Mit første indtryk af den, da jeg så den, var ikke særlig godt - synes den så noget billig ud. Da jeg så kom ind i 3 butikken i Aalborg og så den live, ændrede jeg mening. Den ligger godt i hånden, knirker ikke, føles robust, og den kan med lethed åbnes med en hånd.
Jeg stod faktisk og skulle vælge mellem Samsung Z300 og LG U880, da jeg var blevet lidt fristet af Z300 efter at have set den på 3's hjemmeside, men Z300 var en lille tyk klump i forhold til U880, og så blev jeg skuffet over at Samsung ikke havde forbedret deres styresystem i design osv.
Der har været talt om, at U880 ikke har gode signalmodtagelse. Jeg vil i den forbindelse nævne, at jeg fik lovet at telefonen vil blive byttet, hvis det var tilfældet.
Signalmodtagelse:Nu har jeg været ude og teste signalmodtagelsen godt og grundigt. i Thisted, hvor jeg bor, har vi god 3-dækning, men der er stadig steder hvor vi roamer. Jeg har sammenlignet modtagelsen med LG U8120, Motorola A1000, SE K608 og Nokia 6680. Med for eksempel SE K608 og A1000 havde jeg sjældent 3 dækning i min lejlighed, men U880 klarer det over alt forventning. Jeg har haft den i to dage, og den roamer yderst sjældent. Selv ude på bøhlandet, hvor jeg aldrig har haft 3-dækning før, kan den fange 3's net. Når den roamer på TDC 2G net går det meget fint, jeg mærker slet ikke den skifter, mens jeg taler, og den mister aldrig signalet helt som f.eks. SE K608 gør.
En god feature man har under netværksvalg er, at man kan vælge hvilke net den må vælge imellem. AUTOMATISK (ja så finder den selv ud af det), 3G (den fastlåser så man kun bruger 3G nettet) 3G/GSM (den skifter mellem 3G og GSM når det er nødvendigt) GSM 1900 (fastlåser til GSM 1900 nettet).
Lyd:Efter hvad jeg ved, så er dette LG's første 3 mobil med indbygget stereohøjtalere, og det er de sluppet godt fra. Lyden ud af de små højtalere, der sidder lige over skærmen, er god. Godt nok ikke på A1000 niveau, men de spiller højt og klart med en fin diskant og god mellemtone. Mp3 som ringetone er en fornøjelse, og kan sagtens høres når den er klappet sammen.
Lydkvaliteten når man streamer musik fra 3musik er udmærket, bedre end på min tidligere A1000 og SE K608. Det er pænt højt og klart.
Jeg kunne nu godt tænke mig at de sendte 3musik ud i stereo i stedet for mono.
Displays:Det indre display har en opløsning på 176x220 og kan vise 262.000 farver. Billeder og tekst står pænt og skarpt på skærmen, kvaliteten af skærmen er på højde med K608i. Man kan selv vælge om der skal vises ur, kalender eller slet ingenting i displayet. En ny feature i forhold til LG U8120 er, at baggrundsbilleder fylder hele skærmens 176x220 pixels, så man slipper for de hvide streger i top og bund.
Frontdisplayet har en opløsning på 96x96 pixels og kan vise 65.000 farver. Man kan vælge seperat baggrunds billede til front skærmen, og også her kan man vælge om der skal vises ur eller ej. Når man modtager en sms, kan man læse den i det yderste display. Man kan også bruge skærmen til søger når man bruger kamera. I standby er frontskærmen helt slukket, men med et lille tryk på en af knapperne på siden, så tænder det igen. Man kan betjene mp3afspilleren via de tre knapper og front displayet.
Betjening, knapper og menu:Betjeningen af U880 er let og smertefri. Menuerne er hurtige og lette at finde rundt i, og de har fået en frisk opdatering i forholdt til LG U8120. Man kan som i andre LG'er vælge mellem gittervisning og enkelt visning.
Tastaturet er let overskueligt og har gode store knapper, som er lette at ramme ved hurtig smsskrivning. de sidder hel tæt op ad hinanden, men de er lidt buede, så man ikke trykker forkert. knapperne er behagelige at trykke på.
På 3: Wow, hvor kører den godt på 3 portalen - meget hurtigt, og jeg har ikke haft problemer med 3 portalen endnu.
Kamera: Jeg synes der mangler en Blitz på U880. Jeg forstår ikke, hvorfor de har undladt den, når det nu har været på tidligere LG modeller. Instillingsmuligheder er der nok af, bl.a. størrels, kvalitet, zoom, lysstyrke, hvid balance, nat-modus, timer, effekter, Lyd og spejlvendt.
Det er imponerende hvor mange forskellige opløsninger de har lagt ind, f.eks. 1280x960, 640x480, 320x240, baggrundsbillede, 176x146, 176x144, første skærm og kontakt. Kvaliteten på billederne er gode af et 1,3 Mp kamera, når de bliver taget hvor der er nok lys. Indendørs under dårligere lysforhold kniber det lidt, men der er ingen blåstik i billederne.
Ting der godt kunne være bedre:De plastikdæksler, som dækker stikkene og transflash kort, virker lidt billige og dårlige, men jeg har siddet og hevet lidt i dem, og jeg tror, de holder fint.
Man kan desværre ikke besvare et opkald bare ved at åben klappen. I min gamle LG U8120 kunne man selv vælge om klap skulle besvarer eller ej.
Ingen Blitz eller hjælpelys til kameraet.
Konklusion: Jeg er blevet meget positiv overrasket over denne LG, den er utrolig lækker og godt bygget, de få ting, jeg har fundet ved den, er bagateller, som jeg godt kan undvære. så jeg beholder denne ihvertfald til SE W900 kommer.
Du har nu følgende muligheder:
- du kan kommentere og diskutere anmeldelsen på www.mobil-forum.dk
- du kan se hvor billigt du kan købe telefonen på www.mobilbase-danmark.dk