Nokia ligger, som de fleste nok er bekendt med, klippefast på første pladsen over flest solgte telefoner verden over. Sådan har det været længe, og der er ingen tegn på, at det kommer til at ændre sig foreløbig. Man kan forledes til at tro, at det er telefoner som N95 eller den nye udgave N95 8GB eller andre telefoner af samme kaliber, der sætter Nokia på en suveræn førsteplads. Det er det ikke, eller det er det også, men langt de fleste solgte Nokia telefoner er faktisk telefoner i den billige ende eller mellemklassen. Netop en sådan telefon er lige, hvad 3120 Classic er, og hvorfor der allerede fra start er dømt storsælger, er det vi skal kigge nærmere på i denne test.
I en telefon som 3120 Classic er der ikke brugt mange øre på indpakning, ja faktisk er den lavet så lille (som en pakke stegemargarine) og simpel (bukket ud af et stykke pap). Intet lækkert eller glamourøst over dette. Indholdet er ligeledes hvad man må kalde et absolut minimum. Der er telefon, lader, og et mono headset.
 |
 |
3120 ved siden af tændstikæsken |
3120 ved siden Nokia 6300
|
Nå, lad os få kigget på 3120 Classic. Telefonen kommer ikke kun i sort, som den vi har med i denne test. Den fås i rød, lilla/hvid og brun også. Telefonen er af typen ”candybar”, hvilket på godt dansk betyder en ganske almindelig form, som den vi har kendt altid. Størrelsen er ikke super lille, da den måler 111 x 45 x 13 mm og har en vægt på 85 gram, men omvendt, dens runde former er bestemt med til at gøre den mere behagelig at have i lommen, og den føles faktisk mindre end den reelt er.
Nokia 3120 Classic, hedder ”Classic” af en god grund. Ud over at formen er meget klassisk, er designet også meget stilrent og uden alt for mange krumspring. Den kan måske synes lidt kedelig for nogen, mens få vil finde den grim eller frastødende.
Dermed er 1. parameter for en storsælgende model på plads.
Lad os se lidt nærmere på 3120 Classic udvendig. Vi starter på forsiden, hvor vi mødes af en rimelig størrelse skærm og ret store numeriske knapper. Over skærmen er der et vga kamera til video telefoni og en højtaler til samtaler. Går vi om på siden, ser vi, at 3120 Classic er skåret igennem af et lysegråt bånd, der går hele vejen rundt og adskiller den mørkegrå bagside fra den sorte forside.
 |
 |
Bagsiden med 2 mpixel kamera og plasticdæksel
|
3120 er ikke blandt de tynde mobiler
|
Der er ikke så mange knapper at komme efter, så det er hurtigt overstået. I toppen finder vi en fin stor tænd/sluk knap (jeg har aldrig kunnet se fidusen i micro tænd/sluk knapper). På højre side finder vi en fornuftig stor volumen knap, mens der i bunden er lade stik og udtag til headset samt micro USB stik.
Bagsiden er som sagt en noget mørkere grå farve, og her finder vi et 2 Mpixel kamera, med hjælpe-lysdiode samt en udvendig højtaler. Bagdækslet er i øvrigt ud i et stykke, hvilket kan give lidt knirke- og knage lyde, hvis man vrider eller trykker på det.
Tilbage på forsiden skal vi kigge lidt på skærmen og joypadden. Skærmen, der også findes i flere andre Nokia telefoner, er rigtig flot, idet der er tale om en 2 ”TFT skærm med 16 millioner farver. Størrelsen af skærmen er 31 x 42 mm, og med 262.000 farver er den både flot at se på, og desuden er den også fin lys stærk.
 |
Skærmen er fin med masser af lys - her hovedmenuen
|
Under skærmen finder vi dette område med alle knapperne. Vi starter med joypadden, der er ganske god og får ros herfra for at være rigtig god at trykke på, specielt ”bekræft” kappen i midten er usædvanlig stor og behagelig at bruge. De fire kapper omkring joypadden er 2 funktionstaster, der har forskellige funktioner, alt efter hvor man er henne i menuen. Under disse finder vi en grøn og rød tast til at besvare og afslutte samtaler. Dejligt med disse tydelige farvegengivelser – og dejligt med fine store knapper.
Netop store knapper er også det, der er temaet for de numeriske knapper, 3120 Classic er udstyret med. De største er oppe på 14 x 7 millimeter, hvilket gør det let for selv store fingre at finde den rette knap. Som på joypad og funktionsknapper er der et fint feedback, så alt i alt er dette rigtigt lækkert at bruge.
 |
 |
Fine knappe, der duer til selv større fingre |
|
Nok om det udvendige. Lad os se hvad Nokia har lagt i denne 3120 Classic. Vi starter med net-delen, og her tager 3120 gode point hjem. Nu skal man huske på, at 3120 Classic er en telefon i den billige ende, og derfor er det ekstra glædeligt, at man ud over 4 GSM bånd også får 3G og endda også EDGE. Dette er super flot i en telefon i den prisklasse.
Dermed er parameter nummer 2 for en storsælgende model på plads.
Til data-overførsel er der også, hvad man kan forvente, nemlig både bluetooth og microusb (kabel købes separat).
En ting, der bestemt må glæde dem, der køber de billige telefoner, må være, at 3120 er udstyret med et 2 Mpixel kamera. Vel er det ikke, som det man finder i super duper kamera telefoner, der ellers også findes, men kvaliteten er faktisk til at leve med, og bestemt langt over den VGA og 1,3 Mpixel kamera, vi ellers ser i de billige telefoner. Ekstra fint er det, at der er en lysdiode, så hvis man skyder fotos eller video filmer (i VGA kvalitet), ja så har man altså mulighed for ekstra lys.
 |
En telefon der ligger godt i hånden og i lommen
|
På forsiden finder vi et lille VGA kamera, som fungerer udmærket til selvpotrætter eller endnu bedre til video telefoni.
Musik skal der til, og nu også i de billige telefoner. 3120 Classic har både media afspiller, der understøtter MP3/MP4/AAC/AAC+/eAAC+ formater samt en FM stereo radio. Men for begge dele gælder det, at man først må til pungen og købe et stereo headset, før man får noget fornuftigt ud af det, og hvis det er MP3 musik, skal man også lige huske at købe et hukommelse kort ved siden af. Heldigvis er disse ting ikke så kostbare mere, men alligevel må man påregne en omkostning på nogle hundrede kroner for begge dele.
Spil er der til gengæld masser af, hele 6 styk er præinstalleret. Backgammon, Golftour, Highroller Club, Rally 3DSnake III og Sudoku altså lidt for en hver smag, og flere kan naturligvis hentes ned fra nettet eller købers over sms.
 |
 |
3120 har bl.a. Opera browser |
Masser af spillemuligheder
|
Menu system fås ikke bedre, måske mere avanceret eller anderledes, men ikke bedre. Nokias Serie 40 system (5. udgave), som der her er tale om, er efterhånden en klassiker. Det er let at komme rundt i og ganske logisk opbygget. Har man haft en nyere Nokia med serie 40, kan man roligt lade brugsanvisningen ligge i kassen. Ikonerne er flot animeret og hastigheden er i top.
Dermed er den tredje parameter for en storsælgende model på plads.
Batteriet skal også have et ord med på vejen. Her har Nokia stoppet et 1000 mah batteri i, der alt efter net og forbrugs-mønster iflg. Nokia kan holde til 290 timer standby eller 3 ½ timer tale. Det første skal man nok tage med et vist gran salt, og specielt hvis man benytter 3G, skal man næppe forvente meget mere end 3-4 dage med let brug og det halve med et rimeligt brug.
I alt 75%Gode ting:Fin 2” skærm med qvga opløsning.
3G net med Edge.
2 Megapixel kamera.
FM radio og media player.
Hukommelse kort mulighed.
Store og rigtig fine knapper.
Rigtig flot pris.
Mindre gode ting:3120 Classic er ikke den mindste telefon.
Tilbehøret er meget spartansk, et stereo headset havde været mere passende.
Plastik kvaliteten betyder en smule knirken og knagen.
Konklusion:
Nokia 3120 Classic imponerer mig i den grad. Vel har vi set telefoner, der kan det samme eller mere, men så er vi oppe i noget dyrere telefoner. 3120 Classic er uden tvivl den absolut stærkeste blandt de billige telefoner. Den sætter alle konkurrenterne eftertrykkeligt til vægs med flot skærm, 3G, hukommelse kort, FM radio og 2 Mpixel kamera – SÅDAN!
Sådan vurderer jeg:
90-100 %: En sublim telefon, hvor der er meget få eller ingen kompromiser - kan absolut anbefales.
80-89 %: En god teleofn med mange gode funktioner - kan anbefales.
70-79 %: En rimelig telefon, der dog har mangler - kan anbefales hvis man kan accpetere manglerne.
60-69 %: En telefon, der er præget af en del kompromiser - kan anbefales men med kraftige forbehold.
50-59 %: Telefon med få fornuftige funktioner og alt for mange store kompromiser - kan ikke anbefales.
1-49 %: Alt for ringe telefon, der aldrig burde være sendt på markedet - kan absolut ikke anbefales.
Alle %-angivelser er givet ud fra en samlet vurdering på det tidspunkt, hvor testen er skrevet. Læser man en ældre test, må man regne med, at vurderingen sandsynligvis vil være lavere. Datoen for testen findes øverst til højre.