Nokia har fundet på en ny navnegimmick. I og med det er begrænset, hvor mange ”gode” talkombinationer, man kan vride ud af et 4-cifret system, er man begyndt at genbruge nogle af de gode numre, og tilføje ”Classic” ”Slide” eller ”Fold”. En sådan telefon er den, vi skal kigge på i denne test, nemlig 6220 Classic. Lad det være sagt med det samme, der er himmelvid forskel på den første 6220 (tilbage fra 2003) og den nye 6220 Classic.
Emballagen, som Nokia 6220 Classic kommer i, er der ikke noget videre fint eller fornemt over. Det er en ganske simpel papkasse, der dog er ret flad, med en papbakke, som tingene er sorteret op i. Til gengæld er der en del tilbehør med. Der findes ud over telefon, lader og batteri, et microusbsynkroniseringskabel, et TV out (RGB) kabel, et middelmådigt headset og et 1 Gb hukommelseskort. Alt i alt må det siges at være ganske fint.
 |
 |
6220 Classic og tændstikæsken
|
6220 Classic ved siden af Nokia 6300
|
Selve telefonen var lidt af en overraskelse at få i hånden. Jeg havde på forhånd læst om alle de funktioner, som 6220 Classic har, og da jeg så fik den i hånden, må jeg indrømme, at jeg blev meget positiv over den lille størrelse telefon, som Nokia har fået presset al den teknik ind i (mere om dette senere). Telefonen er bestemt ikke en stor telefon, ja nærmest som de fleste andre almindelige ”candybar”-telefoner. Den måler 108 x 47 x 15 mm, og vejer beskedne 90 gram. Set i lyset af indholdet, er dette intet mindre end en lille revolution (6220 Classic kan næsten det samme som N82, der er knap 40 % større).
Størrelsen og vægten er altså nede i den meget fornuftige ende af skalaen, men der har i den forbindelse været en pris at betale. 90 gram er kun opnået ved at spare alt hvad der hedder metal, glas eller hvad vi ellers forbinder med eksklusive materialer. 6220 Classic er en plastiktelefon, og der er både knirke- og knagelyde fra siderne og bagdækslet, når man vrider eller trykker let på den. Byggekvaliteten minder mig mest af alt om, hvad jeg ville forvente at finde i en telefon til 1.000 kr. eller derunder, og ikke i en high end-telefon, som 6220 Classic faktisk er. Det er slet og ret en for billig indpakning af denne telefon - Nokia!
 |
 |
Den er ikke supertynd, men 15 mm er da OK
|
Flot designet bagside med 5 mpixel kamera
|
Lad os nu kigge lidt på hvor hvad er placeret på 6220 Classic. Vi starter på forsiden, hvor vi over den 2,2” store skærm har en højtaler i midten, der bruges under samtaler. Til venstre for har vi et kamera til videotelefoni. Til højre for har vi en lille lyssensor, der styrer lyset i tastaturet.
Under skærmen har vi et fin stor joypad, med 6 funktionsknapper + de almindelige numeriske knapper. Hele forsiden er i sort, blank plast, mens siderne er i sølvgrå plast, og på bagsiden har man en ”ru” mørkegrå plastoverflade.
På venstre side har vi øverst en genvejsknap til navigationsdelen, samt en lille blå stjerne, der lyser, når denne er i brug. I modsatte ende har vi en microSD-holder, der er nydeligt gemt bag en plastlåge.
 |
 |
Fin, stor tænd/sluk-knap |
I bunden er stikket til opladning m.v.
|
På højre side har vi en rigtig stor og fin volumenknap, samt en kameraudløserknap helt forneden. I bunden har vi et microusbstik, ladestik og 2,5 mm lyd ud-stik. I toppen er der en fin størrelse tænd/sluk-knap, samt telefonens udvendige højtaler.
Omme på bagsiden finder vi et overraskende flot design, set i forhold til frontens noget almindelige design. Her er en del hævet op, med en kromkant omkring, og i dette finder vi et 5 Mpixel kamera og en rigtig xenon flash. Desuden er der en lille klap, der styrer den linsebeskytter, der er indbygget. En linsebeskytter er som udgangspunkt altid en god ting, da livet i en lomme godt kan være både hårdt og beskidt. Men denne løsning, som Nokia har lavet på 6220 Classic, er altså for ringe og for billigt lavet.
Tilbage til forsiden. Her skal vi naturligvis have kigget lidt nærmere på skærmen og de knapper/joypad, der findes på forsiden. Vi starter med skærmen, og den er der faktisk kun positive ting at berette om. Skærmen er en 2,2” (33 x 45 mm). Den er rigtig flot at se på og med masser af lys og også ganske fin kontrast. Der er 16 millioner farver og opløsningen er naturligvis 320x240 pixel (QVGA). Større skærme er naturligvis altid godt, men 2,2” er faktisk ganske rimeligt, og forskellen fra 2” og op til 2,2” er bestemt markant.
 |
 |
2,2" skærm med masser af lys
|
Hovedmenuen med fint animerede ikoner
|
Joypaden og resten af knapperne er faktisk ganske udmærket. Joypaden er fin stor, og med en tydelig kant, der gør det nemt at ramme den retning, man ønsker at gå. I midten er der en stor ”bekræft”-knap, som er fint nem at ramme. Omkring joypaden er der 6 funktionsknapper. 2 skærmafhængige knapper, en menuknap, og en ”C”-knap samt et grønt og rødt rør. De 2 små knapper (menu- og ”C”-knap) er ret små, men er hævet op over de andre, så det stadigvæk er muligt at ramme dem uden større vanskeligheder. Resten er fint store, som også gør sig gældende med de numeriske knapper. Der er desuden et rigtig fint feedback på samtlige knapper, men den glatte overflade gør det altså umuligt at mærke forskel på, hvornår den ene knap slutter, og den næste begynder. Der er også et ganske fint blåt baggrundslys i både knapper og joypad. Samlet set er det bestemt noget, jeg sagtens kunne bruge til daglig.
 |
 |
Rigtig joypad og taster med masser af lys |
Bemærk forhøjningen omkring joypaden
|
Med dette vender vi os til det indre i Nokia 6220 Classic, og her er der noget at glæde sig til. Vi starter med netdelen. Telefonen har 4 GSM-bånd at trække samt 3G (HSDPA 3,6 Mbit). Dertil er der understøttelse af EDGE, så man er med 6220 Classic ganske godt dækket ind på net området.
Skal man overføre fotos, musik og ja hvad det nu måtte være, understøtter Nokia 6220 Classic, som tidligere nævnt, microusb, den standard der hedder 2.0. Hvilket vil sige, at filer kan flyttes hurtigt over fra en computer uden de store problemer. Derudover er der naturligvis bluetooth 2.0 og oven i købet med den gode A2DP stereo headsetfunktion. Alt i alt som det som det bør være på en moderne telefon.
Men det som mange kommende 6220 Classic ejere virkelig kommer til at sætte pris på, er det fine 5 Mpixel kamera med autofokus og Xenon flash. Kameraet aktiveres ved, at man skyder den lille knap ved linsen til side, så beskyttelsesklappen fjernes (dejligt med en beskyttelses klap), når den fine Tessar autofokuslinse fra Carl Zeiss kommer til syne, er man klar til at skyde fotos. Selve kameradelen er i funktion og menusystem meget lig det, der findes i N82 og N95. En væsentlig ting, der gør at Nokia 6220 Classic må betegnes som en af Nokias absolut bedste kameratelefoner til dato, er den indbyggede Xenon flash. Med Xenon Flash får man det, der mest af alt minder om en flash, der findes på et pocketkamera, dog uden at være helt så langtrækkende (regn med absolut max 2 meter). Men der er nu stadigvæk noget op til et pocketkamera, dels er der den forsinkelse, der går, fra man trykker på udløserknappen, til fotoet er taget, og dels er der stadigvæk ikke optisk zoom på. Sluttelig har 6220 Classic TV out, således at man kan se sine fotos og videooptagelser direkte på sit tv. Jeg har taget et par fotos med den, som kan ses på mobilfotos.dk. Videodelen er også blandt de bedste man kan få i en telefon med VGA-kvalitet og 30 billeder i sekundet. Dog er der ikke, når man videofilmer, nogen former for hjælpe lys, hvilket er lidt ærgerligt.
 |
 |
Fotomenuen |
Mulighed for at slå geo tracking til og fra
|
Nokia 6220 Classic har også GPS, ligesom flere andre Nokiatelefoner har det. GPS-delen er blevet forbedret med det, man kalder A-GPS, der betyder at telefondelen hjælper via masteinformationer til at bestemme positionen, således at man meget hurtigere får et fix på ens position. Navigationssystemet er som sådan udmærket, men det bliver aldrig som at bruge en almindelig GPS. Dels er skærmen for lille og ikke trykfølsom som på de almindelige GPS-enheder, men præcisionen og brugervenligheden er bare et skridt efter en rigtig GPS-enhed. Det gode ved det system Nokia har, er, at bruger man det kun en gang i mellem, er det fint, man får kortmaterialet gratis (hvis man hiver det ned på computeren og overfører det, ellers koster det datatrafikken) og hvis man vil have stemmevejledning, betaler man for det for eksempel i den periode man bruger det. Man kan således, hvis den årlige tur går til Sydeuropa, fint bruge 6220, hvis man planlægger det hjemmefra og henter de kort, man får brug for undervejs. Men at muligheden for dette er til stede, er da super, og så kan man jo bruge det i det omfang, man måtte finde det nødvendigt. Personligt finder jeg mobiltelefonen mest anvendelig på gåben steder man ikke lige er kendt.
 |
 |
GPS-opstartsdelen |
Når GPS'en aktiveres lyser dioden på siden
|
Som noget nyt har Nokia bygget en funktion, som jeg ikke ved, hvor anvendelig er, men ok, det kan brugerne selv vurdere. Der er tale om det, man kalder ”geo-tracking” hvilket betyder, at man når man tager et foto kan bruge GPS-info til at lagre, hvor fotoet er taget. Dette kræver naturligvis at man er, hvor der er GPS-signal, og at man har denne tændt, så quick shot bliver det ikke lige til, men er man rundt og se en masse i en by og tager fotos rundt omkring, kan det være praktisk efterfølgende at kunne se.
Vi går videre med underholdningsdelen. Nokia 6220 Classic er, som de store Symbiantelefoner N82/N95, faktisk en rigtig multimedietelefon. Det betyder, at der er en fin musik/video-afspiller i, der håndterer MP3/AAC/AAC+/eAAC+/WMA formater. Der er som tidligere nævnt et 1 GB kort med, og tak for det, for det betyder, at man fra start kan få musik og videoklip med på sin telefon. Der er naturligvis også Nokias fine FM-radio, og heldigvis er den med RDS-finessen, der betragteligt øger glæden ved at bruge en FM-radio. Men her er også lidt ridser i lakken. Dels er den udvendige højtaler ikke imponerende, og den er jo lidt alene, så rigtig fin stereo gengivelse, som på flere N-serie telefoner, får man altså ikke. Headsettet er heller ikke noget at blive imponeret over. Det er, for at sige det lige ud, et billigt sæt der heller ikke kan bruges som adapter til ens egne hørebøffer med 3,5 mm jackstik.
 |
 |
Musikmenuen - som er kendt fra S60
|
Det lille spil Marbel
|
Mere i underholdningsafdelingen er det indbyggede spil. 6220 Classic har et ret sjovt skydespil kaldet ”Marble”. Men i og med 6220 dels er en Sybiantelefon, og understøtter Java MIDP 2.0, er mulighederne for at hente spil ned, næsten uendelig.
Nu skal det hele ikke kun være spil og pjat, så derfor skal vi også have med at 6220 Classic har den fine Office document viewer, en fin kalenderdel, og webbrowseren er også helt i top, som på de store ”N” og ”E” modeller fra Nokia.
Styresystemet i Nokia 6220 Classic er det samme, som vi finder i flere andre Nokia-telefoner (blot i sidste nye aftapning). Der er tale om det, der helt korrekt hedder: Symbian OS 9.3, S60. 3.2. Eller bare i daglig tale Symbian S60. Med andre ord der er tale om en smartphone, og med de fordele der er med enormt mange ekstra programmer, man kan hente ned. Smartphones har tidligere haft et lidt dårligt ry for ikke at være så hurtige i menuerne som ikke-smartphones. Men med denne nye generation af Nokia Symbian-telefoner kan vi godt lægge den myte endeligt i graven. 6220 Classic er ligeså hurtig både til at åbne programmer, men også rundt i hele menusystemet, som ikke-smartphones, som for eksempel Nokia 6500 Classic eller Sony Ericsson k850i. Nokia har netop meget bevidst arbejdet med dette, blandt andet ved at give telefonerne hurtigere og hurtigere CPU’er, men også den interne arbejdshukommelse er blevet boosted op, så man faktisk ikke kan presse telefonen i knæ og få pauseskærmen frem, fordi den skal tænke sig om. Helt konkret er der brugt en Arm 11 CPU med 369 Mhz og den har 128 MB SDRAM hukommelse.
 |
6220 Classic en rigtig funktionsstærk telefon
|
Batteriet skal jeg lige nævne er 900 mAh. Det er ikke så stort, som jeg kunne have ønsket, i og med der er både 3G, GPS og en 2,2” lysstærk skærm. Regn med 2-3 dage ved let brug og skal du surfe på nettet, høre musik osv. i større omfang, så er det nok nærmere 1-2 dage, man kan påregne mellem hver opladning. Bruger du den til at navigere efter, skal du ikke forvente meget mere end 3-4 timers drift, før den skal lades.
I alt 83 %Gode ting:Superlille og fiks Symbian-telefon (nyeste version)
GPS med A-GPS-understøttelse og Geo tracking
5 Megapixel kamera med autofokus og xenon flash.
3G med HSDPA (3,6 mbit)
Tv out og FM-radio med RDS
Mindre gode ting:Byggekvaliteten er alt, alt for ringe for en så dyr telefon
Batterikapaciteten er i underkanten med de strømkrævende funktioner.
Headsettet er af en meget billig kvalitet, uden mulighed for at bruge 3,5 mm stik.
Konklusion:
Nokia 6220 Classic er en rigtig stærk telefon på de fine specifikationer. 5 Mpixel med xenon flash, og GPS er der ikke mange telefoner, der kan prale med. Læg dertil en fiks lille indpakning, gode taster og 3G, og det kunne ligne en supertelefon. Det ville det også have været, hvis ikke Nokia havde valgt en så billig materialeløsning udvendigt. Telefonen koster her til at starte med omkring 2.700 kr. og er dermed ikke en billig telefon (selv om man får en del for sine penge). Men det kan altså ikke være rimeligt, at en sådan telefon skal have en bygge kvalitet, som passer på en telefon i klassen under 1.000 kr. Det trækker altså en del ned i den samlede vurdering. Batteriet på 900 mha er efter min bedste overbevisning også for lidt til en telefon med indbygget GPS + alle de andre strømkrævende funktioner. Når det er sagt, er og bliver 6220 Classic et stærkt kort i Nokias portefølje af telefoner, og det er bestemt ikke utænkeligt at en sådan kommer til at ligge i min lomme i en længere periode, end det blev til denne gang.
Sådan vurderer jeg:
90-100 %: En sublim telefon, hvor der er meget få eller ingen kompromiser - kan absolut anbefales.
80-89 %: En god teleofn med mange gode funktioner - kan anbefales.
70-79 %: En rimelig telefon, der dog har mangler - kan anbefales hvis man kan accpetere manglerne.
60-69 %: En telefon, der er præget af en del kompromiser - kan anbefales men med kraftige forbehold.
50-59 %: Telefon med få fornuftige funktioner og alt for mange store kompromiser - kan ikke anbefales.
1-49 %: Alt for ringe telefon, der aldrig burde være sendt på markedet - kan absolut ikke anbefales.
Alle %-angivelser er givet ud fra en samlet vurdering på det tidspunkt, hvor testen er skrevet. Læser man en ældre test, må man regne med, at vurderingen sandsynligvis vil være lavere. Datoen for testen findes øverst til højre.