Nokia ligger ikke på den lade side i øjeblikket. Dels er der lige kommet den længe ventede super telefon N8, men også denne C7 er ganske interessant. Nuvel, forskellene mellem de 2 er ikke overvældende, og man kunne godt beskrive C7 som en økonomi model til N8. Der er mange ligheder, det kommer vi ikke uden om, og det bærer denne test da også delvist præg af, men de afsnit må du som læser springe let hen over, hvis du har læst vores test af N8. Ellers er det bare om at komme i gang og få trukket C7 igennem test maskineriet og komme med en konklusion, som du kan tage med dig, hvis du skal ud og have ny mobil inden længe. – God læselyst.
Æsken, som C7 kommer i, er i samme blå farve som N8 og mange andre Nokia modeller. Men at C7 er en lidt billigere udgave, kan vi ret hurtigt konstatere. Når æsken åbnes er der 3 rum, et til telefonen, et til laderne og et til headsettet, det er det hele. Laderne er af typen med det runde stik, og det selv om C7 lader fint igennem det MicroUSB stik, som den også har. Så er der et lille kort datakabel og det her headset, der langt fra er lige så lækkert, som det der var med til N8 – det er faktisk, hvad det ligner - et rigtig billigt headset. Der er intet microSD kort med fra start, men C7 har også en rimelig indbygget flash hukommelse.
![]() |
![]() |
C7 ved siden af tændstikæsken | Nokia 6500 ved siden af C7 |
![]() |
![]() |
Tykkelsen på knapt 10 mm er godkendt |
Coveret gaber |
Vi tager en omgang omkring C7 og ser, hvor Nokia har placeret de forskellige ting henne. På forsiden har vi naturligvis den trykfølsomme skærm, der naturligvis fylder det meste. Over skærmen er der helt i toppen en udmærket samtale højtaler, der har en fin lydgengivelse. Der ud over er der et VGA video kamera og mindre synligt en lys måler og en nærheds sensor til at deaktivere touch skærmen under samtaler.
Under skærmen er der 3 knapper, en menu knap i midten og så et grønt og rødt telefon rør. Dem havde N8 ikke. Slutteligt er der et lille hul til mikrofonen helt nederst på forsiden.
![]() |
![]() |
Rødt og grønt rør |
Toppen med microUSB-stik |
På venstre side finder vi kun det lille runde lade stik. På højre side finder vi derimod volumen knapper øverst, der er lavet som dedikeret knapper og ikke en vippe knap samt en genvejsknap til stemme kommando. Super tydelige at mærke er der dog ingen af de 3 knapper, der er. Midt på siden er der den vanlige skyde skærm låse knap, men man kan også låse telefonen op ved at trykke på menu knappen og så på en knap på skærmen. Helt for neden er der en kamera knap.
I bunden er der ikke andet end et par huller til at placere en strop, hvis man ønsker det, mens vi i toppen finder et microUSB stik bag en lille klap, et jackstik og en tænd/sluk knap.
![]() |
Bagsiden af C7 |
![]() |
![]() |
Symbian 3 home screen |
Ganske flotte skærmfarver |
Opløsningen er tilpasset Nokias Symbian styresystem, der dikterer 360x640 pixel. Vel er det en udmærket skærm at kigge på, men man kan altså godt ane, at opløsningen er en smule lavere end den opløsning, vi ser på Android telefoner, der ligger på omkring 480x800 pixel. I forhold til iPhone 4 er forskellen noget større, hvor der er ca. 3 gange så mange pixel per cm2, som Nokia C7 kan præstere. I dagligt brug betyder dette måske mindre, men forskellen er dog så stor, at man kan se den med det blotte øje, specielt hvis der er tale om tekst.
Det capacitive touch skal dog have ros. Det er super responsivt og let at bruge, og væk er alle de små mærkelige løsninger som dobbelt tryk, mærkelig scroll og ingen multitouch.
![]() |
![]() |
Tastatur i lodret |
Tastatur i vandret |
Det virtuelle tastatur er der ikke pillet ret meget ved i forhold til det, vi har set på de tidligere Nokia telefoner med touch skærm. Man har 2 muligheder. I lodret position er der et almindeligt telefon tastatur, hvor man skriver ved hjælp af T9 ordbogen. Drejer man telefonen over i vandret ændres tastaturet til et fuldt QWERTY. Man kan ikke vælge QWERTY i lodret position og heller ikke telefon tastatur i vandret.
Ord gætte systemer som vi kender fra fx iPhone og Android findes også i C7, men det er ligesom, det halter lidt, og vi føler os ikke så sikre ved at bruge det, og det går ikke helt så hurtigt med at gætte et ord. En god ting, rigtig god vil nogen måske mene, er, at der endelig er kommet en række smileys i touch telefonen fra Nokia. Og her har Nokia ikke været fedtet. Der er ikke mindre end 34 forskellige at vælge imellem.
Generelt set er skrive systemet udmærket, vi savner lidt flere tastatur valgmuligheder og bedre ord gætte funktion, men når det er sagt, er vi overbeviste om, at de fleste vil blive glade for at skrive på C7.
![]() |
Smiley-menu |
Med dette afslutter vi den udvendige gennemgang og springer videre til alt det, som C7 indeholder. Vi starter med netdelen.
Nokias top modeller har aldrig været svage på denne del, og det er C7 bestemt heller ikke. Der er 4 GSM net at trække på med EDGE som data bærer, og 3G delen har hele 5 forskellige net frekvenser at trække på. Hurtigste hastighed opnås med HSDPA, der understøtter hastighed på op til 10,2 Mbit, mens HSUPA er på 2 Mbit. Der udover er der naturligvis mulighed for trådløst net (Wi-Fi) og det med understøttelse af 3 protokoller b/g/n, hvilket også er ganske fint.
![]() |
Forbindelsesmenu |
Naturligvis kan man også via det medfølgende data kabel sætte C7 til sin computer, det kan alle telefoner jo mere eller mindre i dag, men mere interessant er det, at C7 har fået bluetooth 3.0, som er noget hurtigere end tidligere udgaver (ca. 10 mb pr minut). Der er naturligvis også understøttelse af A2DP stereo profil.
Kamera delen er et af de steder, hvor der virkelig kan mærkes forskel på N8 og C7 – og det er desværre ikke til C7s fordel!! På papiret ser Kamera delen måske rimelig ud med 8 Mpixel kamera, dobbelt diode lys og dedikeret kamera knap. Men når man kigger nærmere, bliver man altså en smule skuffet. 8Mpixel er bestemt i den høje ende af skalaen for mobil kamera, men samtidig er det det første af sin slags med så høj opløsning, der ikke har autofokus.
![]() |
![]() |
Kameradel uden autofokus |
Kameramenuen |
Vi er helt og aldeles uforstående for, hvorfor der ikke er autofokus på denne kamera del. Havde det været et 2 Mpixel eller måske 3,2 Mpixel, kunne vi bedre have forstået det, men vi (og sikkert de fleste af vores læsere) forventer at fra minimum 5 Mpixel og opefter, har mobil kamera autofokus. – Det har C7 ikke - øv.
Den manglende autofokus betyder, at man ofte ikke får helt så skarpe fotos, da fokus punktet er fast, og begynder man fx at tage billeder tæt på eller ønsker at dele af foto skal træde mere frem end andet, kommer man ganske simpelthen til kort med et mobil kamera uden autofokus. Eneste rigtige fordel er, at hastigheden, når der ikke først skal stilles skarpt med autofokusen, er en smule hurtigere, men vi vil ikke lægge skjul på, at vi til en hver tid vil foretrække skarpere og dermed flottere billeder, som en autofokus giver.
![]() |
Kameraindstillingsmenu |
Lys dioder er bedre end ingenting, men Xenon flash, som N8 har, er bedre end lys dioder, i hvert tilfælde når man fotograferer.
Kamera softwaren er der ikke sket nogen ændringer ved, hverken fra N8 eller tidligere modeller, og selv om det gør, hvad det skal kunne gøre, har vi set det lavet meget bedre på andre mobiltelefoner. Det er faktisk mere eller mindre den samme kamera software, som vi har set i Symbian mobiltelefoner i en årrække, og det er altså lidt ærgerligt, at det ikke er blevet grafisk og brugermæssigt forbedret, når kamera hardwaren er så eminent, som den nu engang er.
I Nokia C7 er der dog stadigvæk mulighed for geotragging, ansigt genkendning osv. men samlet set trækker den manglede autofokus så meget ned, at vi ikke vil regne kamera delen for meget mere end gennemsnitlig for touchtelefoner anno 2010
![]() |
![]() |
Videooptagermenu |
Videoindstillingsmenu |
Hvor foto delen langt fra kan matche N8, så er det en anden historie med Video delen. Generelt set er video optager delen den samme som med N8, og resultatet er også stort set det samme, hvilket vil sige ganske fornuftigt. C7 har dog en klar fordel med lysdioder, der kan bruges, når man optager video. Det kan N8 Xenon flash ikke. Som video optager i dagligdagen og hvis man også løber ind i at optage, hvor der ikke er så meget lys, vil C7 være det bedste valg af de to. Opløsning er den samme - 720P - og de forskellige indstillinger er også de samme. Eneste fordel, vi rigtig kan komme i tanker om, at N8 besidder i denne forbindelse, er HDMI stikket, hvor man let kunne få video signalet over på en fladskærm, og at man kan zoome uden kvalitets tab (se evt. video eksempler i N8 testen).
GPS skal en moderne touch telefon naturligvis have, og det har C7 derfor også. Igen er der tale om det samme, som den dyre N8 har at tilbyde, hvilket naturligvis taler til C7’s fordel, i og med den er lidt billigere.
Set i det lys og at vi var særdeles glade for N8`s GPS/Navigations del, så må vi sige, at ”bedst til prisen” absolut må tilfalde C7.
Dette er der flere grunde til. På det hardware-mæssige sidder der på C7 en tilpas stor og tydelig skærm med et lækkert capacitive touch, der bare fungerer. Dernæst er der en udmærket GPS modtager chip indbygget i C7, der understøttes af maste informationer (A-GPS), således at C7 ret hurtigt finder ens position.
![]() |
![]() |
OVI navigationsmenu |
OVI-kort |
Det software, som man skal bruge til at navigere efter, findes der efterhånden ganske mange bud på, de fleste er købe programmer, der koster 500-700 kr. Google Maps er det eneste andet rigtige navigations system, som er gratis at få ned på telefonen, ud over altså OVI maps, som Nokia tilbyder. Men OVI maps har en afgørende fordel i forhold til Google Maps. Her kan man nemlig hente kort materialet ned på telefonen og gemme det i telefonens hukommelse, så man ikke er afhængig af mobildata under- vejs.
Bortset fra denne afgørende forskel kan OVI maps det, vi i dag kan forvente af en moderne navigations løsning. Der er 3D view, stemme vejledning og flere forskellige kort typer at vælge imellem. Vil man bruge sin telefon som navigations løsning evt. lejlighedsvis, er der efter vores mening ingen løsninger, der er bedre, hvis man også kigger på prisen.
![]() |
![]() |
OVI Store |
Kalenderdelen |
OVI store vil vi ikke gøre det helt store ud af i denne test men blot konstatere, at Nokia bevæger sig med storm skridt i den rigtige retning, og at man som Symbian bruger ikke er så langt bagefter med en god App butik, som tilfældet var for bare et år siden.
Nokia C7 er en ganske kvik telefon, hvilket hænger sammen med 2 ting. Softwaren (styresystemet) er super godt tilpasset det, det skal kunne, og derfor kræver det ikke så kraftigt hardware at afvikle. Men alligevel har Nokia sat flere kræfter i C7 end i nogen anden tidligere Nokia telefon (N8 undtaget). Nokia C7 har fået en Arm 11, 680 MHz CPU med 3D grafik accelerator, 256 MB Ram og 512 MB rom og har en indbygget flash hukommelse på 8 GB. Der ud over kan der sættes op til 32 GB ekstra hukommelse i form af et microSD kort i telefonen.
![]() |
![]() |
Musikafspilning |
Coverflow i vandret |
Musik i mobiltelefoner er og bliver et must, og her har Nokia opdateret deres i forvejen ganske gode musik afspiller, så den er blevet endnu bedre. Der er kommet et flot cover flow både i vandret og i lodret position, som kører fuldstændigt flydende. Når en melodi vælges vises naturligvis coveret fra albumet, en bjælke der viser hvor langt nummeret er henne og 3 fine store knapper til at styre musikken.
Man har også mulighed for at tilpasse musikken med en række forudindstillede lyd tilpasnings valg, men disse kan ikke redigeres og tilpasses som tidligere, hvilket vi savner. Der er også indbygget en FM sender, der kan sende musikken ud til en radio. Det system er lidt af en gimic i vores øjne, i hvert tilfælde hvis det skal benyttes i en kørende bil, fordi der ofte kommer forstyrrelser fra rigtige radiokanaler.
![]() |
Musikindstillingsmenu |
Naturligvis er der også en FM radio med RDS, så man med et headsæt, der fungerer som antenne, kan fange udmærket radio gengivelse. Headsættet, som er med, er desværre langt fra så godt som det, der følger med i N8. Her er tale om et ret billigt et af slagsen, der bestemt ikke yder musikken ret megen retfærdighed. Bortset fra det er vi ganske tilfredse med musik delen i C7.
![]() |
FM-radio med RDS |
Video afspilning kan N8 naturligvis også. Her har Nokia faktisk flottet sig lidt og mod sædvane smidt understøttelse af Divx/Xvid i blandt de codex, som den kan afspille – det kan vi rigtig godt lide, og endnu bedre bliver det af, at N8 faktisk understøtter afspilning af HD filer, så også her er tommelfingeren op ad.
Hvad der derimod er lidt af en skuffelse, er, at der i C7 er den webbrowser, som der ligger i Symbian systemet (det var vi også inde på i N8 testen). Der er ikke ændret på meget i forhold til tidligere udgaver, og det betyder, at, dels er den ikke den hurtigste, men hvad endnu værre er, så er den langt fra så behagelig og nem at surfe på nettet med som fx iPhone eller Android telefoner. Der er dog forlydender om, at, dels arbejder Nokia på en opdatering, der bl.a. omfatter browseren, men også Opera er snart klar med en meget bedre browser. Problemet med den nuværende browser skulle gerne være forbigående.
![]() |
![]() |
Ur, widget og genveje |
Hovedmenu i vandret |
I dette nye Symbian system (Symnian 3) er der sket ganske meget i forhold til, hvad tidligere touch telefoner fra Nokia havde at byde på. Dels er der kommet 3 homescreens, som man kan placere op til 18 widgets på, men også et standby ur og et meddelelse lys er ting, vi bestemt værdsætter. Generelt er Symbian 3 et stort skridt frem for Nokia, men det er stadigvæk et ½ eller måske kun et ¼ skridt bag Android og iOS i forhold til funktioner og brugervenlighed.
Batteriet på C7 er samme størrelse som på N8 nemlig 1200 mAh. Det synes vi er for lidt, men omvendt må vi også erkende, at C7 holder strøm meget bedre end fx HTC Desire HD, der har et batteri på 1230 mAh. Det hjælper C7 betydeligt på strømforbruget, at der er tale om en skærm, der dels ikke bruger så meget strøm, og dels ikke er den største, men også at telefonen kan nøjes med en CPU, der kun kører med 680 MHz. Power usere vil, som med alle andre telefoner, kunne dræne den i løbet af et døgn, men vi fik faktisk 2 døgn ud af den under vores test, hvilket vi anser for nogenlunde.
Et hurtigt opslag på Pricerunner viser, at Nokia C7 pt. koster 2.625 kr.
![]() |
C7 ligger godt i en hånd eller en lomme |
I alt 88 %
Ting vi godt kan lide:
3,5” AMOLED skærm med capacitive touch og ”ridsefri” skærm.
Nydeligt design med afrundede former.
Alt i mulige net forbindelser inkl. 5 HSPDA (3G) netværk.
Symbian 3 – det er virkelig en forbedring i forhold til tidligere.
GPS med fuld Navigation der lagres på telefonen.
Rødt og grønt telefon rør på forsiden.
Fin musik afspiller.
Divx video afspilning.
Ting vi er mindre glade for:
Batteriet burde være større end 1200 mAh
Kameradelen uden autofokus passer ikke på et 8 Mpixel kamera.
Vi savner den HDMI udgang, N8 havde.
Meget lidt tilbehør, og ret ringe headsæt med fra start.
Konklusion:
Så fik vi testet C7, og i og med store dele var identisk med N8, som vi var ret begejstrede for, kommer vi naturligvis også frem til, at C7 er et bekendtskab, vi godt kan anbefale. Faktisk har vi kun to ”rigtig” issues, der trækker ned for C7. Det første er kameraet. Vi forstår godt, at kameraet ikke kan være lige så godt som det, vi finder i N8, C7 er trods alt en billigere udgave. Men at droppe autofokus på et 8 Mpixel kamera er som at sætte trillebør hjul på en Porsche – det dur bare ikke, og det er en tåbelig løsning. Det næste er prisen, som måske med tiden kan ændres, men som tingene ser ud i skrivende stund, er det bestemt ikke er en fordel for C7, at den uden abo. koster ca. 2800,- kr., mens N8 kan købes for 3400,- kr. Forskellen på 600,- er bare ikke stor nok til, at vi vil vælge C7. I N8 får man immervæk et mange gange bedre kamera, et metal ydre, HDMI udgang, 16 GB intern hukommelse, mange flere stik og kabler samt et rigtig lækkert headset med fjernbetjening. Alt dette for kun 600,- kr gør, at vi til hver en tid vil anbefale at nuppe N8 i stedet for C7, når priserne er, som de er.
Priser og prispolitikker kan ændres stort set fra den ene dag til den anden, men for at det giver mening at lave en ”billig” model som C7, så skal der altså også være noget at spare, og med noget mener vi noget mere end det, der pt. er.
Men skal du forbi din lokale mobilshop, synes vi bestemt, du skal kigge på C7 og evt. prøve at stå med den ved siden af N8, for de runde former og den lettere vægt har bestemt også sin charme.
Som en ny service kan vi tilbyde vores læsere, der har en Twitter konto, at få et ”tweet” når vi lægger en ny test op. Blot tilføj os til din konto. Vi hedder @mobiltestdk.
![]() Nokia N8 test |
![]() HTC Wildfire test |
![]() Samsung S8500 Wave test |