Bang & Olufsen Serenata test
Tilbage i 2005 præsenterede Bang & Olufsen og Samsung deres første mobil sammen, der hed Serene (SGH-E910). Telefonen var i et meget kantet design, og indeholdt som sådan ikke nogle nye eller imponerende specifikationer. Dette er der lavet om på i forsøg nummer 2 - Serenata. Her er der ud over et meget flot design også fyldt flere af de meget avancerede komponenter som B&O har på hylderne. Serenata er, ud over at være et frisk pust i mobilbranchen, også det tætteste vi danskere kommer på noget der ligner en dansk mobiltelefon, og derfor er det med ekstra glæde, at vi her på mobiltest har fået mulighed for at teste denne mobil. Og lad os så komme i gang.
 |  |
Serenata med en tændstikæske
| Serenata og Nokia N95
|
Serenata kommer i en kæmpe sort kasse, hvor alt er pakket nydeligt ned i forskellige lag. Der er her lagt vægt på, at den nye telefon bliver en positiv oplevelse lige fra start. I æsken finder man ud over telefonen naturligvis lader og batteri. Herudover er der en meget flot dockningstation, der samtidigt gør det muligt at overføre lyd til andre B&O-produkter. Der er et usbkabel, et kabel med phono-stik til musik ud. Et sæt høretelefoner og en lækker pose til at opbevare telefon og høretelefoner undervejs.
 |  |
Serenata i sin dockingstation
| De gode høretelefoner i metal og gummi
|
Alt i alt må man sige, at der er alt hvad man kan ønske sig af tilbehør, og det er jo et godt udgangspunkt.
Vi skal have Serenata frem og se på den. Den er vitterlig meget anderledes end andre telefoner, men utrolig lækker at se på og røre ved. Telefonen er en delvis slidetelefon, der dog kun kan slide højtaleren frem. Den har en oval form, der modsat alle andre telefoner har betjening øverste og skærmen nederst. Materialet, som Serenata er bygget af, er bestemt i topklasse. Der er tale om børstet aluminium, med en lækker gummiagtig, sort materiale, der giver et rigtig fint greb i telefonen. Behøver jeg sige, at materialevalget og kvaliteten er i top? Naturligvis er den det. Her er ikke en finger at sætte nogen steder i den retning.
Jeg tror det må være på sin plads med en beskrivelse for at finde hoved og hale på denne telefon. Serenata er som tidligere nævnt noget bagvendt, og folk der får den i hånden og ikke kender den, vil med sikkerhed placere den buede ende med drejehjulet nedad og skærmen op. Men dette er forkert. Toppen er den buede del og her finder vi det store drejehjul af metal med en bekræft-knap i midten. Ud over at kunne dreje kan man trykke ved de fire markeringer. Under hjulet har vi skærmen, med det som man kan kalde en delvis trykfølsom skæm. Mere om denne senere. Den midterste del er i børstet aluminium, hvilket går igen under skærmen ned under bunden og om på bagsiden, hvor det fungerer som et smart ”støtte” ben der kan slås ud. Der findes ingen knapper på siderne eller på bagsiden. Heromme kan man dog vælge at slå støttebenet ud eller ind, samt skubbe bagdelen op, så det store højtalerområde kommer til syne forfra. Slidefunktionen af underdelen, er uden nogen form for fjederhjælp, og føles meget fast i det, hvilket med sikkerhed er med fuldt overlæg.
Så simpelt er Serenata bygget op, fik jeg glemt målene? De er 109.5 x 63 x 19.7 mm og vægten siger 136 gram (ikke just den mindste telefon).
 |  |
Serenata er knap 20 mm tyk | Drejehjulet med de 4 punkter
|
Lad os gå videre til skærm og inputmuligheder (knapper kan vi jo ikke rigtig tale om). Skærmen er som så meget andet på Serenata anderledes end det, vi har set på andre telefoner. Der er tale om en kvadratisk skærm, der måler 2,26” (41 x 41 millimeter) Der er en opløsningen på 240 pixel på hver led og altså en smule mindre end den QVGA-opløsning, vi ellers ofte ser. Skærmen er udmærket, med god farvemætning op til 262.000 farver, og der er også fin lysstyrke. Så vidt så godt, men skærmen er også trykfølsom - eller delvist trykfølsomt. B&O kalder det selv kontekstafhængig trykfølsom, og det er faktisk meget rammende. Sagen er at under nogle omstændigheder er skærmen trykfølsom bestemte steder, mens de samme steder ikke er trykfølsomme under andre omstændigheder – forvirret? I så fald er du ikke den eneste, det er forvirrende det første stykke tid at finde ud af, hvor man skal placere fingrene - er det på skærmen, hvor på skærmen, eller er det oppe på drejehjulet.
Netop dette og betjening af Serenata skal vi kigge på her. Man har som beskrevet ovenfor inputmuligheder på skærmen afhængig af hvor, man er henne. Hovedinputenhed er dog det store metaldrejehjul, der i øvrigt kører utrolig lækkert og der er med sikkerhed brugt rigtig kuglelejer til at få det til at køre på denne måde. Dette hjul har en bekræft-knap i midten, og det fungerer fint. De fleste menuer er rullemenuer, som man så ruller frem eller tilbage i, alt efter hvad man skal bruger. Det markerede valg trykker man på, og så er det valg truffen. Dette er der måske ikke noget underligt i, men metalhjulet har desuden 4 punkter, hvor man kan trykke ned og få en funktion. Der er således i venstre siden en grøn prik, for det grønne telefonrør, og en rød i modsatte side. I toppen er der en ”C” knap og i bunden en retur knap. Dette funger fint i menu systemet, men det kræver lidt tilvænning at kombinere hvornår man skal trykke på skærmen, og hvornår man skal rulle sig frem. Men værst af alt er nu måden man får tal ind på, for eksempel når man skal kalde et nummer op eller når man skal skrive en besked. Her bruger man desværre også drejehjulet og det er altså ret langsommeligt. Man drejer frem til skærmen viser det rigtig nummer eller tal og bekræfter, hvorefter man igen ruller hen til et nyt tal eller bogstav. Lyder det slemt? Hvis ikke, så skulle du smutte forbi din lokale B&O forhandler og prøve – det er håbløst. Tving en ”sms-holiker” til at sms’e med Serenata og de er afvendte i løbet af et par dage. Det tager evigheder at bruge dette system, så sender du mere end et par sms-beskeder om ugen så glem denne Serenata.
 |  |
Den håbløse sms-del
| Telefondelen minder om en drejeskivetelefon |
Mens vi er i denne del, hvor Serenata får lidt hug, så skal ergonomien altså også have en på frakken. Hvilken designer eller ingeniør der har fået sin vilje med, at skærmen skal være for neden og dreje hjulet for oven, ved jeg ikke, men vedkommende burde sættes lang tid i skammekrogen. Det er håbløst åndssvagt at tommelfingeren man bruger på drejehjulet, skal dække for skærmen. Jeg kan godt forstå, at det er smart, når Serenata står og spiller musik med støttebenet slået ud, men ærligt talt en funktion så skærmen kunne rotere 180 grader, er altså ikke særlig kompliceret alt lave og det kan undre, at de to firmaer med så store kompetencer har fået dette forkludret på denne måde.
 |  |
Serenata med skærmen nederst og hjulet øverst | Serenata kan stå oprejst med høretelefonstikket i
|
Det må være ret klart, at drejehjulet, der er lækkert at bruge under nogle omstændigheder, er håbløst at bruge under andre omstændigheder og placeringen over skærmen er særdeles upraktisk – det trækker altså ned.
Oven på de hug, må vi hellere komme i gang med det, Serenata indeholder, og vi starter med musikdelen, for her er virkeligt lagt op til en fest i bogstavelig forstand. Jeg tester mange telefoner i løbet af et år, mange har mulighed for at afspille mp3-musik, en del af dem, der er ekstra gode, kalder vi musiktelefoner, som det for eksempel er tilfældet med Sony Ericssons walkman-telefoner eller hvad de nu alle hedder. Kort og godt når man har hørt/prøvet Serenata, er alt andet vand ved siden af rent lydmæssigt – så er det sagt. Her er essensen af hvad Serenata handler om, exceptionel god lydkvalitet, hvad enten lyden kommer ud igennem de indbyggede højtalere eller de medleverede høretelefoner (Earset 3). Lyden er fantastisk. De indbyggede højtaler er dog dem, der imponer mest, for man kan altid købe et par dyrere ekstra høretelefoner og sætte til en telefon, men de indbyggede er ikke til at ændre på. Det B&O har gjort er, at de har sat to små men meget præcise højtalerenheder i Serenata, der er drevet af B&O’s patenterede ICEpower forstærkesystem. Resultatet forbløffer alle der hører det. Jeg kan bedst beskrive lydoplevelsen ved at sammenligne det med den lyd, der kommer fra vores lille DAB radio, som min kone lytter en del til. Lydstyrken er høj, en del højere end andre mobiltelefoner, men kvaliteten er det der virkelig trækker tænder ud. Den spiller så rent, at det går direkte i mellemgulvet, og det er altså en oplevelse uden sammenligning. Er dette ikke nok, kan der sættes højtalere direkte til telefonen og hvis det for eksempel er B&O’s aktive højtalere, er lydindtrykket velbevaret, og ja den kan naturligvis indgå i et helt B&O Beolink-system. Hvis ikke det fremgår tydeligt nok så lige for at slå det fast. Jeg er dybt, dybt imponeret over den lydoplevelse Serenata leverer, hvilket naturligvis også giver gode oplevelser under samtaler.
 |  |
Hemmeligheden bag den gode lyd - højtaleren
| albumcover
|
Men musikken skal også styres og lagres. Her benytter man som ved alle andre funktioner på Serenata en blanding af den trykfølsomme skærm og drejehjulet. Dette fungerer rimeligt, og selv om jeg har set lettere systemer, er det langt fra så håbløst, som når man for eksempel skriver sms-beskeder. Man har mulighed for at lave spillelister, sortere efter kunstner, album osv. Der findes endda lidt a la det vi har set på Iphone med coverflow, hvor man bare scroller blandt de forskellige covers med hjulet eller ved et tryk på den trykfølsomme skærm. Og mens vi snakker om Iphone, skal det da også lige nævnes, at Serenata understøtter podcast.
 |  |
Alt i musikdelen er med røde markeringer
| Her kan bassen præcist indstilles |
Til at indeholde musik har Serenata 4 GB indbygget hukommelse. Dette lyder af meget, men hvis der er noget man ikke kan få for meget af, er det plads til musik i en telefon som Serenata. Iphonen har 8 GB, og en 16 GB udgave er på vej, og det samme gælder for det Nokia og Sony Ericsson har på hylderne. Problemet kunne delvist være løst med en hukommelsekortslot, men det er der ikke. Men B&O har heldigvis valgt ikke at svigte på bluetoothdelen. Her er tale om den nye hurtige 2.0 forbindelse med A2DP understøttelse, og det er jo specielt super i en telefon der er beregnet til musik.
En sidste ting som jeg lige vil tage med her unde musikdelen er en ren blæreting, men hvor ser det bare cool ud. Når man skruer op og ned på drejehjulet, kommer der en rød halvcirkel på skærmen alt efter hvor meget det aktuelle lydniveau er. Det ser bare hamrende flot ud, og man bliver friste til at sidde og skrue op og ned blot for at se den røde cirkel følge med.
 |  |
Den røde cirkel når volumen reguleres
| Serenata med støttebenet slået ud
|
Nok musik for denne gang, selv om det kan være svært at løsrive sig. Serenata har også nogle andre dyder, vi skal have kigget på. Netdelen er en 3 bånds GSM-del med turbo 3G (HSPDA). Dette betyder, at man har ganske god adgang til hurtig data over mobilnettet, til for eksempel at surfe på nettet, hente e-mail, eller streame musik og video. Serenata understøtter begge dele.
Man kan forbinde Serenata med en computer enten via det medfølgende usbkabel eller via tidligere nævnte bluetooth. Begge dele gøres let og hurtigt, og når man tager sin Serenata i brug første gang, er det superlet at få alle sine kontakter overført fra for eksempel Outlook.
Kameradelen kan vi hoppe ganske let hen over, for her er ingen i modsætning til forgængeren.
Men der er andet man kan underholde sig med. Serenata indeholder en udmærket webbrowser, og med 3G kommer man hurtigt omkring. Der er en god kalenderdel med aftaler osv. Der findes verdensur, lommeregner, diktafon osv. alt samme det man normalt venter at finde i en moderne telefon.
 |  |
Nederst er der 3 programerbare knapper
| Multistikket til høretelefoner, lader og data
|
Ekstra programmer bliver svært i og med, at Serenata ikke understøtter smartphone-formater eller Java. Der findes ingen spil på Serenata.
Batteriet er på 1000 mah og er sådan hvad de fleste telefoner kommer med. Men en musiktelefon må gerne have lidt ekstra power med, for eksempel til en flyrejse eller hvad det nu måtte være. Det opgives, at Serenata kan spille med den indbyggede højtaler op til 5 timer og med høretelefoner i op til 13 timer. Jeg vil tilføje at dette forudsætter, at man sætter den på fly-tilstand (altså slår netdelen fra) og ikke spiller særlig højt
En ting jeg dog undres over, og lige vil have med her på falderebet, er, hvorfor søren B&O ikke har ladet de simpleste funktioner i deres tv/video/audio-produkter blive fjernstyret af denne telefon. Altså med andre ord, så burde der være indbygget en fjernbetjeningsdel, så man kunne styre for eksempel lyden på sit tv via drejehjulet. Det er mit gæt at mange potentielle købere til en telefon som Serenata nok har noget B&O udstyr i forvejen J
I alt 65 %
Gode ting:
- Suveræn lyd, med detaljer og klang som ingen anden mobiltelefon kan matche
- Flot og frem for alt anderledes design – intet andet ligner en Serenata
- Fin kvalitet i børstet aluminium og gummi materialer
- Et af de lækreste drejehjul/navigeringshjul jeg nogen siden har prøvet
- Superfine høretelefoner samt en lækker dock er med i salgspakken
- 3G net med HSDPA og bluetooth 2.0 med A2DP (stereo headset)
Mindre gode ting:
- Håbløs tekstinput
- Skærmen sidder for neden og ikke for oven
- Intet kamera
- prisen
Konklusion:
Bang & Olufsens Serenata har virkelig været en fantastik oplevelse. Den har i den grad udvidet min horisont for hvad, der er muligt at lave af god lyd. Hvis vi lige holder fast i det, så er det her den kompromisløse musikelsker ville give en telefon som Serenata 100 % i karakter, for det kan ikke gøres bedre med den lyd, der kommer fra Serenata. Jeg er mere jordbundet og må se produktet som en helhed. Ud over den høje pris (ca. 10.000 kr.), er der en række forhold, der gør, at jeg må trække så meget ned, at vi ender på 65%. Jeg har påpeget skærmens placering, tekstinput, der er urimeligt besværligt og et navigeringssystem, hvor man til tider benytter den trykfølsomme skærm og andre gange ikke – det er forvirrende.
Har musik din interesse, og du har pengene til en så dyr luksustelefon, så synes jeg bestemt, at du skulle give dig tid til at tage forbi den lokale B&O-forhandler og få dig en oplevelse du ikke vil glemme.
Hvor enig er du i skribentens anmeldelse?
- Currently 3.60/5
- 1
- 2
- 3
- 4
- 5
50 stemmer
[se fordeling]

Som en ny service kan vi tilbyde vores læsere, der har en Twitter konto, at få et ”tweet” når vi lægger en ny test op. Blot tilføj os til din konto. Vi hedder @mobiltestdk.