Nokia N97 blev præsenteret i november 2008. Den har været lang tid undervejs, idet den først er på vej til butikkerne nu her under denne tests udfærdigelse (start juli 2009). Jeg havde i forsommeren 2009 lejlighed til at prøve N97 i virkeligheden ved et Nokia arrangement, og min begejstring for modellen var enorm – den store skærm, slide-ud-og-op tastaturet og den oplevede byggekvalitet gik rent ind. I slutningen af denne test vil jeg se på om min begejstring stadig er til stede.
Nokia N97 er Nokias flagskib. Det er således den som skal gå forrest i paraden af Nokia-modeller – forrest med rank ryg og være fanebærer med flaget med Nokias logo. Det skal være den model som alle de andre Nokia-modeller ser op til og gerne vil være ”når de bliver voksne”. Om N97 formår at holde ryggen rank og holde fanen højt, er det jeg vil finde ud af i denne anmeldelse.
Eksklusivitet
Papæskerne som Nokia-telefoner traditionelt bliver leveret i, plejer at være overdænget med tekst, billeder af telefonen og glade mennesker – sådan er det ikke med N97s emballage. Den er holdt i en elegant mørk grå farve uden billeder og kun med en smule tekst. Flot og eksklusivt. Æsken er flad og næsten kvadratisk i sin udformning.
Mængden af medfølgende tilbehør er også ganske fin. Udover det obligatoriske – telefon m/batteri, manual og oplader – er der også en komplet ubrugelig og dum stylus, pudseklud, datakabel, oplader omformer (så man kan bruge sine gamle Nokia-opladere til sin N97(som bruger mini-USB til opladning)), cd-rom og todelt headset – bestående af et stykke forlænger kabel med fjernbetjening og mikrofon, og et sæt høretelefoner. Ting som hukommelseskort og en beskyttelsestaske burde måske også have været at finde, men med 32 GB indbygget hukommelse og pga. det faktum at medfølgende beskyttelsestasker som regel er komplet ubrugelige, så er Nokia lovlig undskyldt.
Alt i alt ganske fin startpakke.
![]() |
![]() |
N97 fås i to farver, hvid og sort/koksgrå – sidst nævnte er den jeg har haft fingre i. Nokia N97 er en touchscreentelefon med udskydeligt QWERTY-tastatur. Skærmen og tastaturet vender vi tilbage til, først nupper vi en tur rundt om telefonen.
Forsiden er domineret af den 3,5” store skærm. Ovenover denne er samtalehøjtaleren, kameraet til videotelefoni og lyssensorer. Under skærmen er placeret tre knapper, hvoraf to af dem er touchknapper. Det er rød og grøn telefonrør som er touchknapper, den tredje knap, som er en fysisk knap, er menuknappen. I toppen er tænd-/slukknappen og 3,5 millimeter Jackstik – smart og praktisk. Nokia udmeldte i øvrigt for nogen tid siden, at 3,5 millimeter Jackstik ville blive standard på alle fremtidige N-serie telefoner.
I bunden er der en krog til en hals- eller håndledssnor og et ”hul” til neglen, som bruges når man skal have battericoveret af. På venstresiden er der to højtalere – en i toppen og en i bunden, mini-USB stikket og en skydeknap til låsning og oplåsning af ”tastatur”-låsen. På højreside findes en volume justeringsknap og kameraudløseren. På bagsiden sidder kameraet med tilhørende fotolampe – begge dele er gemt væk under en linsebeskytter, som beskytter mod ridser og snavs.
![]() |
Bagsiden er en flot mørk mat farve – det er positivt at Nokia er gået væk fra skinnende pianolak. Det gør at fedtfingre og ridser ikke ses.
Kvaliteten på N97 er umiddelbart god, på trods af at den består helt igennem af plastik – med undtagelse af kromet rundt om overdelen. Eneste kritiskpunkt er knirke lyde fra underdelens venstre side. Lydene fremkommer når man benytter skydeknappen til låsning/oplåsning af telefonen. Det er ikke i orden på en telefon som koster på den forkerte side af 4.000,-. Og det er specielt irriterende fordi man bruger denne knap ofte.
N97s dimensioner er 11,7 x 5,5 x 1,6 centimeter og den vejer 150 gram.
Sløv skærm
Nokia N97s skærm er 3,5” og har en opløsning på 360 pixel vandret og 640 pixel lodret – og omvendt når man drejer telefonen eller skyder tastaturet frem. Skærmen råder over 16 millioner farver og telefonen har indbygget en sensor, som automatisk drejer skærmbilledet, når telefonen tiltes 90 grader til venstre.
På mange billeder ser N97s skærm meget bleg ud, det er efter min mening ikke tilfældet. Det som får skærmen til at se bleg ud, er det mørkegrå tema, som folk tror er sort. Men fordi folk tror det er sort (men i virkeligheden mørke grå) virker det som om skærmen er meget bleg.
![]() |
![]() |
Der findes to typer trykfølsomme skærme. Den ene type er af glas, denne reagerer på de spændingsforskelle som kommer når man sætter sin finger på skærmen. Den anden type består af to lag plastik som, når de presses sammen af trykket fra en finger eller stylus, udgør et signal til telefonen. Man kan sige at, første nævnte type reagerer på berøringer og anden nævnte på tryk.
Nokia N97 (og Nokia 5800 XpressMusic) bruger sidst nævnte type skærm, hvorimod telefoner som Apples iPhone og HTC Magic bruger første nævnte type. Hvilken type der er at foretrække må være op til den enkelte at vurdere – jeg bryder mig dog ikke om N97s skærm. Den er til tider lidt ”sløv” – det sker hvis man ikke får trykket hårdt nok på skærmen. N97 opfatter således ikke at man trykker – da lagene ikke presses sammen, og det sænker en når man navigerer rundt i menuen. Irriterende og upraktisk! Specielt når jeg har skrevet sms’er, at jeg har oplevet problemet. Men så kan man heldigvis skyde det fulde QWERTY-tastatur ud og bruge det. Der er også mulighed for håndskriftsgenkendelse.
Mekanik og tastatur
Nogle telefoner har slide tastatur – altså en konstruktion hvor tasterne er gemt under skærmen, og kan skydes ud. Her i løbet af de sidste par år er der kommer nogle endnu mere avancerede slide telefoner, hvor der skydes et helt QWERTY-tastatur ud af siden på telefonen – eksempelvis HTC Touch Diamond Pro eller Nokia E75. Men så findes der også telefoner hvor, når tastaturet skydes ud af siden på telefonen, så bliver skærmen vinklet lidt opad. Sådan en telefon er Nokia N97 – og mekanikken som sørger for dette, virker solid, stabil og giver en rigtig lækker lyd både når der åbnes og lukkes.
![]() |
![]() |
Tastaturet som fremkommer, er af ganske rimelig kvalitet – der er god plads mellem tasterne og de er lærke og bløde – uden at virke svampede. Problemet er at der er for få knapper, fordi der er for lidt plads til tastaturet. Derfor har alle knapper mere end en funktion. Derudover har æ, ø, å, ”.” og ”,” ikke deres egen knap, hvilket er helt hen i skoven. Udover manglende knapper, er nogle af de knapper som er der, efter min mening, forkert placeret. Space/mellemrumstasten er lokaliseret helt ude til højre til tastaturet – den burde sidde i midten, så den kunne nås ned begge tommelfingre. ”Blå pil”-knappen, til at fremkalde f.eks. tal, æ, ø og å er også placeret ude i højre side – der burde være en i hver side. Det er specielt et problem hvis man skal skrive længere numre såsom kontonumre eller telefonnumre. Det er et problem fordi man skal bruge sin tommelfinger på højre hånd til at holde ”blå pil”-knappen nede og den venstre til at taste tallene – man kan bare ikke nå tallene 6, 7, 8, 9 og 0 med sin venstre tommelfinger…
Tastaturet indeholder også en 5-vejs navigationsknap, som man kan bruge, hvis ikke man vil bruge fingeren til at navigere rundt i menuen med.
![]() |
![]() |
Femte version af Symbian Serie60
…er navnet på softwaren i N97 (og efterhånden en håndfuld andre telefoner). Hvis du har prøvet en mobiltelefon med Symbian Serie 60, 1., 2. eller 3. version vil du hurtigt føle dig hjemme i 5. version. Menu og undermenu opbygningen er den samme og programmer fungerer som i de tidligere versioner – eksempelvis Ur, Kontakter og Kalender – med den forskel at man nu kan bruge fingeren til navigerer rundt. I Kontakter er mange muligheder for at tilføje detaljer om ens kontakter, og man kan se mange af dem på én gang pga. den store skærm.
Til dagligt bruger jeg en telefon med Symbian Serie 60 3. version, som jeg er meget tilfreds med, derfor blev jeg også hurtig fortrolig med 5. version.
Der er kun én ting som irriterer mig – og den irriterer mig virkelig grusomt!
Dobbelt-tryk i menuen – fy-føj!
Sagen er at man mange steder i menuen først skal markerer det man gerne vil trykke på, for så dernæst at trykke igen for at vælge det pågældende. Det sænker farten når man (forsøger) at suse rundt i menuerne. Det bør laves om Nokia!
![]() |
![]() |
Super Aktiv Standbyskærm og programmer
Funktionen Aktiv Standby har i efterhånden nogle år været en kendt funktion hos stort set alle mobilproducenterne. Denne funktion når dog nye højder i N97. På N97s forside/standbyskærm, kan man sætte små bokse ind, som indeholder enten genveje til programmer eller programmer. De mest brugbare programmer efter min mening er Facebook og vejrudsigt programmet. I Facebook programmet har du hele tiden styr på prik, venneanmodninger, antal ulæste beskeder og dine venners statusopdateringer. Vejrudsigtsprogrammet kan du indstille til at vise vejrudsigten for det område du opholder dig i – den bruger den indbyggede GPS til at finde ud af hvor du opholder dig.
Uret, datoen og navnet på den profil du benytter står også i hver sin boks, og når du trykker på disse bokse kommer du direkte ind i henholdsvis ur, kalender eller profilmenuen. Smart, smart!
![]() |
![]() |
Nokia N97 har mulighed for adgang til Nokias nye applikations butik, kaldet Ovi Store. I denne findes der programmer, temaer og ringetoner. Mange af tingene koster dog penge og betjeningen er langsom og kluntet. Apples App Store og Android Markedet skulle efter hvad jeg har hørt, være en del bedre.
I programmenuen på telefonen er der et stor udvalg af programmer og det er som nævnte ovenfor muligt at hente flere ned. Af programmer kan bl.a. nævnes FM-sender, som jeg vender tilbage til, og et ultra simpelt tegneprogram.
Der er også et Youtube-program på telefonen, eller rettere et Youtube-link, så man via den indbyggede browser kommer ind på en mobilvenlig udgave af Youtube.
Skærmstørrelsen på N97 indbyder også til mobil-browsing og browseren i Nokia S60 er også ganske udmærket. Forbindelsen til internettet foregår via GRPS, EDGE, 3G eller W-lan.
![]() |
![]() |
Ligesom Nokias andre telefoner med indbygget GPS har N97 navigations- og kortprogrammet Nokia Maps. Det er et licens baseret navigationsprogram. Navigationen er ikke fuldt på højde med løsninger fra eksempelvis Garmin eller Tomtom, men hvis ikke du har brug for GPS på daglig basis er det fint-fint. Specielt i dette program er skærmstørrelsen god – 3,5” er samme størrelse som skærmene på mange rigtige navigationsanlæg. Kortmaterialet til navigationen downloades mens man kører eller ligges ned på telefonen via ens computer og programmet Nokia Map Loader før afgang. Der er kort tilgængeligt over rigtig mange lande, og der er rigeligt plads til dem…
![]() |
![]() |
Gigant hukommelse
Nokia N97 kan indeholde op til 48 GB hukommelse! 48 GB! Dette bliver muliggjort ved hjælp af en indbygget hukommelse på 32 GB og mulighed for at sætte et 16 GB hukommelseskort i N97. 48 GB er nok til 16.000 stykker MP3-musik i god kvalitet eller mere end 50.000 fotos taget med telefonens kamera.
![]() |
Klovnagtigt kamera, god radio og nem musikafspiller
Så kort kan det siges, men jeg uddyber alligevel lidt. Kameraet er på 5 megapixel – alene det tal siger at det er et ældre kamera vi har med at gøre – og bestemt ikke er flagskib værdigt. Sony Ericsson præsenterede 8 megapixel mobil sidste sommer og 12 megapixel mobil i vinter – ta’ jer sammen Nokia! Kameraet indeholder heller ingen avancerede funktioner såsom Xenon flash eller ansigtsgenkendelse. Nokia N97 har en helt traditionel og gammeldags fotolampe bestående af to LED-pærer.
En anden ting, som heldigvis er positiv, er radioen med RDS. Signalet går lige igennem og lyden er fin. N97 har også en FM-sender indbygget, som gør det muligt at få din musik som ligger på N97, ud igennem f.eks. bilradioen. Man indstiller en frekvens som FM-senderen skal sende med og derefter samme frekvens på bilradioen – og vupti, musik fra telefon ud gennem bilhøjtalerne. Det lyder smartere end det er – for lyden er ikke specielt god og der er noget skrat.
Ledningen på headsetet fungerer som antenne til radioen.
![]() |
![]() |
Lyden i det medfølgende headsetet er udholdelig, men jeg ville til hver en tid skifte det ud med nogle bedre høretelefoner – hvilket i øvrigt er nemt, da både telefonen og forlængerkablet med fjernbetjening har 3,5 millimeter Jackstik. N97 har selvfølgelig også Bluetooth med A2DP, så du kan bruge et stereo Bluetooth headset.
I headsetet kan man, ud over radio, også høre musik eller podcasts fra musikprogrammet. Musikprogrammet er meget overskueligt og nemt at bruge. Hovedmenuen er inddelt i Kunstnere, Album, Podcasts osv., og derfra er det bare at gå på opdagelse i sit musikbibliotek direkte med fingrene via touchskærmen.
Batteri
N97 kører med et 1500 mAh batteri, det samme som benyttes i bl.a. E71. Det er en god, og forventelig, størrelse batteri til sådan en type telefon. Min Nokia E71 holder 3-4 døgn, og jeg vil skyde på at N97 holder lidt kortere tid, pga. den store skærm og fordi den indbyder mere til at gå på nettet og høre musik end E71.
Et hurtigt opslag på Pricerunner viser, at Nokia N97 pt. koster 4.342 kr.
Karakter: 80 %
Plusser:
+ Flot design og fin kvalitet – med undtagelse af knirke lyde
+ Mega hukommelse på op til 48 GB – det må være ny rekord for en mobiltelefon?!
+ Kvaliteten af slide-ud tastaturets mekanik
+ En fin portion tilbehør medfølger
+ For alvor brugbar GPS, grundet skærmstørrelsen
+ Den super aktive startskærm
Minusser:
- Dobbelt-tryk i menuen
- Sløv skærm
- Knirke lyde
- Tastaturet er ikke optimalt indrettet
- Kameraet
Konklusion
Min forsommer-begejstring for N97 er væk – nuvel, kvaliteten af mekanikken i telefonen er god
og skærmen stor, men der er ikke noget nyt at byde på.
Men selvom min begejstring er væk, er Nokia N97 stadig en god telefon. Der er masser af hukommelse til musik og billeder taget med (det gammeldags) kamera på 5 megapixel. Den nye super aktive standbyskærm er jeg også helt vild med – jeg tror at hvis man anskaffede sig N97 og fik gået helt i dybden med forsideskærmen og fik den indstillet så den passede 100 % til en selv, så ville man ikke have brug for at begive sig ind i hovedmenuen – fordi man ville have adgang til de ting man bruger, direkte via standbyskærmen.
Jeg tildeler Nokia N97 karakteren 80 %, hvilket er en flot karakter, men man skulle tro at sådan et flagskib, som N97 er, ville score topkarakter – det er desværre ikke tilfældet.
En producents flagskib skal være toppen af poppen – og det er N97 ikke. Skærmens respons er sløv, navigeringen i menuen bliver besværliggjort af dobbelt tryk, der kommer knirke lyde fra telefonen, tastaturet er dårligt indrettet og kameraet er gammeldags. Nokia N97 er ikke en værdig fanebærer – den går og hænger med hovedet og med Nokia-fanen slæbende hen af jorden…
Telefonen er venligst udlånt af Nokia
Som en ny service kan vi tilbyde vores læsere, der har en Twitter konto, at få et ”tweet” når vi lægger en ny test op. Blot tilføj os til din konto. Vi hedder @mobiltestdk.
![]() HTC Touch Pro 2 test |
![]() Nokia E75 test |
![]() Nokia 5800 XpressMusic (tube) test |