Mobilportalens Møffe
  • Forside
  • Nyheder
    • Mobiltelefoner
      • Motorola
        • A1000
        • Atrix
        • DEFY
        • Defy Mini XT320
        • E1000
        • Milestone
        • Mpx220
        • Q9h
        • RAZR
        • RAZR MAXX
        • RaZr v3
        • RAZR² V8
        • RIZR Z3
        • RIZR Z8
        • ROKR E8
        • SLVR L6
        • SLVR L7
        • U9
        • V535
        • z3
        • ZN5
    • Tilbehør
      • Tablets
        • Medieafspillere
            Google
            • Hjem
            • Mobiltest.dk
            • Forside

            Mobilsider

             

            Motorola RIZR Z8 test


            Skrevet af Christian B. Wiggers d. 22-11-2007
            Læs mere fra samme skribent...

            I Danmark har Motorola tabt en del markedsandel de sidste 2 år, ja faktisk lige siden den fantastiske RAZR V3 begyndte at være mindre interessant. Der har været nogle forsøg på at genoplive storhedstiden med modeller som RIZR Z3, Pebl og de mange efterfølgere til den oprindelige V3. Der har bare ikke rigtig været noget der faldt i forbrugernes smag. Heldigvis har Motorola indset problemet og har her det sidste ½ år sendt flere spændene telefoner ud. Vi har lige testet den flotte V8, der er denne Z8 og en Motorola Q er også på vej, kan jeg røbe. I dag er det dog Z8 der står for skud, og jeg kan allerede nu love, at der er kommet helt andre boller på suppen siden jeg i starten af året testede Z3.

            Motorola RIZR Z8 er en spændene telefon, og det ved Motorola også godt selv, så derfor kommer den naturligvis også i en anderledes emballage. På kassen er der et stort foto af et rødt tæppe med popcorn på. Der er desuden en papfigur af Z8, der når æsken åbnes glider op som den rigtige telefon. Det er en gimmick, men det ser cool ud og man bliver ikke mindre interesseret i at få Z8 frem og få liv i den. Det er lige hvad vi gør nu, men inden da skal jeg lige nå at nævne, at der er både et hukommelseskort på 512 mb, et headset og et synkroniseringskabel med i pakken.

            1.jpg2.jpg
            RIZR Z8 ved siden af en tændstikæskeZ8 slået helt ud

            Nå, nu er vi klar med RIZR Z8 og hold da helt op. Det er en noget anderledes telefon end det vi tidligere har set fra Motorola, og ja i det hele taget. Det er en slidetelefon, men som noget nyt åbner den op i en krum bane, hvilket vil sige at Z8 har lidt form som en banan, når den er åbnet, men når den er lukket samme er den helt lige som andre slidetelefoner. RIZR Z8 er ikke en lille telefon. Den måler 109 x 50 x 15 mm og vejer 118 gram, og det er altså på størrelse med for eksempel Nokia N95. En god ting ved en telefon med noget vægt er, at det er med til at give en følelse af kvalitet. Dette er også tilfældet med Z8, for den virker meget solidt bygget, og materialerne med sort gummiagtig belægning, der giver et godt greb, virker rigtig fint. Skydefunktion, der betyder, at overdelen glider op og buer fremad, er som sådan ok, om end den kan trykkes tilbage til en lige position og altså ikke er låst fast i den buede form. Men den kører fint frem og tilbage og en fin lille ”tommelfanger” under skærmen gør, at man ikke behøver at sætte en finger på skærmen, når man åbner telefonen op. Hele forsiden med undtagelse af højtalerområdet er blank plast, og man kan godt opgive på forhånd at holde Z8 fri for fedtfingre.

            Designet er nyt og spændende. Om man kan lide det eller ej må være en smagssag, men det ser i mine øjne spændende ud med en hel sort telefon, der kun har en neongrøn farve hist og pist. Jeg har ikke svært ved at forstå hvorfor specielt unge mennesker vil falde for denne telefon.

            3.jpg13.jpg
            Det ses tydeligt at Z8 buer fremad
            Helt fladt tastatur

            Lad os tage en tur omkring telefonen og få knapper og funktioner placeret. Vi starter på forsiden. Øverst har vi i midten den lille højtaler, der bruges under samtaler. Til højre er der et lille VGA-kamera til for eksempel videosamtaler. I højre side er et lille hul hvor lyssensoren befinder sig. Så har vi naturligvis den store skærm. Under denne er der et input område, hvor der findes en joypad, og 6 funktionsknapper foruden den lille ”tommelfanger”, som jeg tidligere har omtalt. Under det sted, hvor telefonen deler sig (markeret med en tynd grøn linje), findes et stort højtalerområde. Højtalerne er ganske kraftige og fungerer fint under for eksempl videoafspilning. Skyder man overdelen op, kommer de 12 numerisk knapper frem, og her går farven grøn på en sort baggrund naturligvis igen.

            På venstre side har vi ud over det tynde grønne bånd, der går igen hele vejen rundt, 3 knapper samt en gummiklap, hvor bag hukommelseskortet befinder sig. De 3 knapper er sorte og helt glatte. Deres funktioner er at styre volumen (de to med pilene på) samt en programmerbar knap. På højre side har vi også en programmerbar funktionsknap, der fra start af er sat til at gå ind i kameradelen. Under denne har vi en grøn kameraknap, og endnu en klap, der skjuler et mini usb-stik. Dette fungerer både som lade- og synkroniseringsstik samt som udgang til højtalerne.

            4.jpg7.jpg
              

            Jeg er ikke særlig imponeret over hverken knappernes størrelse eller kvalitet her på siderne af Z8, og den gummiklap der dækker over mini usb-stikket er pænt irriterende at få lukket igen. Lidt trist man vælger at gå på kompromis på disse punkter.

            Omme på bagsiden har vi et grønt bånd, der går på tværs. Dette bånd er hemmeligheden i at Z8 kan åbne op på den specielle ”banan” måde. Åbnes telefon vil bagsiden knække over dette punkt og båndet vil være meget bredere. Ellers finder vi et stort område på bagsiden, der er blankt og her i midten sidder der et 2 mpixel kamera med en lille lysdiode. Toppen og bunden af Z8 er helt renset for stik og knapper.

            Vi skal tilbage til forsiden og kigge lidt på skærmen, joypad’en og de tilhørende knapper. Vi starter med skærmen. Her har Motorola smidt en rigtig flot TFT-skæm i på 2,2” og VGA-opløsning. Skærmen har 16 millioner farver. Lys og farvegengivelse er flot og denne skærm må betegnes som en af de flotteste skærme i den størrelse – super.
             
            9.jpg11.jpg
            Hovedmenu med genveje den anden er med ikoner
            Webbrowserens forside

            Joypad’en og resten af knapperne er jeg knapt så begejstre for, da de er alt for hårde at trykke på. En telefon må gerne have et lille feedback så man kan mærke, man trykker på den, men på denne Z8 syntes jeg at knapperne er urimeligt hårde at trykke på, så man får et input. Størrelsen på knapperne er fin, og man kan snilt mærke, den overgang der er fra knap til knap. Joypad’en går an i størrelsen, selv om den ikke må være meget mindre. Der er et kraftigt grønt lys i tasterne, og det ser meget cool ud, men det ændrer ikke ved, at overordnet synes jeg, dette tastatur er dumpet.

            5.jpg
            Det grønne tastatur og joypad

            Med dette skal vi dykke ned under det sorte ydre og se hvad Motorola RIZR Z8 gemmer på af gode sager indeni. Netdelen er den første positive ting vi skal have frem. Her er 4 GSM-bånd samt understøttelse af EDGE og bedst af alt HSDPA – hurtigt 3G-net. Z8 har altså rigtig fine netværksegenskaber, og eneste ting der mangler, for at have ”fuldt hus”, er w-lan.

            Filoverførsel er også som man forventer af en telefon i denne klasse. Der er naturligvis usb 2.0-forbindelse, så filoverførsel fra computeren til telefonen går ganske hurtigt. Vil man overføre eller synkronisere trådløst, er der også bluetooth 2.0 og endda med den trådløse stereoprofil A2DP.

            Så vidt så godt, men der er altså også ting der imponerer mindre. Z8 har et kamera som vi efterhånden kan finde i mellemklassetelefoner, ja selv i telefoner til omkring 1000 kr. findes der 2 mpixel kamera med fast fokus. Når konkurrenterne har helt op til 5 mpixel autofokus osv., er Z8’s 2 mpixel bare for ringe.

            6.jpg8.jpg
            Bagsiden og den grønne udløserknap Bagsides blanke flader - tv sidder simkortet og th batteriet

            Menusystemet er heldigvis en anderledes positiv oplevelse. Her har Motorola taget Symbian op igen efter en del års fravær, og heldigvis for det, for jeg er som det fremgår af min RIZR Z3-test ikke særligt imponeret over Motorolas eget menusystem. Symbian er super, og det er det også her, når man har lært hvad de forskellige ikoner betyder. Det er faktisk den største og mest tidskrævende opgave ved dette system, at sætte sig ind i. Motorola har nemlig designet helt nye ikoner, og mange af dem er helt og aldeles umulige at gætte sig til hvad de betyder. Hele systemet trækkes af en ARM11 CPU på 300 Mhz, hvilket giver en fin hastighed både rundt i menuerne og i de programmer, der køres.

            Multimediadelen er heller ikke helt tosset i Z8. Her er en fin mediaplayer, der afspiller flere af de gode formater. Om det er specielt på denne pressetelefon, eller med i alle salg pakker ved jeg ikke, men på det medleverede hukommelseskort ligger der filmen ”The Bourne Identity” med Matt Damon. Her får man virkelig en fin oplevelse af den flotte skærm, og en lyd der passer til. Formatet er MP4 og med 30 billeder i sekundet. Vel er det ikke det samme som at sidde i lænestolen og se en dvd-film på en 42” fladskærm, men jeg synes bestemt, det er brugbart undervejs. Skal man have fuld smæk på denne mediadel er et større kort nok på sin plads. Z8 har 90 mb intern hukommelse og der er 512 mb på det medfølgende kort. Man bliver nemlig nød til selv at medbringe sin musik, for FM radio blev det altså ikke til i denne omgang.

            10.jpg12.jpg
            Nogle af de nye ikonerDer naturligvis også en kalender

            Batterikapaciteten på RIZR Z8 er som det vi ser på mange telefoner i øjeblikket, der er 1030 Mah og det rækker officielt til 5 timers tale og 380 timers standby, men regn med ca. 2 dages drift ved almindeligt brug. 3G er dejligt hurtigt, når man surfer på nettet, men det sluger altså stadigvæk en del mere strøm end GSM-netdelen.
             
            Et hurtigt tjek på Pricerunner viser, at Motorola RIZR Z8 pt. koster 3.229 kr.
             
            I alt 75%

            Gode ting:
            - Modigt og frækt design
            - Fin byggekvalitet
            - HSDPA - hurtigt 3G net
            - Rigtig flot 2,2” skærm
            - Symbian styresystem
            - Fin multimediaplayer

            Mindre gode ting:
            - Taster og joypad er urimelig hårde at trykke på
            - Knapperne på siderne er små og svære at finde.
            - Kameraet er langt fra på højde med hvad man kunne forvente
            - Menusystemet er godt men man skal lære ikonerne at kende først.

            Konklusion:
            Motorola RIZR Z8 er en telefon med en masse gode funktioner pakket ind i et nyt og anderledes design. Det er med meget stor glæde, at jeg har kunnet give Z8 75% for det betyder, at Motorola endelig er rigtig tilbage igen. Der er nogle ting som jeg finder enten mangelfulde eller for ringe, men det ændrer trods alt ikke på indtrykket af, at dette er en meget vellykket telefon. Symbian er et supergodt valg og havde man brugt det gamle Motorolasystem var karakteren med sikkerhed noget lavere. Største problem for Z8 er nok prisen, for i den klasse finder man altså telefoner fra konkurrenterne som for eksempel K850i, Viewty eller N81, der ikke er sådan at bide skeer med.

            Er du ude og kigge mobiler hos din lokale mobilpusher, så tag da lige og bed om at se Z8, for det er en telefon der bestemt bør ses og føles.




            Hvor enig er du i skribentens anmeldelse?
            • Currently 3.55/5
            • 1
            • 2
            • 3
            • 4
            • 5
            11 stemmer
            [se fordeling]


            Har du lyst til at skrive din egen test?
            Sådan vurderer vi


            Følg os på twitter @mobiltestdk

            Som en ny service kan vi tilbyde vores læsere, der har en Twitter konto, at få et ”tweet” når vi lægger en ny test op. Blot tilføj os til din konto. Vi hedder @mobiltestdk.

             


             

            Skriv en kommentar
            Husk at bruge samme brugernavn og emailadresse som på mobil-forum. Ellers kan du ikke kommentere!

            Brugernavn

            E-mail (vil ikke blive vist)


            Det kan tage op til 24 timer efter din oprettelse på mobil-forum før du kan skrive kommentar her!

             

            Copyright © 2006-2022, Mobiltest.dk