Nokia 2730 Classic test
Opmærksomme læsere af www.mobiltest.dk vil måske have bemærket at det er længe siden at der er kommet en anmeldelse fra mig. Det er fordi at det forgangene år har været hårdt på grund af 3.g og alt hvad der dertil hører – bl.a. mange lektier og studieretningsprojekt. Tiden og overskuddet til at skrive mobiltelefonanmeldelser har simpelthen ikke været eksisterende – men det er planen at det skal laves om nu.
Low-end telefon
Umiddelbart efter gymnasiets afslutning skulle jeg på festival. Til det manglede jeg en billig/low-end reservetelefon, da jeg ikke ’turde’ tage min iPhone 3GS med. Derfor tog jeg ned i telebutikken og hørte hvad de havde af telefoner til 1,- krone, hvis jeg forlængede mit nuværende abonnement med seks måneder. Jeg fik to valgmuligheder – og endte med at vælge en Nokia 2730 Classic (senere blot kaldet 2730).
Den seneste telefon jeg anmeldte, for cirka ti måneder siden, var en som er nært beslægtet til 2730 – nemlig Nokia 2330 Classic. Designmæssigt minder de to en del om hinanden – men 2730 har nogle overraskende tricks gemt i ærmet.
![PICT0253 [800x600].jpg](https://www.mobiltest.dk/images/articles/365/PICT0253 [800x600].jpg) |
![PICT0275 [800x600].jpg](https://www.mobiltest.dk/images/articles/365/PICT0275 [800x600].jpg) |
Æsken som 2730 kommer i, er typisk Nokia low-end – en lille bitte papkasse med adskillelige billeder af telefonen på. I kassen finder man udover telefoner med batteri, manual og oplader, også et stereo headset og et 1 GB hukommelseskort. Sidstnævnte er et af de før omtalte tricks – sådan et hukommelseskort giver jo grobund for tanker om musikafspilning og massere af plads til billeder og video… En rundtur på telefonen taler også for musikfunktionalitet, idet der i toppen af telefonen findes et 3,5 millimeter Jackstik – endnu et af trickene! Ligeledes i toppen findes stikket til opladning. På højre siden er stikket til et USB-datakabel, dækket af en låge. Modsat, på venstre side, er et øje til fastgørelse af en håndleds- eller halssnor og hukommelseskortporten dækket bag en låge. I bunden er kun mikrofon. På bagsiden er der en håndfrihøjtaler og et to megapixel kamera – nææh hov? – endnu et trick! Fronten indeholder cifferknapperne, navigeringsknap, rød-/grøn telefonrør og højre/venstre valgknapper.
2730 fås i to farvevarianter – sølv/blommerød og sølv/sort. Sidst nævnte er farvevarianten på mit eksemplar. Siderne, top og bund på 2730 er koksgrå. Bagsiden er mat sort med en kromliste under kameraet. Rundt langs forsiden af telefonen løber et sølvfarvet bånd som danner en ramme om forsiden. Cifferknapperne er sænket ganske lidt i forhold til dette sølvbånd, valgknapperne og rød-/grøntelefonrør – endvidere er cifferknapperne adskilt vandret af nogle tynde plastikbånd – det gør det ekstremt nemt for tommelfingeren at navigere rundt på cifferknapperne.
Arealet omkring skærmen, valgknapperne og rød-/grøntelefonrør er blankt sort – så fedtfingre og små ridser ses tydeligt.
Nokia 2730 Classic måler 11 x 4,7 x 1,4 centimeter og vejer 88 gram.
Knapper og kvalitet
Inden jeg giver de knapper der er på telefonen et par ord med på vejen, vil jeg lige omtale de som mangler. Jeg savner en decideret volumereguleringsknap på Nokia 2730 Classic placeret på den ene side – det er gnidret at skulle regulere volume via den femvejsnavigationsknap når man taler i telefonen eller hører musik.
Knapperne er fine at trykke på – der er god respons og man er ikke i tvivl om man har trykket eller ej. Der er dog to småting som irriterer en smule med hensyn til knapperne. Dels kan valgknapperne og rød-/grøntelefonrør godt flyde lidt sammen idet de ligger helt i niveau med hinanden. Dels afgiver alle knapperne en (synes jeg…) for høj ”KLIK”-lyd når der trykkes på dem. At skrive en lang SMS er generende at høre på.
Næste punkt i dette afsnit er byggekvaliteten af telefonen – og det er ligesom afsnittet om knapper, ikke komplet positivt. Nokia 2730 Classic er helt igennem plastik. Det kan sådan set være fint nok, hvis det var kvalitets plastik og samtidigt bygget ordentligt. Men det er det desværre ikke helt på 2730. Plastikkvaliteten er ikke helt overbevisende og det samme gælder byggekvaliteten – med små vrid i telefon kan der, specielt i den nederste halvdel af telefonen, frembringes knirke og knage lyde. Endvidere kan sølvrammen om forsiden forskydes en lille bitte, bitte smule (nogle vil måske sige ubetydeligt lidt) til begge sider – bestemt heller ikke noget som bidrager til et godt kvalitetsindtryk.
Positivt er det dog at der ingen løse eller gabende samlinger er og at battericoveret sidder klippestabilt fast, når det er klikket på plads.
Musik
På trods af Nokia 2730 Classics low-end status er den ganske fint udrustet med hensyn til musikafspilning. Mulighed for hukommelseskort, 3,5 millimeter Jackstik, Bluetooth med A2DP (stereo Bluetooth) og radio med RDS funktion skaber alt sammen grobund for timevis af musiklytning. Eneste umiddelbare kritikpunkt er det fuldstændig latterligt dårlige headset som følger med til telefonen. Lyden er dårlig – flad og dåseagtig. Desuden kan headsetet heller ikke spille særlig højt, men det er lige meget når lyden er så dårlig som den er. Så derfor, hvis man ynder at bruge sin 2730 til musik, skal man investere i et ordentligt headset – men hvis man gør det får man altså også helt bestemt acceptabel lyd. Det samme gør man hvis man tilslutter 2730 stereoanlægget eller nogle gode computerhøjtalere.
Musikafspilleren er lidt gnidret og besværlig – en simpel manøvre som f.eks. at slå gentagelse af et musiknummer/en spilleliste til, kræver liiige lovlig mange tastetryk og vandreren igennem undermenuer, efter min mening. Til gengæld er der fin mulighed for at oprette afspilningslister og for at bruge en (simpel) equalizer.
RDS radioen fanger de forskellige stationer lynhurtigt og holder forbindelsen fint uden skrat. Thumbs up herfra til radioen.
Serie40 med evigt tilbagevendende problem
Skærmen på Nokia måler 2 tommer og har en opløsning på 240 x 320 pixels. Det er helt bestemt tilfredsstillende på en low-end telefon som 2730. På skærmen afvikles Nokias eget styresystem med navn Nokia Serie40. Det er et styresystem som Nokia har benyttet i mange år og det har løbende fået kosmetisk og funktionsmæssige opdateringer. Nokia Serie40 indeholder forventelige funktioner som udmærket kalender, lommeregner, stopur, alarm og galleri. Ud over disse standardfunktioner har 2730 også fire spil, Facebook-applikation, Messenger-applikation, Nokia Kort (ekstern Bluetooth GPS-modtager kan tilsluttes og på den måde vise hvor man er henne) og verdensur.
2730 indeholder som tidligere nævnt et 2 megapixel kamera (1200 x 1600 pixel), som også kan optage video (i en opløsning på 176 x 144 pixel). Billeder bliver OK – men bestemt heller ikke mere, der er en del ’grums’ og uskarphed. Billedeksempler kan ses på www.mobilfotos.dk.
Det i overskriften omtalte problem er hastigheden. Jeg har flere gange været efter Nokia Serie40 netop pga. hastigheden. Det kan simpelthen ikke være rigtigt at super avancerede smartphones er hurtigere til at udføre simple kommandoer som f.eks. at åbne Besked-programmet eller åbne undermenuer. Dette problem er ikke blevet et hak bedre på 2730 – og vil formentlig heller ikke være det på de fremtidige Nokia Serie40 telefon som jeg skal anmelde i fremtiden…
Et andet kritikpunkt er at softwaren nogle steder er lidt rodet og gnidret idet der nogle steder skal lige lovlig mange tastetryk til for at udføre simple kommandoer.
Batteri
Batteriet i Nokia 2730 Classic er, modsat softwaren, et lyspunkt. Hele 1020 mAh indeholder batteriet. Det sikrer lang standbytid. Dog vil batteritiden forringes kraftigt hvis nogle af 2730s mange tricks benyttes meget – specielt ting som tændt Bluetooth og musikafspilning vil tømme batteriet hurtigere.
Et hurtigt opslag på Pricerunner viser, at Nokia 2730 Classic pt. koster 554 kr.
Karakter: 70 %
Pluslisten:
+ Low-end telefon med stort indhold – måske i virkeligheden nærmere en mid-end telefon!?
+ Bluetooth med A2DP
+ Hukommelseskort (1 GB medfølger)
+ Radio med RDS og MP3-afspiller
+ 3,5 millimeter Jackstik
+ 2 megapixel kamera (acceptabelt i en low-end telefon)
+ Knappernes tryk-”følelse”
Minuslisten:
- Langsom(!!) og lidt gnidret software
- Knappernes lyd
- Byggekvaliteten
Konklusion:
2730 ligger forrest i feltet af low-end mobiltelefoner – den er spændstig og fuldt til bristepunktet med funktioner såsom Bluetooth med A2DP, god RDS radio og 3,5 millitmeter Jackstik. 2730 er en af de absolut bedste low-end telefoner fra Nokia, den er lige på nippet til at være en mid-end.
Nokia 2730 Classic koster i øjeblikket 600-700,- kroner uden abonnement og jeg tror at den om få måneder vil være nede i et prisleje på omkring 500,- kroner – og når den når dernedad, er det en rigtig, rigtig god pris.
Den endelig konklusion må være, at Nokia 2730 Classic giver rigtig meget telefon for pengene.
Hvor enig er du i skribentens anmeldelse?
- Currently 4.67/5
- 1
- 2
- 3
- 4
- 5
15 stemmer
[se fordeling]

Som en ny service kan vi tilbyde vores læsere, der har en Twitter konto, at få et ”tweet” når vi lægger en ny test op. Blot tilføj os til din konto. Vi hedder @mobiltestdk.