også vente ca. 66 sekunder før den er klar (til sammenligning klare n95 det samme på ca. 28 sekunder).


På P1 finder vi en del software, som vi også lige skal have med. Der findes som businessbrugeren sikkert vil værdsætte, et fint program der hedder quick office, hvor man kan læse diverse kendte formater og regneark. Der findes også mulighed for at læse pdf-filer, og naturligvis kan man skrive sine egen noter. Så har P1 også en ganske fin internetbrowser, der hedder opera, og den virker ganske fornuftig og har en rigtig god evne til at komprimere almindelige websider, så de passer til det skærmformat P1 benytter. Ser vi på underholdningsdelen, er der et flot golfspil kaldet ”pro golf 3D” samt et spil der hedder ”QuadraPOP”, der er et lille tænkespil. Flere kan naturligvis købes online på nettet, og det samme gælder andre typer programmer. Faktisk ligger der en genvej til en Sony Ericsson-server, hvor man kan hente en lang række ”trial”-udgaver, prøve dem, og evt. købe dem hvis man finder gode.

Musik kan man også i allerhøjste grad glæde sig over i P1. Dels er der en udmærket musikafspiller, hvor man kan udføre alle de basale ting, man forventer, at en musik afspiller, skal kunne. Hertil får man funktioner, som stereobluetoothheadset-understøttelse, track id, Mega bass (de fine højtalere på bagsiden), og så findes der også en ganske udmærket FM-radio, der understøtter RDS, så man kan se hvilke kanaler, man lytter til. Det der mangler for, at P1 kunne kaldes en rigtig musiktelefon, og i Sony Ericsson regi ”walkman”-telefon er, at P1 ikke har en 3,5 mm højtaler udgang, og ikke engang igennem det medleveret stereoheadset samt dedikerede musikknapper. Kvaliteten af musikken er heller ikke på niveau med walkman-telefonerne, men det kan ligeså godt skyldes kvaliteten af det medleveret headset, der bestemt ikke er imponerende.

Et hurtigt tjek på Pricerunner, viser at Sony Ericsson P1i kan pt købes for 3480,- kr.

I alt 75%

Gode ting:
- Rigtig meget tilbehør medleveret fra start, herunder bluetooth GPS-modtager
- Imponerende god bygge kvalitet og super lækkert design, der næsten er B&O værdigt
- Flot stor trykfølsom skærm med fin lyst styrke.
- God kameradel, der er en kraftig forbedring i forhold til M600/P990
- W-lan med rigtig god rækkevidde
- Godt stort batteri på 1120 mah

Mindre gode ting:
- Håbløst qwerty-tastatur, der ikke fremmer skrivehastigheden
- Jeg savner HSDPA og også EDGE vil nogle nok også savne
- Menuhastigheder er ikke så høj, som jeg kunne ønske

Konklusion:
P1 er en telefon der har været et blandet bekendtskab. Jeg har givet den en karakter på 75% uden at lade den for mig akavede jog dial og trykfølsomme skærm trække ned. Det dur ikke for mig, men jeg ved andre er glade for det, og derfor har jeg ladet det være. Til gengæld trækker det håbløse qwerty-tastatur en del ned. Det overgår simpelthen min forstand, hvorfor man laver et tastatur, der ikke giver et hurtigere tekstinput end hvis man bruger almindelige talknapper med T9-system. Qwerty er rart og behageligt, hvis knapperne er så store at de er til at ramme og man ikke skal kæmpe med alt for mange fejltryk. Det kan man for eksempel på telefoner som Nokia E61 eller flere HTC modeller. Et par andre ting der også trækker ned er dels den lidt langsomme menu og den manglende turbo 3G. Omvendt må man sige, at med P1 har Sony Ericsson sendt et produkt på gaden, der er superlækkert og hvor kunden virkelig får noget for pegene med det medleverede tilbehør. P1 sælges ca. 1000 kr. billiger end N95 og det med mere tilbehør! Det må altså siges at være en superskarp pris P1 kan erhverves for (i skrivende stund 4.200 uden abonnement).

Kender du M600 eller P990 og kan forlige dig med dette inputsystem, kan du roligt få bestilt en med det samme, det er bestemt en værdig afløser for de to telefoner. Er dette system med jog dial og det specielle qwerty-design nyt for dig, vil jeg kraftig anbefale at prøve det før du køber – det er lidt en enten elsker/hader man det, og for mig er det altså ikke lige sagen. Hvis man kunne få P1 med almindelige talknapper og joypad/joystick, var en sådanne allerede bestilt til mig selv.

Telefonen er venligst udlånt af www.mobiludsalg.dk