LG KU990 Viewty test
For bare 3-4 år siden var der ikke mange i mobilbranchen, og heller ikke undertegnede, der regnede de produkter, som LG havde på mobiltelefonområdet, for særligt meget. Dengang var LG mest af alt i Danmark kendt for billige telefoner, som teleselskabet 3 solgte med deres abonnementer. Disse var alt andet en pålidelig og LG fik i mobile kræse - mobilforum.dk med flere, et meget lidt flatterende rygte. Men LG havde ikke tænkt sig at opgive mobilbranchen og med en simpel strategi - hver ny model skal være en smugle bedre end den foregående) - gik de i gang. Den første storsælgende telefon i Danmark var KU800 Chocolate, der hurtigt blev fulgt op af en platinum-udgave, og sidenhen har Shine-modellerne holdt sit indtog, og nu også pdatelefoner, som
Prada og denne her Viewty. Set fra en ”mobiltosses” synspunkt, er det dejligt, at LG ikke, som visse andre producenter, bare høvler en masse telefoner afsted over den samme indmad, men derimod giver sig tid til rent faktisk at udvikle og forbedre telefoner, inden de sendes af sted. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at LG tager markedsandele i Danmark, og med det de lægger for dagen, kan vi kun glæde os over denne udvikling.
|  |
LG kU 990 her med en tændstik æske | KU 990 er ca. på størrelse Nokia N95 |
LG har om nogen forstået konceptet med at gøre udpakning og ibrugtagning til en del af købsoplevelsen, som man som forbruger får, når man har anskaffet sig en telefon. KU990 Viewty er ingen undtagelse. Den kommer i en tyk sort papæske, og når den åbnes, popper der en papmodel af telefonen frem. Under endnu et låg ligger så KU990 i en formstøbt sort plastbakke med et røgfarvet låg hen over. Under denne findes tilbehøret, der er pakket i små sorte papæsker. Lige gyldigt hvad man måtte mene om emballage, så virker denne eksklusive indpakning altså. Jeg åbner vel små 100 forskellige telefoner pr år, og jeg synes helt klart, at det virker cool og lækkert at lukke op for en telefon, der er så flot og lækkert emballeret.
I æsken finde man ud over telefonen med batteri og lader også en sort stylus (mere herom senere), et fint headset, et synkroniseringskabel, en skærmbeskytter, naturligvis brugsanvisninger samt cd.
Nå, frem til sagens kerne – KU990. Den er i alt sin simpelhed utrolig flot og lækker at røre ved. Dem, som læser med herinde, vil vide, at jeg for nylig testede forgængeren KU850 Prada og denne her er altså i samme stil bare en smule tykkere. Jeg vil ikke sige, at den nye KU990 er flottere end Prada’en, de er flotte på hver deres måde. Fronten er flottere på
Prada’en, mens siderne og specielt bagsiden er meget flottere på KU990’eren.
|  |
| De 2 knapper på siden med krom omkring |
KU990 er som sagt vokset lidt og måler nu: 103.5 x 54.4 x 14.8 mm. Den vejer 112 gram. Det er et par millimeter mere på alle leder og 27 gram på vægten, som KU990 har taget på. Set i lyste af hvad der er kommet mere i KU990 i forhold til Prada’en, er det nu fuldt ud tilgivet, og der er stadigvæk langt op til iPhon’en - både vægt og størrelsesmæssigt, der vel må anses for en at være en konkurrent. Kvalitetsindtrykket på KU990 er ok. Det er en plastiktelefon, der har fået en tynd metal bagklap og krom på siderne. Den virker stabil, og der kommer ikke knirkelyde fra den, når man trykker eller vrider let i den.
Men lad os tage en tur omkring LG KU990 og se, hvor hvad befinder sig. Vi starter på forsiden. Der er telefonen naturligvis præget af den store skærm, der fylder næsten hele forsiden. Over skærmen er en lille sprække til lyden under samtaler, og til højre finder vi et lille VGA-kamera. Under skærmen har vi 3 knapper. Der er et grønt telefonrør, en ”C” knap og et rødt telefonrør, der også fungerer som tænd/sluk knap. Det er hvad vi finder på forsiden. Siderne er faktisk lige så minimalistisk udført. I venstre side har vi multistikket, der bruges til at lade med, synkronisere med og hvor også hovedtelefoner skal i. Stikket er gemt bag en lille skydeklap, der er dejlig enkel at åben og lukke og en bedre løsning end de gummiklapper, vi til tider ser. På højre side finder vi endnu en skydeknap, der styrer i hvilken mode kameraet er i. Under den finder vi en ”lås op”-knap, til når den automatisk tastelås lukker telefonen. Sidst men ikke mindst en dejlig stor kromudløserknap til kameraet – super! Jeg glædes over at LG tilsyneladende har indset, at alle de der meget små knapper, der fandtes på telefoner som blandt andet Prada’en, ikke er særlig nemme at bruge i praksis. Det har man droppet på LG KU990 og TAK for det.
|
|
Her ses de 3 knapper på forsiden | 14,8 mm er ikke super tyndt med bestemt til at leve med |
I toppen findes der en knap til at åbne batteridækslet med, og det er glædeligt med en telefon, der vitterligt er nem at åbne, så man kan komme ind til batteri, simkort og hukommelseskort. I bunden er der ikke noget, da den er lavet så den buer mellem forsiden og bagsiden.
Netop bagsiden skal vi om til nu, og her er godt nok sket en del. Det første der må slår en, hvis man ser KU990 fra bagsiden, er, at den på en prik ligner et pocketkamera. Hvad der er endnu bedre er, at der så også rent faktisk findes det, man forventer på et pocketkamera. Der er en stor linsedel, med et indbygget scrollhjul, en rigtig flash, en lille lampe, der sender rødt lys ud under mørke optagelser, en højtaler og en lille mikrofon er der også. Det er og ser ganske cool ud, og det vender vi tilbage til lidt senere.
|  |
Er det en mobiltelefon eller et kamera? | Her ses multistikket med skyde klappen kørt ind |
Først vender vi dog tilbage til forsiden, hvor vi skal kigge lidt på skærmen og den måde man navigerer rundt på. Skærmen er, hvilket vel næppe kan komme bag på nogen, en trykfølsom TFT-skærm. Der er ikke brugt den samme skærm på KU990 som på Prada’en, hvilket kan undre lidt. De har begge samme størrelse 3” (65 x 39 mm) 262.000 farver og med 240 x 400 pixel (WQVGA), men Prada’en har det man kalder en ”Capacitive” skærm, der er en glasflade, hvor kun en finger kan lave et input. På KU990 har vi den gamle type trykfølsomme skærm, hvor den er lavet af plast, der giver en smule efter, når man trykker. Det betyder, at man kan bruge en stylus eller selvfølgelig en finger til at lave input. KU990 kommer da også med en stylus, men mere tåbelig og ligegyldigt tilbehør skal man lede længe efter. Der er tale om en separat stylus, der ikke kan placeres inde i KU990, men har sin egen lille holder. Hvilket vil sige, at hvis man ønsker at bruge den, skal man medbringe den i lommen eller sætte stroppen fast i KU990 – hvem gider lige det?. Heldigvis er denne stylus faktisk ganske overflødig, og det redder KU990 på målstregen for ikke at få alvorlige minuspoint.
Tilbage til skærmen. Jeg kan ikke undgå at tænke, hvor rart det dog er med så stor og lysstærk en skærm. Den er behagelig at surfe på nettet med, den er god at se billeder og små film på, men først og fremmest er den fantastik at bruge som søger for kameraet.
LG KU990 har ikke joypad, og ej heller almindeligt numeriske tastatur. Det hele er virtuelt og kommer frem på skærmen alt efter hvornår, der er behov for det. Det virker helt efter hensigten, og når man lige har lært at trykke på virtuelle knapper, hvor feedbacket mangler, går det faktisk ganske fornuftigt. Man kan sætte både et lille ryst med vibratoren eller en lille lyd til, for at markere når man har lavet et input. I starten kan det være en god idé at bruge dette, til man har vænnet sig til de virtuelle knapper. Talknapperne er 7 x 12 mm store, og der findes en udgave med små bogstaver og store tal, når man skal ringe op, og skriver man besked, er det bogstaverne der er stor og tallet der er lille. Ulempen er lidt, at når man skriver en besked fylder de virtuelle knapper 2/3 af skærmen, så området til at se hvad man skriver, begrænser sig til 3 linjer. Men dette er ikke alt. KU 990 understøtter også QWERTY tastatur, og her drejer skærmen så automatisk over på den brede led. Der findes Æ, Ø og Å men de ligger inden i en undermenu. Har man lyst og evner til at skrive håndskrift kan den medleverede stylus (hvis man husker at bringe den med) bruges til dette, ellers vil en kuglepen eller anden lidt mere spids genstand end ens finger, også kunne bruges.
|  |
Her ses de 3 knapper på forsiden | I besked delen bliver bogstaverne fremhævet. |
Navigering forgår rimelig let rundt med en finger. Det er faktisk muligt at klare sig helt uden stylus. Er der tale om rullemenuer, altså hvis menuen er længere end hvad der kan være på et skærmbillede, kan man blot sætte en finger og trække den op eller ned eller alternativt bruge den drejeknap, der sidder omkring linsen på bagsiden, der også kan også bruges til alle mulige andre ting. Man kan for eksempel rulle op og ned i menuerne, skrue op og ned for volumen under opkald med mere. Ganske smart, men dog havde jeg nok fortrukket et lille hjul på siden af telefonen a la det Sony Ericsson har og de kalder ”jogdial”.
|  |
Her ses stylusen der medbringes separat. | QWERTY tastaturet virker, men knapperne er mindre end dem til T9 skrift. |
Vi snupper lige menusystemet mens vi er så småt i gang. Man har to mulige forsider. En hvor skærmen er blank bortset fra 4 virtuelle funktionsknapper i bunden af skærmen, samt info baren i toppen. Disse går igen i den anden mulighed, men her får man en 9 ikoners genvejs menu op. Skal man ind i den rigtige hovedmenu, er det på den første virtuelle knap, der forstiller 4 prikker. Nu ændres menusystemet, så der er ni typer menuvalg i venstre side, og ud for hver kommer der så et anal store runde knapper op. Vælger man dem, kommer man ind i undermenuerne og her ligger de i listeform.
 |  |
Forsiden menu med praktisk genveje. | Hovedmenuen, med kategori valg i højre side og funktioner som runde knapper |
Som på Prada’en er systemet godkendt, om end man skal vende sig lidt til dette styresystem, men herefter er det hverken langsomt eller dårligt at bruge.
Så har vi afsluttet det ydre, men LG KU990’s virkelige styrker ligger faktisk i det indre, som jeg også antydede tidligere i denne test. KU990 er lidt hvad man kan kalde en Prada på steroider. I denne udgave har vi nemlig fået opgraderet en del.
Netdelen har som Prada’en 3 GSM-bånd, men dertil kommer det hurtige 3G-net, der hedder HSDPA, der understøtter hastigheder på op til 3,6 mbit dataoverførsler. Eftersom der nu er kommet 3G i KU990, kan det lille vga-kamera placeret på forsiden, naturligvis også bruges til videotelefoni. For en orden skyld skal det nævnes, at KU990 også som forgængerne understøtter EDGE for dem, der har adgang til dette. W-lan er der ikke blevet plads til desværre, men det kan de driftige LG ingeniører jo så skrive sig bag øret og putte i den næste udgave.
Skal man overføre data kan dette forgå på 2 måder, enten ved hjælp af det medfølgende usb 2.0-kabel, eller via bluetooth. Denne bluetooth understøtter også A2DP, således at man kan lytte til sin musik uden ledning, såfremt man har et bluetooth stereoheadset.
|
Linsen med xenon flash, højtaler og skyde knap til fokus og zoom |
Kameraet i KU990 er nok den største forbedring overhovedet i forhold til forgængeren Prada. Her er faktisk tale om noget af det ypperste kamerateknik, der kan fås i en mobiltelefon overhoved. Først af alt er linsen ikke bare en hvilken som helst linse. Kender man lidt til kamera vil navnet Schneider-Kreutznach måske få en klokke til at ringe. Som Nokia bruger Zeiss-linser har LG fået lavet en aftale med Schneider-Kreutznach. Kvaliteten af denne er med andre ord fuldt på højde men de linser, som for eksempel Nokia bruger. Linsen er naturligvis udstyret med autofokus, hvilket næppe kan undre, når der er tale om en topkameramobil, men LG har, som de eneste, lavet en mulighed, så man kan få manuel fokusering. Man bruger den knap, der kan skydes fra side til side omme på objektivet. Denne knap kan også bruges til at zoom ind og ud, med den digitale zoom, men det kan man jo eventuelt også bare gøre efterfølgende enten i det redigeringssystem, der ligger i telefonen eller på sin computer. Men Mpixel er jo ikke helt uvæsentligt og her er LG nu oppe på 5 Mpixel ganske som Nokia og Sony Ericsson i deres topkameramodeller. Festen stopper dog ikke her, for LG har smidt ting som anti-rødøjne, Xenon flash, billedstabilisator, ansigtsgenkending og dertil et nemt system til at styre alle disse herlige funktioner - Super. Jeg er dog mindre tilfreds med den tid, der går fra udløserknappen har fået autofokusen til at stille skarpt, frem til billede er taget. Dette er et kendt problem (schutterlag), der ofte findes på mobiltelefoner, og det gør, at det kan være svært at tage fotos et objekter, der er i bevægelse.
|
|
Kamera menu
| Kamera indstillinger |
Videoegenskaberne er heller ikke dårlige. Her skydes VGA-kvalitet med 30 billeder pr. sekund, og hvis opløsningen sættes ned til QVGA, kan man skyde med imponerende 120 billeder pr. sekund. Vil man se sine optagede videoer eller andre videoer, der måtte lige på telefonen (den understøtter DivX format), på for eksempel et TV, kan dette ske hvis man tilslutter et videokabel mellem KU990 og et TV’er (ekstra tilbehør).
LG KU990 er en meget kompetent kameratelefon, ingen tvivl om det, der er i øjeblikket kun 2-3 andre telefoner, der på papiret kan matche dens kamera, og det kunne derfor være rigtig spændene at se, hvor gode de er på kameradelen mod hinanden – Tænker du kæmpe 5 Mpixel mobilkameradyst, ja så tænker du rigtig, og den kan du roligt glæde dig til at læse her på mobiltest.dk inden længe.
|  |
Musik afspilleren med masser af lir men ganske udmærkede funktioner. | Profil indstillinger af telefonen |
Man kan diskutere om kameradelen er underholdning eller ej, men ligegyldig hvad så skal I ikke snydes for resten af underholdningsdelen. Musik i LG KU990 er bestem en meget god og brugbar funktion. Afspilleren der også klarer videoformater, kan håndtere MP3/MPEG4/WMV/AAC/DivX-formater. Lydkvaliteten er i den rimelige ende, og med det medlevere headset er der mulighed for at få endnu bedre lyd ved at sætte egne høretelefoner til. Afspilleren er ganske visuel med masser af ”eye candy”, men helt på højde med deciderede musiktelefoner er den altså ikke. Skal man have rigtig gavn af musikdelen, og i det hele taget KU990 som multimediemaskine, kommer de 100 mb intern hukommelse nok hurtig til at slippe op. Heldigvis koster microSD-kort, som KU990 bruger, ikke alverden nu om dage, så et 2 GB kort til at par hundrede kr., kan være en ganske god investering. Men til videoafspillerdelen hører også muligheden for at streame video fra nettet.
|
Web browseren åbnet på den brede led. |
Radioen har også fået et lille løft fra at have være en FM-radio, er det nu blevet en FM-radio med RDS, så man kan få oplysninger om station mv.
Internet browseren i KU 990 er jeg også fint tilfreds med. Man har mulighed for at bruge både det lodrette men også vandrette skærm format. En fiks lille detalje er at man med skydeknappen omme på linsen kan zoome ind og ud så man let kan gå fra overblik til at kunne læse tekst.
Et sted hvor LG KU990 falder lidt igennem, er på den seriøse arbejdsdel. Her er kun mulighed for at se og ikke redigere Office-dokumenter, og kalenderdelen næppe imponere hverken Nokias eller HTC’s businessbrugere. Vægten er lagt på, at KU990 er en multimediatelefon, og lader så disse ting lidt i stikken. KU990 understøtter godt nok Java MIDP 2.0 men problemet vil være, at meget software man kan købe ikke vil passe til KU990 eller for den sags skyld Prada, på grund af dels det specielle skærmformat, men også det specielle styresystem med trykfølsom skærm.
|  |
Kalenderen der ikke er med helt så mange muligheder som fx i Nokias E serie | Kontaktbogen, med kontakter delt op i 6 grupper. |
Batteriet er på 1000 mah og det er måske lidt i underkanten i og med, at det er en 3G telefon og med en stor 3” skærm. LG opgiver selv knapt 4 timers taletid og knap 19 dages standby, hvilket må siges at være utopi. Regn med op til 2 dages drift med almindelig brug og måske 3 dage, hvis du bruger den ganske lidt.
Et hurtigt tjek på
Pricerunner viser, at
LG KU990 Viewty pt. kan købes for 3557,- kr.
I alt: 92%Gode ting:Pænt design, og pæn lille størrelse for en pdatelefon.
Rigtig god kameradel, blandt de absolut bedst i øjeblikket, med masser af funktioner og finesser.
Stor flot 3” skærm med WQVGA-opløsning, der er trykfølsom.
Turbo 3G (HSDPA).
God videooptager og fin afspiller med tv out og Divx format.
Dejlig store knapper og ganske få af dem på siderne.
Mindre gode ting:Hvorfor måtte vi ikke får den samme lækre skærm med glasoverflade som på Prada?
Håbløs stylus – havde den ikke være med havde ingen savnet den.
Lidt mager businessmuligheder og muligheder for ekstra software.
W-lan må være det næste LG for tryllet ind i deres telefoner.
Konklusion:Jeg vil slet ikke lægge skjul på, at jeg synes LG virkelig har præsteret lidt af et mesterstykke i denne KU990. Den har alt det, der gjorde
Prada til en lækker telefon plus alle de tekniske finesser, som den manglede. Kan man leve med en stor trykfølsom skærm, ja så er dette nok en af de bedste telefoner i øjeblikket, og vægter man kamera- og multimediedelen, er der ingen andre af disse pdatelefoner, der kan være med. Normalt har vi herhjemme været vant til at pdatelefoner er lig med en telefon med Windows-styresystem og elendigt kamera – dette slår LG nu fast med syvtommersøm ikke er nødvendigt. Jeg kan kun give LG KU990 mine varmeste anbefalinger, medmindre man har brug for en smartphone eller w-lan
Jeg er nu endelig holdt helt op med at savne min iPhone!
Hvor enig er du i skribentens anmeldelse?
- Currently 4.48/5
- 1
- 2
- 3
- 4
- 5
655 stemmer
[se fordeling]

Som en ny service kan vi tilbyde vores læsere, der har en Twitter konto, at få et ”tweet” når vi lægger en ny test op. Blot tilføj os til din konto. Vi hedder @mobiltestdk.