Samsung har gennem en årrække lavet telefoner, der har været mere holdbare end normalt i dels Xcover serien men også andre serier. Vi har testet flere af disse ”Gummi”-, ”håndværker-” eller ”fritids” mobiler som de også kaldes, og altid har de været både ganske holdbare og til en ganske rimelig pris.
I den nye 271 er der sket en naturlig evolution, og telefonen er blevet opgraderet på en række punkter. Om det står mål med, hvad vi forventer af en telefon i 2011, og om Samsung stadigvæk har et fornuftigt forhold mellem pris og kvalitet, er noget af det, vi vil kigger nærmere på i denne test.
![]() |
![]() |
Xcover 271 ved siden af tændstikæsken | Xcover 271 ved siden af Nokia 6700 |
![]() |
![]() |
Tykkelsen på 17,9 mm er ikke tyndt |
Toppen med lysdiode |
Designet på Xcover 271 er ret classic at se på. Vores udgave i sort og grå skræmmer i hvert tilfælde ingen bort på grund af et ekstremt design. Xcover 271 er faktisk en smule kedelig sådan rent designmæssig.
Men lad os tage en hurtig omgang omkring Xcover 271 og se hvor det forskellige er placeret. Over skærmen har vi en samtale højtaler. Der er en fin høj lyd i denne højtaler, så selv i støjende omgivelser burde det ikke være et problem at høre, hvad der bliver sagt. Under skærmen er der joypad og tastatur.
![]() |
Højre side med lygteknap |
![]() |
![]() |
Bagsiden |
Kamera og stor højtaler |
På bagsiden ses det tydeligt, hvis man skulle være i tvivl om, at der er tale om en telefon, der kan tåle lidt mere end normale telefoner. Dels er der den store skrue, der fæstner klappen og presser denne godt ind imod telefonen, og selve klappen er i fiber plast og med en gummi forsegling, så der ikke kan komme fugt ind til batteriet. Nu vi er ved det område af telefonen, så vil vi også nævne, at plads til hukommelse kortet er anbragt under batteriet, så skal dette skiftes, skal batteriet altså pilles ud.
På bagsiden finder vi også telefonens udvendige højtaler, som har en udmærket høj lyd samt et kamera, der sidder dybt placeret i telefonens indre med et beskyttende glas foran.
![]() |
Bagcover med gummipakning |
Vi vender telefonen igen for at kigge lidt nærmere på skærmen og tastaturet.
Vi har gennem årene testet en del fritids mobiler (der normalt ikke er helt så stærke) og endnu flere af de helt stærke telefoner (håndværker telefoner). De fleste af dem har ikke ret gode skærme, ja faktisk har vi i vores arkiv kun en anden mobil (ud af 10 andre mobiler) af disse holdbare telefoner, der har samme høje opløsning, og det var en Sony Ericsson C702, der dog heller ingenlunde var så stærkt opbygget som denne Xcover 271.
Skærmen er en TFT skærm med 262.000 farver, og den måler 2” (40 x 30 mm), men med en opløsning på 320 x 240 pixel står billedet rigtig skarpt og flot. Skærmen er også rimelig lysstærk, og selv om den er sænket dybere ned i telefonen, og afstanden til det forreste beskyttende glas er større end på normale telefoner, er det stadigvæk muligt at aflæse skærmen i solskinsvejr.
![]() |
![]() |
Flot 2" skærm |
Skærmen i Xcover 271 er altså væsentlig bedre, end det vi plejer at se på den slags telefoner.
Tastaturet er vi også ganske begejstrede for. En stor og lidt hævet joypad med bekræft knap i midten gør navigation rundt i telefonen, selv med de største barkede næver, ganske let. Omkring joypadden er der de vanlige 4 knapper, alle kan finde ud af at bruge, 2 der passer til skærmen og 2 til at foretage og afslutte samtaler.
Under dem er der et almindeligt T9 tastatur, der faktisk for denne type telefon er forbavsende godt at bruge. Dels er knapperne fint store og gummiagtige i overfladen, men specielt det feedback, som man får, når man trykker på knapper, og for den sags skyld joypad, finder vi rigtig behageligt.
![]() |
Fine store knapper |
Alt i alt er tastaturet bestemt ikke, som vi tidligere har set på denne type telefoner, hårdt og trægt at trykke på og med knapper og joypad, der var mindre gode til store fingre.
Men her stopper det positive fra Samsung Xcover 271 ikke. Net delen er vi også positive overfor. Hvorfor denne type telefoner altid skal udrustes med meget basis funktioner og hardware, som vi så i almindelige telefoner for år tilbage, har alle dage været et mysterium for os. Xcover 271 har heldigvis fået mere moderne netværk end mange tidligere håndværker telefoner. Her er det, ud over 4 GSM net med understøttelse af EDGE, også blevet til 2 styk 3G net. Ok, det er stadigvæk ikke som på almindelige nye telefoner med HSDPA og W-lan, men 3G med op til 384 Kbit er nu bedre end almindelig langsom GPRS, som ellers har været brugt i disse hårdføre modeller. Dermed er der så småt åbnet op for mail, simpel websurfing og div sociale net værk – det er super.
![]() |
![]() |
Musikafspiller |
Lydindstillingsmenu |
I Samsung Xcover finder vi naturligvis også andre ting, som hører sig til i en moderne mobiltelefon. Dels er der en udmærket musik afspiller, der dog ikke er helt så avanceret, som det vi ellers ser. Men den kan basis tingene. Der er cover visning, man kan lave egne spille lister, og der er endda mulighed for ganske mange lyd effekt indstillinger, alt efter hvilken type musik man hører (fx. pop, rock, jazz osv). Det er også ganske fint, at når musikken aktiveres kommer der en mini afspiller frem på telefonens homescreen. Men før man kan få rigtig glæde af denne musik afspiller, skal man altså anskaffe sig et hukommelsekort, for den interne hukommelse rækker ikke til mere end 5-6 mp3 musiknumre.
Er man mere til radio, er der også en ganske fin FM radio med RDS, og mulighed for at optage radioprogrammer forligger også – Super.
Video afspilleren er i denne Xcover 271 noget simpel, men ok, det er nok heller ikke en telefon, man køber for at lægge hele sin dvd samling over på og bruge den som media center – det er 2” ganske simpelt for lidt til.
Kamera delen er lidt den samme sang. Xcover 271 har nok et væsentligt bedre kamera end de tidligere Xcover modeller, men stadigvæk er vi nede på en meget basis kamera funktion. 2 Mpixel er det blevet til, det er det hele, og det endda uden hverken foto lys eller autofokus. Det er unægteligt ikke alverden, og derfor vil vi ikke anbefale, at det er for kamera funktionen, man vælger lige denne telefon.
![]() |
![]() |
Spil og programmer |
Fin 12-ikoners menu |
Hvad der derimod er noget, Xcover 271 er god til, så er det at få tæsk. Samsung laver nogle imponerende solide telefoner, når vi snakker håndværker telefoner. Vi har tidligere holdbarheds-testet en Samsung B2100 Xplorer, der har en IP (International Protection) klasse, der hedder 57. Den var særdeles stærk og imponerede en del. Se video nedenfor som vi lavede i forbindelse med vores test:
Samsung Xcover 271 er nu blevet endnu stærkere og mere vandtæt. IP koden er nu oppe på 67, hvilket betyder, at den nu både er støv og vandtæt i langt større grad end B2100. Derfor er vi ikke bange for at lægge hovedet på blokken og påstå, at hvis man magter at ødelægge en Xcover 271, så skal man godt nok enten gøre sig meget umage eller bære sig enormt tåbeligt ad.
![]() |
Med denne høje IP klassificering er det kun Sonims telefoner, der kan være med, og selv om de måske nok er lidt mere slag stærke, så koster de typisk også 2 til 3 gange mere end denne Xcover 271 og det endda med dårligere skærm, netværk, menu system osv. Bestemt værd at bemærke hvis man er på jagt efter en sådan type telefon.
Når nu Xcover 271 er en håndværker telefon eller særdeles velegnet til udendørs aktiviteter, er det også rart, at Samsung har lagt lidt ekstra funktioner ind, der kan være brugbare. Det første, vi vil fremhæve, er den indbyggede støj reducering, der giver en bedre lyd fra telefonen til dem, man taler med. Dernæst er der en ganske kraftig LED lygte med egen tænd/sluk knap, som vi har været inde på. Men også et kompas er der at finde i denne model samt en funktion, så den kan fungere som skridt træller (Pedometer), alt sammen noget vi synes er rart at have i en sådan telefon.
![]() |
![]() |
Indbygget kompas |
Skridttæller |
Menu-systemet er Samsungs eget. Det fungerer fint med en aktiv forside menu, hvor man kan vælge forskellige genveje og naturligvis selv tilpasse, hvilke genveje der skal lægges her. Det minder en del om det, vi ser i Nokias serie 40 styresystem. Inden i hovedmenuen er der 12 ikoner med liste menuer, hvis man går længere ind.
Der er funktioner som Facebook, Twitter og internet, men her må vi nok indrømme, at den lille skærm sætter store begrænsninger for, hvor sjove eller brugbare disse muligheder er.
![]() |
![]() |
Sociale netværk i genvejsmenuen |
Kalender |
Endelig skal vi ikke glemme batteriet. Sidst vi testede en Samsung Xcover model, var det en med et kæmpe batteri, der virkelig kunne holde i rigtig langt tid. (det var E2370 Xcover) Denne model har fået et lidt mindre batteri, men stadigvæk er det ganske fornuftigt. Det er på 1300 Mah, men i og med telefonen har en ret lille skærm, og mange af de ellers meget strømkrævende ting, vi ser i smartphones, ikke er til stede i Xcover 271, rækker denne telefon let 2-3 dage for dem, der bruger deres telefon en del, mens det ikke er utænkeligt at komme op på det dobbelte med et mindre forbrug. Det finder vi bestemt ganske acceptabelt.
Et hurtigt opslag på Pricerunner viser, at Samsung B2710 Xcover 271 pt. koster 1.047 kr.
![]() |
Xcover 271 er en fin gummitelefon |
I alt 86%
Ting vi godt kan lide:
Flot skærm for denne type telefon.
Rimelig størrelse i forhold til fx Sonim telefoner.
Mange gode ekstra funktioner.
Udmærket musikdel og FM radio.
IP 67 klassificering.
Lækkert tastatur og joypad.
3G og adgang til internet.
Meget fornuftig pris.
Ting vi er mindre glade for:
Kameraet skuffer en del – det er på grænsen til ikke at være brugbart.
Større skærm fx 2,2” eller 2,4” vil bestemt blive værdsat.
Et hukommelse kort på 2 GB burde være indeholdt i salgspakken.
Konklusion:
Denne relativt billige hårdføre telefon har imponeret ikke så lidt. Dels er den næsten på linje, rent hardwaremæssigt, med telefoner, der ikke er pakket ind i gummi, og dels er den til at betale. Læg dertil at telefonen er IP klassificeret til imponerende IP 67, og man har mere eller mindre den perfekte telefon til de brugere, der er lidt hårde ved deres telefoner. Vi har meget svært ved at finde virkelige ulemper ved Xcover 271, og det bærer den høje karakter også præg af.
Skal du handle håndværker telefoner indenfor nærmeste fremtid (og det ikke skal være med touch skærm – for det bliver vores næste test nemlig med), så er det Xcover 271 du skal starte med at se på.
Dagens tip: Køber du en Samsung Xcover 271, så køb du roligt et par ekstra batterier med fra start, for den kommer til at holde mange år ud i fremtiden, sikkert længere end Samsung laver de tilhørende batterier.
Som en ny service kan vi tilbyde vores læsere, der har en Twitter konto, at få et ”tweet” når vi lægger en ny test op. Blot tilføj os til din konto. Vi hedder @mobiltestdk.
![]() Samsung B2100 Xplorer test |
![]() Sonim XP3 test |
![]() Samsung E2370 Xcover minitest |