Nokia E66 og E71 test
Nokia har haft en ganske fornuftig succes med sin E serie telefoner. E serien er telefoner, der er målrettet til business-brugerne, der har brug for et arbejdsredskab, der skal kunne en masse andre ting end blot lige at føre samtaler og sende sms´er. Disse produkter i E serien er dog også blevet ganske godt modtaget blandt andre forbrugerere pga. den høje kvalitet og alsidighed. Nu har Nokia så sendt to helt nye udgaver på markedet, der, selv om de er forskelle på nogen punkter, har en lang række fælles træk. Dette, samt det faktum at mange købere, der skal have en business telefon, netop skal vælge i mellem de to produkter, gør, at jeg finder det interessant at lave en test, hvor ligheder og forskelle tydeligt træder frem, og dermed forhåbentlig hjælper med til at træffe det rigtig valg.
Lidt praktisk info. Testen bliver lavet som vanligt, dog med tydelige angivelser af hvilken telefon det enkelte afsnit omhandler, og hvilket der er fælles for de to. Det bliver en længere test, men jeg er ret sikker på, den bliver ganske læseværdig.
Fælles
De to telefoner kommer i identiske kasser, ja det er faktisk kun navnet og billedet på kassen, der er forskelligt. Kasserne er for min smag lidt simple, da det dels ikke er helt billige telefoner, og dels er der blot tale om en papkasse med foldede stykker pap indeni. Men sådan er det, take it or leave it. I kasserne finder vi ud over telefon, batteri og lader, et synk kabel, et headset (billig kvalitet) et 2GB microSD kort og en lille lædertaske med en tilhørende læderstrop. Ganske udmærket og som jeg havde forventet.
 |
E61 ved siden af E71 (foto fundet på nettet
|
De 2 telefoner er efter min overbevisning ganske nydeligt designet. De er lavet delvist i poleret stål og holdt i denne farve og mørke plat nuancer. E66 afløser E65 mens E71 afløser E61i. I de nye modeller er forskellen blevet markant mindre end den var førhen. E66 er vokset i forhold til E65 mens E71 er skrumpet i forhold til E61. Dermed er de ydre mål ikke så langt fra hinanden, som man måske kunne fristes til at tro, når E71 er en telefon med fuldt QWERTY tastatur.
E66 måler 107.5 x 49.5 x 13.6 mm og vejer 121 gram, mens E71 måler 114 x 57 x 10 mm og vejer 127 gram. Differencen er ikke stor, og slet ikke i forhold til den gamle E65 og E61 hvor der var en vægt-difference på 35 gram, de nye har kun 6 grams difference.
 |
E65 ved siden af E66 (foto fundet på nettet
|
Bygge kvaliteten er på dem begge blevet kraftigt forbedret i forhold til forgængerne. Dels var de gamle lavet mere i plast, men også den generelle finish synes at være rykket et pænt stykke op. Jeg kan ikke få knirke eller knage lyde ud af hverken den ene eller den anden telefon, og slide funktionen i E66 kører som en drøm. Netop slide designet er første sted, E66 høster roser. Det er ofte et problem på slide telefoner at skyde overdelen op uden at sætte en stor tommelfinger på skærmen. På E66 har Nokia ladet overdelen være en lille cm kortere end underdelen, så det således er nemt at sætte fingeren, hvor overdelen stopper og skubbe den op – super.
E66
Vi fortsætter med at gennemgå de ydre kendetegn, og hvor hvad er placeret. Forsiden af E66 er domineret af den store skærm, og de relativt mange knapper. Over skærmen har vi i en højtaler til samtaler. Til venstre for denne en lille lysmåler og til højre for et kamera til video opkald. Under skærmen er hele arealet brugt til knapper. Der er omkring joypaden i alt 9 funktions- og genvejsknapper, og alle i en rimelig størrelse. Dette kan naturligvis kun lade sig gøre, fordi der ikke er brugt plads til andet end netop disse knapper. Skubber man overdelen op, kommer de numeriske knapper til syne.
 |
 |
E66 ved siden af tændstikæsken
|
E66 ved siden af Nokia 6300
|
På venstre side finder vi øverst et udtag til headset. Under det en lille klap der skjuler et micro USb stik. Under det den efterhånden ret sjældne IR port, og dernæst den ene af de to låse-knapper, man bruger til at få bagdækslet af.
På højre side har E66 nogle rigtig fine store volumen knapper, der er lette at finde under en samtale. Imellem volumen knapperne finder vi en genvejs knap til stemme styring. Længere nede finder vi kamera knappen og slutteligt den anden af de to låse knapper.
 |
 |
13,6 mm for en slidetelefon er ok |
Toppen med den røde tænd/sluk-knap |
I bunden har vi et lade stik, mens vi i toppen finder den røde tænd/sluk knap, der er ret karakteristisk for E serien.
På bagsiden mødes vi af et stort metal bagdæksel. Det fylder stor set hele bagsiden og virke ganske eksklusivt. Desværre ses alle fingeraftryk på denne overflade. Helt i toppen finder vi kameraet, der er et 3,2 Mpixel. Der er også en lysdiode, og et lille spejl. Placeringen af kameraet så tæt på kanten kan give problemer, mere om dette senere. Helt nede i bunden har vi en lille udvendig højtaler. Lyden er hvad jeg vil betegne som gennemsnitlig.
E71
Nu skal vi have samme tur blot med E71, for her er tingene noget anderledes placeret. Forsiden minder om E66, der er poleret metal og mørke farver.(Begge telefoner fås også i en meget lys/hvid udgave). Over skærmen har vi som på E66 en højtaler i midten til samtaler og til venstre herfor en lille lysmåler, mens vi til højre for har et lille kamera til video samtaler.
 |
 |
E71 ved siden af tændstikæsken |
E71 ved siden af Nokia 6300 |
Under skærmen, der er lagt ned på den brede led i forhold til almindelige telefoner, har vi 4 funktions knapper og 4 genvejs knapper placeret omkring joypadden. Under det de mange taster i QWERTY tastaturet. Helt nederst har vi en lille mikrofon placeret.
På venstre side finder vi øverst en IR port (Nokia må jo mene, at business brugeren har mere at bruge en sådan til end almindelige brugere). – Heri er jeg ikke enig, men never mind, den er her.) Under den finder vi 2 små klapper. Den øverste skjuler MicroSD kortet og den nederste skjuler Micro USB stikket. Helt for neden har vi den ene af de 2 knapper, der låser bagdækslet fast.
På højre side har vi øverst udtag til headset (2,5 mm). Samme store og gode volumen knapper som på E66 og med en genvejs knap til stemme styring. Helt i bunden finder vi den anden af de to låse knapper til bagklappen.
 |
 |
En tykkelse på 10 mm er rigtig flot
|
Den røde tænd/sluk-knap og højtaleren
|
I bunden har vi et ladestik og i toppen samme røde tænd/sluk knap som på E66, men her har E71 også fået en udvendig højtaler placeret.
Omme på bagsiden finder vi den samme type poleret metal bagklap som ved E66. Kameraet er dog rykket længere ind og drejet på en sådan måde, at hvor man på E66 tager fotos med telefonen i vandret stilling, gør man det her på E71 i lodret stilling, hvilket vel er logisk nok, når man tænker på at skærmen er ”lagt ned”.
Med det vender vi tilbage til forsiden.
Fælles:
Skærmene er på de to telefoner ikke 100% identiske, men det er så tæt på, at jeg vælger at slå dem sammen i et afsnit. De fleste kan se, at der er en forskel på E66´s lodrette skærm, imod E71´s vandrette placererede skærm. Men faktisk er der også en lille størrelsesforskel. E66 har en 2,4” skærm (49 x 37 mm) mens E71 må nøjes med en 2,36” skærm (48 x 36 mm) altså 1 mm mindre på hver led. En anden forskel, som man måske ikke opdager, inden man får den i hånden, er at E66 har auto rotation på skærmen, således at når man drejer E66 om fra lodret til vandret, så følger billedet på skærmen med. Denne funktion er selv sagt ikke nødvendig på E71, for der har man altid bred skærm at kigge på.
 |
 |
E71 ved siden af E66
|
Sammenligning af skærmene - ikke stor forskel
|
Det der er fælles, er naturligvis kvaliteten af skærm. Her er brugt, som sædvanlig fra Nokia, ganske flotte og lysstærke skærme. Der er 16 millioner farver og man har naturligvis QVGA opløsning (320x240 pixel) Ganske udmærket, men havde det været anderledes, var jeg også blevet ret skuffet. Nu vi taler om at blive skuffet, er det bestemt muligt, at brugere af E61, altså forgængeren, skal sluge nogle kameler med hensyn til skærmstørrelse, hvis de vil opgradere til den nye E71. Sagen er den, at E61 havde en rigtig stor 2,9” skærm (58 x 45 mm), og nu må man nøjes med ca. 10 mm skærm mindre på hver led. Jeg var selv lidt skeptisk, men må sige, at den skærm E71 har, til fulde lever op til mine forventninger, og når man samtidig med E71 får en fysisk meget mindre telefon, giver jeg glædelig afkald på den lidt større skærm. Samme problem har brugere af E65, der vil opgradere til E66, ikke, da skærmen her er vokset en smule.
Tastatur med joypad er så langt fra ens på de to telefoner, så her deler vi det op igen i 2 afsnit.
E66:
Har fået et nyt knap-layout for funktionsknapperne. Jeg har i hvert fald ikke set et sådan andre steder tidligere. Man kunne frygte at det så måske var noget eksperimenterende noget med trykfølsomme (finger touch) knapper, men det er det ikke. Det er ganske almindelige knapper, der bare har fået en hel plan flade uden mellemrum mellem de enkelte knapper. Lidt fancy er det dog, at det er først når telefonen er aktiv, at der kommer lys i knapperne ,og man kan se, hvad de enkelte knapper er til.
 |
 |
E66's knapper uden lys
|
E66 med fint hvidt lys i tasterne
|
Der er ud over de normale skærm-afhængige funktions knapper øverst, et rødt og et grønt telefon rør. Dette er så at sige det yderste lag knapper. Det inderste indeholder 4 knapper, der er genvejs knapper samt en ”c” knap eller retur om man vil. Joypadden er ganske fint. Der er en tydelig niveauforskel mellem den firkantede krom- knap og den inderste bekræft knap. Men også her har E66 fået lidt nye ting. Dels kan man få et status blink, når den ligger i standby, men noget jeg er endnu mere glad for, er, at trykker man på bekræft knappen og holder den nede, når telefonen er i standby, kommer der et lys i skærmen med klokken, og status info om netværk mv. (det samme system har E71).
 |
 |
Når den er inaktiv er der statuslys i bekræft-knappen |
Den nye smarte standby-info |
Skyder man overdelen op, kommer de numeriske knapper frem. Disse er dejlig store og rigtig fine at trykke på, som i øvrigt alle de andre knapper E66 har, også er. Kort og godt, dette input system, som E66 har, er lige efter mit hoved, med store gode knapper og fornuftige genveje.
E71:
På denne telefon er systemet en smule anderledes. Vel har vi også 4 ekstra genvejs knapper foruden de 4 funktionsknapper, men de er på ingen måde så fancy som på E66. Joypadden er identisk med den på E66, men genvejs knapperne er underligt nok en smule mindre, hvilket må skyldes, at der skal bruges en del plads til QWERTY tastaturet.
 |
 |
Det store QWERTY-tastatur |
Tastaturet med de buede knapper |
Netop dette skal vi kigge lidt nærmere på. Jeg har prøvet mange QWERTY tastaturer, både dem der er virtuelle på en skærm og de fysiske som på denne E71. Jeg foretrækker bestemt de fysiske. E71 er blevet mindre bred end den gamle E61, ja faktisk er den 13 mm smallere, hvilket kan mærkes blandt andet her på QWERTY tastaturet. Knapperne er blevet noget mindre på E71 end de var på forgængerne, men hvad der i min bog er endnu værre, er, at man endnu ikke nu har dedikeret knapper til Æ,Ø og Å, som på E61, nej, det er kun Æ og Ø, der har fået det, mens Å pænt må være nummer 2 valg på P knappen. – Det skuffer mig altså lidt, for det var netop her, forgængerne høstede mange roser.
Men når det er sagt, så er dette QWERTY tastatur, størrelsen taget i betragtning, absolut et af de bedste, jeg har prøvet at skrive på. Dette skyldes 2 ting. Dels er knapperne buede, således at de hver især er højest lige i midten. Det hjælper noget, når man skal mærke, om det er den ene eller den anden knap, man trykker på. Der- næst er knapperne lavet af et lidt ru materiale, der bevirker at fingrene ikke let glider hen over knapperne. Sluttelig er der, ganske som på E66, tale om et fornemt knap feedback, så man ikke på noget tidspunkt er i tvivl om, om man har trykket eller ej. Min konklusion på dette QWERTY tastatur er altså, at nok kunne det have været rart med lidt større knapper, men når prisen ville være en bredere telefon, vil jeg fortrække denne størrelse, som de nu engang har.
Der er på E71 i alt 37 QWERTY knapper, plus de 8 funktion/genvejs knapper.
Fælles:
Med dette hopper vi videre til det, der befinder sig under de veldrejede ydre former, og her er de to telefoner ret ens. I og med telefonerne er business telefoner, er der fyldt op med alt hvad man kan tænke sig af mulige måder at kommunikere på. Der er således 4 GSM bånd med understøttelse af EDGE. Dertil er der naturligvis 3G netværk med understøttelse af HSDPA (3,6 mbit). Det havde forgængerne ikke). Har man adgang til trådløst netværk, er det blot at tænde det indbyggede Wi-Fi eller W-lan om man vil, og så har man adgang til data i høj hastighed (og sikkert også en billigere datapris). Naturligvis kan disse funktioner alle slås fra, såfremt man er ombord på en flyve maskine, og man stadigvæk gerne vil bruge telefonen til at arbejde eller høre musik på.
 |
 |
Overdelen er tydeligt kortere end underdelen
|
MicroUSB-stikket og knappen til bagdækslet |
En del af at bruge sin telefon som et arbejdes redskab, er naturligvis, at man også har gode muligheder for at føre filer og synkronisere sin computer med telefonen. Begge telefoner har micro usb stik, og det medfølgende kabel skal blot forbindes til computeren, så er det muligt at overføre ting begge veje. Man kan dog også vælge at bruge Bluetooth, der nok er lidt langsommere men til gengæld er trådløs. Bluetooth 2.0 understøtter ud over fil overførelse også stereo profil (A2DP), så man kan bruge et trådløst stereo headset, hvis man har et sådan. Slutteligt er der IR port. Som jeg var inde på tidligere, er det en teknologi, der er blevet forældet for flere år siden, og som ikke mange bruger pga. den lave hastighed. Nokia har valgt at sætte det i disse to E modeller, men hvorfor lige denne kundegruppe skulle kunne finde noget fornuftigt at bruge det til, kan jeg ikke lige se.
Nogle business telefoner bliver helt bevidst leveret uden kamera af sikkerheds hensyn (der findes mange steder, der af hensyn til industri spionage ikke tillader kamera ej heller i mobiltelefoner). Heldigvis for alle os der ikke kommer så hemmelige steder, har de to telefoner fået et ganske udmærket 3,2 Mpixel kamera indbygget. Kameraet har autofokus, og der er en lysdiode, der hjælper med at lave lidt lys i mørke omgivelser. (Dette er bestemt ikke at sammenligne med en rigtig xenon flash, som flere mobiltelefoner har fået). Der er dog et par små forskelle i måden, man bruger E66 og E71 kamera. På E66 skal telefonen lægges vandret ned, når man tager fotos, mens E71 skal holdes lodret, når der skydes fotos, og her er det bekræft knappen der udløser fotoet. Jeg har desværre opdaget noget, der minder om fejl i softwaren på dem begge. På E71 tager den fotoet lyn hurtigt, ja det virker faktisk, som om den slet ikke bruger autofokusen, og den ”sigte ramme” der er, når man skal skyde et foto, skifter ikke farve fra hvid til grøn, når der er fokuseret som på E66 eller alle andre Nokia telefoner.
(Rettelse E71 for at bruge autofokus skal man trykke på "T" knappen og så fungere E71 som andre telefoner med autofokus.)
 |
 |
Kameradelen i de to telefoner |
Bagsiden på de to telefoner |
På E66 er der med sikkerhed en software ”bug” i kamera delen. Når man åbner kamera-delen op, ser alt ud som det skal. Men når man tager et eller nogen gange to fotos, går skærmen i sort et øjeblik, og når der komme liv i den igen, er alting vendt på hovedet. Dette er ikke noget, man kan indstille sig ud af, og ej heller ændrer det noget, hvis man drejer telefonen over til den anden side – Går man ud af kamera menuen og kommer tilbage igen, er kameraet tilbage til ”normal” tilstand, men fejlen gentager sig, når man skyder et foto igen. Jeg har prøvet at af have batteriet pillet ud, uden at dette ændrer noget. Dette bliver med sikkerhed rettet i en software opdatering, men det er lidt ærgerligt, at den slags ikke er blevet fanget, inden den er sendt ud på markedet. (Jeg har dog ikke ladet det trække ned, da jeg kender Nokia godt nok til at vide, at dette bliver rettet).
Man skal i øvrigt med E66 være noget opmærksom på, hvor man placerer sine fingre, med mindre man ønsker at forevige dem på et foto. Kameraet er monteret så tæt på kanten, lige der hvor det er naturligt at holde den med venstre hånd. Det betyder, at man meget let får en ”finger med i spillet” hvilket i den sammenhæng ikke er positivt.
Bortset fra det er kamera delen som på alle andre Nokia telefoner med Symbian styre system, men har en genvejs-menu i højre side, så man let kan gå ind og foretage ændringer.
Nokia har også valgt at give de to telefoner GPS, ligesom flere andre Nokia telefoner har det. GPS er i øjeblikket det, producenterne mener er den hellig gral i form af en ny og fantastisk funktion. GPS delen har det, man kalder A-GPS, der betyder, at telefon- delen hjælper via maste-informationer til at bestemme positionen, således at man meget hurtigere får et fix på ens position. Navigations systemet er som sådan udmærket, men det bliver aldrig som at bruge en almindelig GPS. Dels er skærmen lille og ikke trykfølsom som på de almindelige GPS enheder, men præcisionen og brugervenligheden er bare et skridt efter en rigtig GPS enhed. Det gode ved det system Nokia har, er at bruger man det kun en gang i mellem, er det fint. Man får kort materialet gratis (hvis man hiver det ned på computeren og overfører det, ellers koster det data trafikken) og hvis man vil have stemmevejledning, betaler man for det fx i den periode, man bruger det. Man kan således, hvis den årlige tur går til Sydeuropa, fint bruge sin telefon, hvis man planlægger det hjemmefra og henter de kort, man får brug for undervejs. Men at muligheden for dette er tilstede er da super, og så kan man jo bruge det i det omfang, man måtte finde det nødvendigt. Personligt finder jeg mobiltelefon mest anvendelig på gå-ben de steder, man ikke lige er kendt.
Underligt nok har de to telefoner ikke fået det, man kalder geo-trakking, så der gemmes info over hvor man har taget fotoet henne, hvilket jo er ganske oplagt, når nu man har GPS til rådighed i en kamera telefon.
 |
 |
Masser af muligheder for at sortere musikken |
Musikdelen som den kendes fra Symbian |
Underholdning er der også tænkt på med E66 og E71. Der er tale om den standart afspiller, som alle Symbian telefoner er udstyret med. Men dette er nu heller ikke så ringe endda. Den håndterer de fleste kendte formater, og man har fine muligheder for at tilpasse sin musik efter personlig smag. Der er desuden muligheder for at sortere musikken op efter albums, genrer, komponister og kunstnere, og man kan naturligvis oprette egne spillelister. Med podcasts så man er ganske godt dækket ind. Skal man have fuld glæde af E66 eller E71, så må det anbefales at købe et bedre headset, for de medleverede er altså ikke så fantastiske igen.
Er man ikke til mp3 musik, er begge telefoner udstyret med FM radio, men desværre er det uden RDS ,hvilket mange radiolyttere sikket vil savne.
Styresystemet på de to telefoner er Symbian S60 ver. 3.1 UI. Dette er Nokias smartphone styresystem og er et af de bedste af slagsen. I den udgave der findes i de to E serie telefoner, er der dog tilføjet en del ændringer. En af de virkelig smarte nye ting er altså forsiden i aktiv standby. Her er der kommet et ikon, der hedder skift tilstand. Det, systemet går ud på, er at man kan have 2 set op; et til sit arbejds liv og et til sit privat liv. Det er givet vis ikke de samme funktioner, man har brug for begge steder, og her kommer ”Skift tilstand” ind i billedet. Man kan opsætte to forskellige aktiv standby skærme med genveje og informationer, ja selv baggrunde kan ændres. På den måde kan man let skifte over til de funktioner, man bruger, når man er på arbejde, og fjerne dem igen, når man har fri. Jeg synes det er super smart, men hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og lave en dual sim telefon ? (telefon med to aktive simkort samtidigt).
 |
 |
E71 i arbejdsmode
|
E71 i fritidsmode
|
En anden ting man hurtig vil bemærke, hvis man kender Symbians styresystem, er at alle ikonerne er re-designet. Personligt synes jeg det er lidt kedeligt at se på, men funktionaliteterne er der ikke noget at komme efter. I og med der er tale om en business telefon, er der naturligvis en række løsninger, der er tilpasset dette. Vi finder en god kalender med masser af mulighed for at sætte aftaler og alarmer ind. Der er naturligvis også ”Quikoffice” der gør det muligt at læse, redigere og skrive Word og Excel dokumenter. Der findes også Adobe pdf læser og en lille ordbog, hvor flere forskellige sprog-udgaver kan hentes.
Der bruges Nokias egen webbrowser i disse telefoner, hvilket ikke er noget dårligt valg. Jeg må dog sige, at der findes bedre løsninger, der er nemmere at navigere rundt med, men dårlig er den medfølgende browser ikke. Der er naturligvis altid mulighed for at hente den fine Opera mobilbrowser ned, hvilket jeg nok selv ville gøre, hvis jeg skulle bruge en af de to telefoner til dagligt. Hvis man bruger det at gå på nettet meget, vil jeg bestemt foretrække E71 af de to, da det unægteligt er meget nemmere at kunne taste en ulr adresse ind med et QWERTY tastatur.
 |
 |
Ikonerne er redesignet til den kedeligere ende
|
Aktiv standby i arbejdsmode på E66 |
Men alt dette software var ikke meget værd, hvis ikke der var nogle ”hestekræfter” bag til at trække systemet. Begge telefoner er ganske hurtige i menuerne, og man skal virkelig presse telefonen for at opleve bare et øjebliks ventetid. Dette skyldes den hurtigste Arm 11 cpu med 369 MHz og 128 mb SDRAM (arbejds-hukommelse). Det fysiske lager er på 110 mb, men programmer, musik og deslige kan placeres på det medleverede 2 GB microSD kort. Telefonerne understøtter i øvrigt op til 8 GB hukommelse kort.
Slutteligt skal vi have kigget på det nok så vigtige batteri.
E66:
Har et 1000 mAh batteri. Det er accepteret uden dog at imponere. Jeg havde gerne set et 1200 mAh batteri, som det vi ser i flere af Nokias N serie telefoner. Her skal vi jo ikke glemme, at en sådan telefon er et arbejdsredskab og skal kunne tåle at blive brugt dagen lang både med samtaler, w-lan og hvad brugerne ellers kan finde på. De fleste vil med selv meget brug ikke køre E66 tør på en dag, men 2 dage holder den altså ikke ved intensivt brug.
E71:
Har et noget kraftigere batteri, ja faktisk er det en halv gang kraftigere med sine 1500 mAh. I og med skærmene er ca. lige store, og man har de samme muligheder for w-lan, 3G, GPS osv. som med E66, vil man som bruger opleve, at telefonen kan holde ca. 1/3 længere. Dvs. kan E66 holde 2 dage, med et givet forbrug, kan man med E71 opnå 3 dage, en ikke uvæsentlig detalje for målgruppen.
E66:
I alt 90%
I henhold til Pricerunner, kan Nokia E66 pt. købes for 3.099 kr.
Gode ting:
Super lækkert design, med et ret eksklusivt valg af materialer.
Gode knapper og joypad.
Stor flot 2,4” skærm, med auto rotation.
Alt i net dækning, 3G, w-lan osv.
Lækkert styre system med masser af gode programmer.
GPS med A-GPS.
3,2 kamera, med autofokus (software fuck up ikke medregnet).
Mindre gode ting:
Jeg kunne godt have ønsket et lidt større batteri.
Hvor blevet RDS af på radio delen.
E71:
I alt 92%
I henhold til Pricerunner, kan Nokia E71 pt. købes for 2.975 kr.
Gode ting:
Super lækkert design, med et ret eksklusivt valg af materialer
Gode knapper og joypad i en lille indpakning for en sådan telefon.
Alt i net dækning, 3G, w-lan osv.
Lækkert styre system med masser af gode programmer.
GPS med A-GPS.
3,2 kamera, med autofokus.
Godt QWERTY tastatur der dog ikke må være mindre for at fungere ordentligt.
Stort 1500 mAh batteri.
Mindre gode ting:
Jeg kunne godt have ønsket en lidt større skærm.
Hvor blev RDS af på radio delen.
”Å” knappen deler plads med ”P” knappen.
Konklusion:
Nokia har med E66 og E71 ikke blot lavet et par udmærkede telefoner, men slet og ret et par rigtig fantastiske telefoner. Det er ikke mange telefoner, jeg tester, der når helt der op, hvor disse befinder sig, så jeg kan roligt sige, jeg er ganske begejstret. E71 trækker i denne sammenhæng det længste strå. Dette hænger samme med, at den for sin type telefon (QWERTY tastatur) er en fiks lille model og en klar forbedring i forhold til forgængerne. Det store batteri er med til at sikre det sidste, da netop denne del er en ting, som mange brugere, og i særdeleshed business brugeren, lægger meget vægt på. Personligt hvis jeg skulle vælge, ville det være E66, der røg i lommen, da jeg generelt ikke skriver så meget, at jeg har behov for et fuldt tastatur.
I bund og grund må det være op til den enkelte, men et er sikket, man får med begge telefoner fuld valuta for pengene og en førsteklasses telefon.
Sådan vurderer jeg:
90-100 %: En sublim telefon, hvor der er meget få eller ingen kompromiser - kan absolut anbefales.
80-89 %: En god teleofn med mange gode funktioner - kan anbefales.
70-79 %: En rimelig telefon, der dog har mangler - kan anbefales hvis man kan accpetere manglerne.
60-69 %: En telefon, der er præget af en del kompromiser - kan anbefales men med kraftige forbehold.
50-59 %: Telefon med få fornuftige funktioner og alt for mange store kompromiser - kan ikke anbefales.
1-49 %: Alt for ringe telefon, der aldrig burde være sendt på markedet - kan absolut ikke anbefales.
Alle %-angivelser er givet ud fra en samlet vurdering på det tidspunkt, hvor testen er skrevet. Læser man en ældre test, må man regne med, at vurderingen sandsynligvis vil være lavere. Datoen for testen findes øverst til højre.
Hvor enig er du i skribentens anmeldelse?
- Currently 4.49/5
- 1
- 2
- 3
- 4
- 5
47 stemmer
[se fordeling]

Som en ny service kan vi tilbyde vores læsere, der har en Twitter konto, at få et ”tweet” når vi lægger en ny test op. Blot tilføj os til din konto. Vi hedder @mobiltestdk.