
Ligegyldigt hvad man måtte mene om Nokia, så kan det altså ikke diskuteres, at de er dygtige til at designe telefoner. Ingen producent har så mange veldesignede telefoner i sortimentet som Nokia. Man med rette hævde, at meget af indmaden i en sådan telefon, er identisk med en eller flere søstermodeller – og hvad så? det er jo faktisk slet ikke så tosset endda, og mig bekendt er det for eksempel i bilbranchen også ganske brugt, at motorer der eksempelvis ligger i en VW Golf, også findes i andre biler inden for koncernen – det er faktisk ganske sund fornuft, at benytte den hardware, man nu en gang har udviklet, hvis denne stadig er up to date.
Nokia 6131 er en telefon, der har mange søskende, og mange af modellerne i Nokias sortiment minder om den, men alligevel er den helt sin egen, når man går den nærmere efter i sømmene.
Lad os starte med det udvendige. 6131 er en klaptelefon i det midterste segment, både i fysisk størrelse men også i telefonklasse (dog tættere på high end-klassen end low end-klassen).
Telefonen er designet i tråd med tidens tand. Vi gider ikke have kedelige grå eller sølvfarvede telefoner. Der skal mere til i dag. Sort, krom og sølvfarvet er det, der dur, og det kan man se ved flere andre producenter, at de også har forstået.
6131 har et godt, udvendigt display indrammet af en kromkant, denne kant går også rundt om kameraet. Kameraet er placeret lidt til venstre for midten. Resten af forsiden såvel som bagsiden, er i en sort, lækker gummiagtig overflade. På siden er der et bredt sølvfarvet bånd, der går langs hele den flade, man kan se, når telefonen åbnes.
Telefonen åbnes enten som man plejer, ved at stikke fingeren mellem de to klapdele, eller via en lille trykknap, der sidder i højre hjørne. Da klapfunktionen er fjederbelastet, springer telefon op med det samme man trykker på denne knap. Jeg synes dette er en ganske fed funktion, og det virker også som om, at det er lavet til at kunne holde til rigtig mange åbninger. Indvendigt går det sorte, krom og sølv igen og ja, det ser altså både flot og indbydende ud.
Når nu vi har fået telefonen åbnet, så lad os få kigget på skærmen med det samme. Nokia 6131 har en stor og frem for alt rigtig flot TFT skærm. Den har 320 x 240 pixel og 16 mio. farver (om end man næppe kan se forskel på, om den kun havde 262.000) Udvendigt får man også en ganske udmærket TFT skærm. Ikke så stor men alligevel med 160 x 128 pixel og 262.000 farver. Dette er bortset fra størrelse faktisk en kvalitet som mange telefoner benytter som primært display. Med andre ord begge skærme er bestemt godkendt.
Dårligere bliver det ikke, når vi kigger lidt længere nede, her finder vi ikke mindre end et suverænt tastatur og joypad. Man kan altid diskutere hvad man bedst kan lide, joystick eller joypad, men skal det være en joypad, så kan det altså ikke være meget bedre end det, der sidder på 6131, og tasterne, ja jeg bliver helt glad for at trykke på dem. De er som taster skal være på en telefon, tilpas store, med god afstand mellem dem og med den rigtige feedback, når man trykker på dem. Skulle de have været perfekte, skulle de have haft en mindre glat overflade, men jeg kan fint leve med disse.
 |  |
Så vidt så godt. Lad os se på hvad 6131 ellers indeholder. Menusystemet er af serie 40-typen, men i en kraftigt opdateret udgave, der både hastighedsmæssigt og designmæssigt er blevet løftet meget, i forhold til det vi tidligere har set i en serie 40-menu. Menuerne er blevet flot animeret, og de er, som altid ved Nokia, meget lette at gå til. Nokia har 2 forskellige nye styresystemer at byde på, serie 60, også kaldt Symbian, ligger i mange af deres high end-telefoner, mens serie 40 bruges i resten. Den største forskel på de to styresystemer er først og fremmest, at Symbiansystemet er at foretrække hvis man ønsker, at lægge mere software på sin telefon, og der findes virkelig meget Symbian-software, man kan købe. Med serie 40 kan man derimod ikke få de samme programmer installeret, man er henvist til ekstra software af Java-typen, der langt fra er så kompliceret som dem til Symbian.
Jeg skrev tidligere, at jeg mente, at telefon fandt sin plads i middelklassen af telefoner, om end i den høje ende. Grunden til dette er det, vi nu skal ind på, nemlig hardwaren. 6131 mangler flere af de ting, som en toptelefon bør have. For eksempel er 3G snart ved at være et must i den klasse, og det har 6131 ikke. Den er godt nok en quad band-telefon, men det giver ikke helt de samme point som 3G, og det gør EDGE nu heller ikke, selv om telefonen har det. Et andet område hvor 6131 halter efter, er på kameradelen, 1,3 mpixel uden hjælpelys, er ikke op til dagens standard. Her skal vi minimum op i 2 mpixel og gerne helt op i 3 mpixel, flash og autofokus, for dette er ved at bide sig fast i topklassen. Men ikke alle punkter er en skuffelse, telefonen har både bluetooth, IR-port og usb-port, så der er hvad der skal være af den slags
 |  |
Ej heller på underholdningssiden bliver man ladt i stikken. Der er både medieplayer, mp3-afspiller (ekstra hukommelseskort er dog påkrævet) samt FM radio. Er man til spil, er der nogle stykker med, og flere javaspil kan downloades.
Overall 85%Pro:Rigtig flot og lækkert designet, med et ret eksklusivt look
Store gode displays, både indvendigt og udvendigt
Tastatur og joypad er bare tæt på det perfekte
Godt, nemt og hurtigt menusystem.
Cons:Kameradelen er ikke noget at blive imponeret over.
3G er efterhånden ved at være en funktion nye telefoner skal have
Konklusion:I og med jeg at ser en del telefoner, skal der en del til at imponere mig, og specielt hvis det ikke er en topklassetelefon. Nokia 6131 har dog formået at imponere mig ganske godt. Den er flot, dejlig at bruge, og kan de flest ting. Vel er den ikke noget at sammenligne med kameratelefoner, som for eksempel N73 eller K800. Men tager man ikke så mange billeder med sin telefon, er det måske ikke værd at bruge penge på de dyre superkameratelefoner. 6131 sælges pt. for 2000 kr. uden abonnement, hvilke jeg vil sige er en meget fair pris, for dette lille vidunder.
Telefonen er venligst udlånt af www.dlgteleshop.dk