HTC S730 test
HTC har haft rimelig succes med telefoner med et fuldt tastatur (QWERTY). Tidligere i år kom den første ”ikke-PDA” telefon fra HTC med QWERTY tastatur, nemlig S710. En fuld test af denne telefon kan læses
her. Telefonen blev godt modtaget, og den har solgt rimeligt. Nu er der så kommet en opdatering og forbedring i form af S730, som bygger videre på konceptet fra S710. Det skal derfor blive spændende at se, om S730 formår at leve op til sin forgænger.
Første del, som vi kigger på, er emballagen. Denne må siges at være accepteret. S730 kommer i den samme fine sorte emballage, som flere andre nyere HTC telefoner, f.eks. Touch og Dual. Der er tale om en skumgummibakke, hvor der er lavet et hul til telefonen. Under denne finder man, i fine små poser, resten af tilbehøret. Udover telefonen finder man et batteri, en lader, et headset af ikke synderlig imponerende kvalitet samt et datakabel. Der medfølger ikke noget hukommelseskort.
 |  |
S730 ved siden af en tændstikæske
| S730 ved siden af en HTC Touch Dual
|
Frem med S730. Jeg må indrømme, at jeg blev en kende overrasket over størrelsen og ikke mindst vægten. De fleste telefoner bliver jo som bekendt solgt på en lille størrelse. Dette er ikke tilfældet med S730. Målene er 106 x 52 x 21 mm, og vægten er 147 gram. Dette er bestemt en noget større telefon end S710. Telefonen fylder så meget, at mange nok vil synes, at den er for stor. Til sammenligning vejer Nokia N95 ca. 30 gram mindre, og det kan altså mærkes. Jeg kan ikke undgå at tænke på, hvad der får S730 til at være så tung, men indtil videre må jeg være jer svar skyldig. En anden ting, som jeg heldigvis sjældent ser, er plastikmaterialer i dårlig kvalitet. Dette er desværre tilfældet her. Man kan på underdelen tydeligt se støbesammenføjninger. Det kan virke ret underligt, at HTC vil sende et så dyrt et produkt på gaden, når det indeholder så graverende fejl.
Retfærdigvis skal det tilføjes, at selve byggekvaliteten er i orden. S730 virker godt skruet sammen, og der er ingen knirkelyde. Slidefunktionen, hvor overdelen skubbes til venstre, fungerer godt, om end med lidt for lidt modstand. Jeg havde gerne set en låsemekanisme eller andet, som ville forhindre telefonens dele i at glide fra hinanden, når man samler den op. Dette problem så man også ved S710, så det er vist ikke noget, som HTC har tænkt over.
 |
Tykkelsen er desværre ikke blevet mindre
|
Men lad os tage en tur omkring S730, så vi kan finde ud af, hvordan den egentligt ser ud.
Telefonen er modsat forgængeren holdt helt i mørkegrå farver. På forsiden er den store 2,4” skærm, og over denne er højtaleren til samtaler med indbyggede statusdioder. Til højre for dette er et VGA videokamera. Under skærmen finder vi et joypad med 6 funktionstaster og de numeriske taster, alle holdt i den samme mørkegrå farve.
På venstre side er en ret lille (i forhold til telefonens tykkelse) volumenknap. Der er en lille forhøjning i hver ende, men knappen er stadigvæk langt fra så nem at mærke eller bruge under samtaler, som det var tilfældet ved S710. Under volumenknappen er en genvejsknap til ”Com Manager”, som bruges til at ændre ”modes” for telefonen (f.eks. til ”fly mode”).
På øverste højre side er kameraknappen. Denne noget usædvanlige placering skyldes, at S730 tager billeder vertikalt frem for horisontalt, som er tilfældet ved rigtigt mange andre telefoner. I nederste højre hjørne er der en lille slids til et hukommelseskort. Man har valgt at droppe simkortplaceringen fra S710, så nu skal man tage batteriet af for at indsætte simkortet.
 |  |
Meget lille volumenknap når der er plads nok
| bunden med miniusbstik
|
I bunden er et miniUSB stik, som faktisk også fungerer som et multistik. Man bruger det både til at lade telefonen med, synkronisere med en computer samt til headset. Jeg kan godt lide ideen med et multistik, og desværre er der ikke mange andre producenter, som har fået implementeret det endnu.
På toppen finder vi en tænd/sluk knap og ikke andet. På bagsiden er der et 2 MP kamera med et lille spejl. Desværre har HTC endnu engang valgt ikke at tilføje et hjælpelys. På bagsiden er også telefonens udvendige højtaler, og den er bestemt ikke på højde med det, man får ved f.eks. Nokias, Sony Ericssons eller Samsungs high-end telefoner. Lyden er ikke så høj, og der er intet, som tilnærmelsesvis ligner en bas.
Til gengæld er batteridækslet ganske nem at få op, og det er jo altid praktisk.
S730 er som sagt en slidetelefon. Selve slidedelen fungerer dog på en lidt anden måde, end det vi er vant til. Telefonens overdel skubbes nemlig ikke op men derimod til siden. Når telefonen så er slidet til siden, finder man et QWERTY tastatur. Tastaturet har en fin størrelse; tasterne måler ca. 5 x 5 mm. Dette er ca. den samme størrelse som på f.eks. Nokia E61. Æ, Ø og Å er desværre ikke kommet med som dedikerede knapper. Man skal således trykke på Fn tasten for at vælge de danske bogstaver. Jeg foretrækker dog denne løsning frem for en multitrap udgave. Hele QWERTY delen og knapper er holdt i mat sort.
 |  |
Det store slide QWERTY-tastatur
| Underdelen skydes til højre |
Med dette vender vi tilbage til forsiden, hvor vi skal kigge lidt nærmere på skærmen og joypaddet. Skærmen er placeret lidt længere nede på telefonen i forhold til S710. Dette er gjort for at få plads til VGA kameraet som sidder i toppen. Udover dette er skærmen identisk med den på S710. Dvs. at skærmen er en 2,4” stor TFT skærm. Skærmen har 65.000 farver. For mig betyder størrelsen dog mere end antallet af farver, og jeg vil hellere have en 2,4” stor skærm med 65.000 farver end en 1,8” med 16 millioner farver. Jeg må dog indrømme, at 65.000 farver ikke er voldsomt meget, npr nu de fleste andre producenter enten har 262.000 eller 16 millioner farver på deres skærme. Skærmen er dog ganske lysstærk, og man kan aflæse den i direkte sollys uden problemer. Opløsningen er jeg også ganske fint tilfreds med, da det er den efterhånden ganske udbredte QVGA standard. Dette passer fint til en skærm i denne størrelse.
 |  |
Hovedmenuen med 9 ikoner
| Startskærmen med fint aktivt menusystem
|
Joypaddet på S730 er som på forgængeren ganske fin. Det er både ganske stort, 18 x 13 mm, og har et præcist feedback, når man trykker på det. Selve layoutet af tasterne er ændret en smule, men kun hvad angår placeringen af to knapper. Telefonen har de samme 6 funktionsknapper som på S710. To af knapperne er med et tydeligt rødt/grønt telefonrør. De tolv numeriske taster er blevet en smule mindre, i og med at hele skærmen er rykket lidt ned. Dette udgør dog ikke noget problem.
På det store QWERTY tastatur er knapperne uændret i størrelse i forhold til S710, dog er de blevet sorte og har en gummiagtig overflade. Knapperne er 7 x 8 mm store og dermed store nok til, at jeg kan trykke på dem uden problemer. Der er en fin markering af de sekundære funktioner, der står med blå skrift. Med relativ lidt træning kan man opnå en ganske god skrivehastighed, og der går ikke længe, før man automatisk slår QWERTY tastaturet ud for at svare på mails eller længere SMS beskeder.
Alt i alt er joypaddet og forsidens knapper ganske udmærkede.
 |
Joypad, funktionstaster og nummeriske taster |
Nu tænker de fleste af jer nok, at ændringerne i forhold til S710 er minimale. Lad os dog kigge indeni S730 og se, om der ikke gemmer sig nogen nye ting. Vi starter med netdelen, og sørme om der ikke er blevet rettet en af de største betænkeligheder, som jeg havde ved S710. S730 har nemlig fået 3G og endda den hurtige HSDPA udgave – dejligt! De fire almindelige GSM bånd er uændrede, og det samme er EDGE og W-LAN. Dermed kan S730 være stolt af at være en af de få telefoner, som har alt på dette område. Telefonen scorer derfor også topkarakter i denne disciplin.
Når man skal overføre filer fra S730 til en computer eller omvendt, kan man anvende USB 2.0 samt Bluetooth 2.0. Telefonen understøtter også stereo profil på Bluetooth delen, hvilket kan være ret praktisk, hvis man gerne vil høre musik trådløst.
Et andet sted, hvor HTC også har strammet lidt op, er på telefonens hastighed. S710 har en 201 Mhz CPU og 128 MB ROM (arbejdshukommelse). S730 er dobbelt så hurtig med en Qualcomm MSM7200, 400 Mhz CPU, og ROM lageret er kommet op på 256 MB. Dette kan man tydeligt mærke, når man sammenligner de to telefoner. Ofte har man med S710 oplevet en lille pauseskærm, når telefonen arbejdede. Dette er nu en sjældenhed. Man kan desuden afvikle flere programmer samtidigt, uden at det giver de store problemer eller mærkbar hastighedsforringelse.
 |  |
Mobile office med Word, Excel osv.
| En ganske fin kalender
|
S730 bruger Windows Mobile 6.0, og det er jeg rigtigt godt tilfreds med. Det jeg oplever er, at det er hurtigt og forholdsvis logisk opbygget. Specielt hvad angår synkronisering med en computer, er Windows Mobile andre systemer overlegen. Desuden får man programmer såsom Messenger, Media Player samt Office mobilpakken, som indeholder Adobe Reader, Excel, Powerpoint samt Word. Jeg ved ikke helt, om jeg vil foretrække Windows Mobile over Symbian, men jeg mener bestemt, at man roligt kan give sig i kast med dette system.
Som forgængeren S710, har S730 også nogle funktioner og programmer til underholdning. Som det første vil jeg nævne kameraet. HTC har aldrig været en producent, som har fokuseret meget på kameradelen, og mens konkurrenter som Nokia og Sony Ericsson lancerer telefoner med 5 MP, må man her nøjes med et 2 MP kamera med fast fokus. Det er måske nok for nogen personer, men faktum er, at HTCs kamera slet ikke kan måle sig med andre producenters med samme opløsning. Med andre ord, så er kameradelen ikke grunden til, at man vælger at anskaffe sig en HTC telefon, hvad enten det er S730, Touch eller en anden model.
 |
2 mpixel er bliver ikke alverden i dag
|
Sådan har HTC altså valgt at prioritere, og det samme gør sig faktisk gældende hvad angår video og musikdelen. Godt nok medfølger der med Windows Mobile 6.0 en ”Audio Manager”, men det er stadigvæk milevidt fra det, som man kan opleve på en rigtig musiktelefon. Dels har man ikke, med mindre man køber en adapter, mulighed for at benytte andre hovedtelefoner end de medfølgende. Desuden er selve kvaliteten af afspilleren og højtalerne altså ikke på højde med f.eks. Walkman telefonerne fra Sony Ericsson.
Medieafspilleren understøtter MP3 og AAC, men de nye og mere avancerede formater understøttes ikke. Høretelefonerne er heller ikke særligt imponerende, så hvis man vil bruge telefonen til musik, bør man altså investere i førnævnte adapter.
S730 er udstyret med 64 MB RAM, hvilket i denne forbindelse er alt for lidt til at være brugbart. Skal du købe en S730, så brug de ekstra 100-200 kr., som det koster, og anskaf dig et 2 GB hukommelseskort.
Til sidst vil jeg lige kommentere batteriet. Her er heller ikke nogen ændring i forhold til S710. Dette kan undre en smule, da S710 ikke imponerede med lang standbytid. Nu hvor S730 har en kraftigere CPU og 3G, hvilket bruger ekstra strøm, synes 1050 mAh ikke af meget. Jeg vil mene, at det er i underkanten.
I alt 78 %Gode ting:3G (HSPDA) + W-LAN
QWERTY tastaturet
Windows Mobile 6.0
400 Mhz CPU og 256 MB ROM
Mindre gode ting:Hamrene kedelig at se på
Størrelsen er i overkanten
Dårlig plastikkvalitet
Batteriet er ikke så kraftigt
Slide delen bør have en lås
Konklusion:
S730 er en telefonen med mange goder – bestemt – men jeg må indrømme, at jeg er skuffet over, at det største fremskridt fra S710 er tilføjelsen af 3G og en hurtigere processor. S730 er til gengæld noget mere klodset og grim at se på end S710, kvaliteten af platiskmaterialerne er blevet forringet, og det samme gør sig gældende for volumenknappen. Batteriet er ikke blevet forbedret på trods af telefonens større strømforbrug. Naturligvis er 3G altid velkommen i en telefon, men udover det synes jeg, at det er en meget svag kop te, som HTC har brygget på i det halve år fra S710 kom frem. S730 er bestemt ikke en dårlig telefon, men jeg havde nu forventet noget mere. Har man allerede en S710, og har man ikke brug for 3G, så er der efter min mening ingen grund til at kigge på en S730.
Telefonen er venligst udlånt af
mobiludsalg.dk
Hvor enig er du i skribentens anmeldelse?
- Currently 3.39/5
- 1
- 2
- 3
- 4
- 5
31 stemmer
[se fordeling]

Som en ny service kan vi tilbyde vores læsere, der har en Twitter konto, at få et ”tweet” når vi lægger en ny test op. Blot tilføj os til din konto. Vi hedder @mobiltestdk.