Hokus pokus, din mobil erstatter din traditionelle GPS-enhed, hokus pokus, din mobil erstatter din musik- og videoafspiller. Det er helt enormt så mange ting som mange mobiltelefoner kan i dag, eksempler på sådan nogle alt-i-én telefoner kunne være de sidste to Nokia telefoner jeg har haft til test, nemlig N86 8MP og N97 – begge spækket med funktioner. Nokia 1661, som denne test skal handle om, er i den helt anden grøft. Der er skåret (næsten) ind til benet hvad angår funktioner – der er dog lidt lir.
Nokia 1661 er en af de lavest stående i Nokias modelprogram, hvilket 1-tallet i starten af ”1661” indikerer. Nokia 1661 er således en low-end model, altså en billig og simpel telefon – en produktkategori, som Nokia i øvrigt sidder meget tungt på markedsandelsmæssigt, og som blandt andre Sony Ericsson meget gerne ville overtage en del af…
![]() |
![]() |
Jeg har tidligere anmeldt en af modellerne under 1661, nemlig 1208, som benytter sig af samme grundopbygning i valget og placering af knapperne og nogenlunde samme menuopbygning. Jeg havde relativt få ting på både plus- og minuslisten i min anmeldelse af 1208, hvilket jo er godt når det handler om minuslisten, og ikke helt så godt når det handler om pluslisten. Og jeg kan allerede nu afsløre at det samme vil gøre sig gældende med Nokia 1661 – og flere af punkterne vil være de samme som ved Nokia 1208.
Intet nyt
Nokia 1661 ankommer i en helt traditionel lille papæske i stærke farver og med billeder af telefonen. Æsken består af ét stykke pap, som agerer både æske og opdeling af indholdet.
Indholdet består af – udover telefon, batteri, manual og oplader – et headset. Altså ikke overvældende med tilbehør, men det er det forventelige til sådan en type telefon. Headset’et kan bruges til snak eller til at lytte til FM radioen, som jeg vil omtale senere.
Som altid vil jeg her i starten lige nuppe en tur omkring hardwaren, og kigge lidt på hvor de forskellige ting er placeret. I bunden er som de eneste en mikrofon. Højre side er helt tom. I øverste højre hjørne sidder et øje til hals- eller håndledssnor. På Venstre side er oplader-, headsetstik og det som Nokia kalder et systemstik(til opdatering af software). På bagsiden er den håndfri højtaler, og ikke andet. Til tops et en lygte – som er en meget praktisk og brugbar detalje. Øverst på forsiden er samtalehøjtaleren, under denne skærmen og nederst tastaturet.
![]() |
![]() |
Telefonen fås i to farver; koksgrå/sort og blå. Hele vejen rundt om telefonen, til at adskille over- og underdel, løber en mørkerød plastik kant.
Knapper og skærm
Knapperne på Nokia 1661 er en trist omgang! Når man trykker, giver det anledning til en høj mekanisk ’klik-knæk’-lyd – lyden er så voldsom at den overdøver tastaturtonen(den lille bip-lyd som telefon siger når man trykker på en knap). Det får telefonen til at virke ekstrem billig, og selvom det er en billig telefon, synes jeg stadig det er for dårligt – Nokia har tidligere lavet low-end telefoner med fine tastaturer – f.eks. den tidligere omtalte Nokia 1208.
En anden ting, som også irriterer mig ved tastaturet, og som også gjorde det på Nokia 1208, er at den 5-vejs navigationsknap, ikke er en 5-vejs, så at sige, men derimod kun en 4-vejs. Det sænker farten når man navigerer rundt i menuen.
Tasterne har dog et udmærket trykpunkt, og man kan nemt mærke om man har trykket eller ej.
Der er genvejsknap til radioen på stjernetasten og ’læg-rør-på’-knappen fungerer også som tænd-/slukknap. Lommelygten tændes via et dobbelttryk opad på den 4-vejsnavigationsknap, der også kan føre en ind til ’ny sms’, ’kalender’ eller ’kontakter’, ved henholdsvis at trykke til venstre, højre eller ned. Praktisk og anvendeligt.
Byggekvaliteten er, med undtagelse af det ovenover nævnte tastatur, ganske god – ingen knirkerier eller lignende. Vil fremhæve det materiale som bagsiden og rammen omkring fronten er lavet af; noget lækkert mat plastik, som gør at telefonen ligger rigtig godt i hånden og som samtidig ikke tiltrækker fedtfingre eller små-ridser.
Skærmen er en lidt trist omgang, men sammenholdt med andre low-end telefoner det bestemt acceptabelt. 1,8”, 128 x 160 pixels og 65.000 farver – altså hverken stor, højt opløst eller meget farverig, men som skrevet; acceptabelt for en low-end telefon.
Radio og software
Det tidligere omtalte headset kan som skrevet bruges til snik-snak og radiolytning. Hverken radioen eller headsetet er specielt godt. Radioen skratter lidt og der er ingen RDS. Headsetet er et billig-headset – som de medfølgende headsets så ofte er – og derfor er lydkvaliteten heller ikke specielt god. Men som lidt musik til cykelturen, eller alternativ til larmende mennesker i tog eller bus, er det OK.
Et af mine kritikpunkter ved Nokia 1208 var den ufattelige lave hastighed i menuen. Det er der heldigvis rettet op på i Nokia 1661 – dermed ikke sagt at 1661 er hurtig, men det er bedre…
Softwaren i 1661 indeholder naturligvis også de små praktiske funktioner som lommeregner, konverter og kalender. Der er også tre spil ombord på Nokia 1661 bl.a. Sudoku og Snake.
Batteri, omfang og signal
Batteriet i Nokia 1661 er på 860 mAh – hvilket er meget for en telefon i low-end kategorien, som har givet udslag i en rigtig fin batteri tid.
Telefonen fylder 10,8 x 4,5 x 1,4 centimeter og vejer 82 gram.
Nokia fremhæver på deres hjemmeside om 1661, at den har en ekstra kraftig antenne som skulle sikre bedre forbindelse til mobilmasterne. Jeg har dog ikke oplevet at Nokia 1661 har haft bedre signal end min egen mobiltelefon, og jeg synes derfor lidt det er et ’billigt salgstrick’.
Et hurtigt opslag på Pricerunner viser, at Nokia 1661 pt. koster 289 kr.
Karakter: 60 %
Plusser:
+ Billig, lille og let
+ Lommelygten
+ Batteri
+ FM radio (dog uden RDS og med skrat)
Minusser:
- Tastaturet, herunder den 4-vejsnavigationsknap og mislydene ved tryk
- Lidt megen skrat & ingen RDS på radioen
Konklusion
Der er ingen tvivl om at Nokia 1661 er en low-end – billig – telefon. Tastaturet der lyder som et billigt stykke plastiklegetøj som knækkes og den skrattende radio trækker ned. Lommelygte og den fine batteri tid er begge praktiske, og noget som mange sætter pris på.
Som en ny service kan vi tilbyde vores læsere, der har en Twitter konto, at få et ”tweet” når vi lægger en ny test op. Blot tilføj os til din konto. Vi hedder @mobiltestdk.