
Begrebet håndværkertelefon, det vil sige en telefon, der kan holde til mere end en almindelig telefon, er en betegnelse Nokia 5500 kunne få i manges øjne, om end det er en titel, der, set i forhold til de håndværkertelefoner man kunne få for nogle år siden, nok skal tages med et gran salt.
Den nyeste håndværkertelefon hedder Nokia 5500, og er også blandt de mest avancerede i denne gruppe af mere hårdføre telefoner, som jeg hellere vil kalde dem.
Det første man bemærker, når man som jeg, har set sin del af disse ekstra hårdføre telefoner, er den lille størrelse Nokia 5500 rent faktisk har. Den er på ingen måde større, end hvad en ikke hårdfør telefon er, og vejer kun 103 gram. Nokia har vel også med 5500 erkendt, at der er mange som måske gerne vil have en pæn og neutral telefon på jobbet, mens den i fritiden skal kunne tåle lidt flere knubs – i denne kategori, er 5500 i hvert fald den absolut mest stllede telefon.
Design er som jeg har nævnt i flere af mine andre anmeldelser, en af de ting, som Nokia lægger stor vægt på, og som de også er ganske gode til. 5500 er med sit sorte/grå ydre med en forhøjet kant rundt om skærmen (for ekstra beskyttelse), en ganske nydelig telefon. Den ende ved siden af joypaden, hvor den blive til 2 knapper (i venstre side, er det løft rør knap. I højre side er det læg rør på funktion) Dette er ikke set før, og kan måske se ganske smart ud, om end det ikke er så praktisk, men mere om det senere. På bagsiden, der i øvrigt er helt sort, har man lagt en tynd stål plade hen over batteridækslet. Om det har nogen praktisk virkning, så telefonen bliver stærkere, skal jeg lade være usagt, men det ser meget godt ud. Dækslet kan, modsat på almindelige telefoner, kun åbnes med en lille mønt eller lignende. Ret underligt er det dog, at dette dæksel munder ud i en gummiklap, der skal forhindre skidt og snavs i at komme op i bunden af telefonen. Man kan så spørge sig selv, hvorfor den så ikke lavet sådan, at den slutter tæt?
 |  |
Nå, men vi hopper tilbage til forsiden igen, og kigger lidt på skærmen. Nokia 5500 har en ganske udmærket TFT-skærm, med 208 x 208 pixel og 262.000 farver. Når jeg siger udmærket skærm, er det set i forhold til de skærme, der tidligere har været monteret i den slags hårdføre telefoner, for den er altså ikke på højde, med eksempelvis de efterhånden ganske brugte qvga-skærme, der findes i mange andre telefoner. Fysisk er den heller ikke særlig stor, og tekst, ikoner mv. er bestemt ikke for personer, der ikke har et normalt syn – det er med andre ord temmelig småt.
Tastaturet og joypaden er en blandet landhandel. Nokia har villet det så godt, med dette nye tastatur. Problemet med tidligere hårdføre telefoner, har blandt andet været, at tasterne har vært ret hårde at trykke på, og det har Nokia så prøvet at forbedre. Dette er også lykkedes ved nogle taster, men for eksempel menu-tasterne i højre og venstre side, er stadigvæk alt for hårde at trykke på, og det er lidt træls, når nu det er nogle af de taster, man benytter mest. På siden af telefonen sidder der også en række knapper. Disse er også alle, beskyttet mod fugt, og det virke faktisk ganske ok. Det samme gælder for joypaden, som også er rigtigt god og behagelig at bruge. Et lille kuriosum med denne er, at alt efter hvad man er i gang med at lave, er padden forskellige farver (hvid, gul og rød). En ting der dog er ganske ringe, er desværre de to knapper til at tage et opkald eller afslutte et sådan med. De to knapper er placeret for enden, af den beskyttende kant, der går rundt om skærmen. Ganske smart fundet på, men desværre tæt på at være ubrugeligt!!! For det første er disse knapper ganske små, men det er også ganske svært at gætte, at de har den funktion. Det bliver ikke bedre af, at de er pænt hårde at trykke på – jeg er ked af det Nokia, men det er en ”om’er” og gerne med et rødt og grønt rør.
Nok om det ydre lad os hoppe ned under det beskyttende gummi, og se hvad der gemmer sig her. Menusystemet er Symbian S60, og det er bare godt – faktisk er 5500 den første hårdføre telefon, der er en smartphone. Jeg har tidligere beskrevet en del af de fordele, der er med Symbian S60, som kan læses eller genlæses i for eksempel nogle af mine anmeldelser om de andre Nokia smartphones, så her vil jeg gå let hen over dette. Kort fortalt er det et system, der er let at gå til, og hvor der er mulighed for at købe andre programmer og installere dem på telefonen.
 |  |
Denne Nokia 5500, har en del specielle funktioner, som almindelige telefoner ikke har. Det havde tidligere modeller fra Nokia også (5100 og 5140), men nu er der kommet nye til, og nogle gamle er fjernet. Af nye ting der er kommet til i denne telefon, er først og fremmet en del sportsfunktioner (Nokia kalder faktisk også 5500 for en sportstelefon) heriblandt diverse testfunktioner, coopertest eller cykeltest. Der er indbygget skridttæller, tæller til forbrændte kalorier samt mulighed for at føre dagbog over alle disse data, så man kan se formen udvikle sig. Nokia har desuden været så flinke, at lægge en lille holder med i salgspakken, så man kan sætte 5500 fast i sine bukser, når man dyrke alt denne sport.
En anden sjov ting, som 5500 har, er evnen til at læse tekst op, for eksempel sms kan man få læst op. Hvor nyttigt dette er, kan diskuteres, og det kræver også, at man får downloaded den danske udgave og lagt på telefonen, før det kan bruges. Af ting, som er blevet strøget siden 5140i, er termometer, kompas og lydmåler. Heldigvis har man bibeholdt den lille lygte i toppen, så man altid har en diodelygte ved hånden.
Af hardware, som Nokia 5500 kan bryste sig af, er der bluetooth, IR-port og usb-port, så mulighederne for at forbinde med andre enheder er ganske udmærkede. Desuden er der et 2 mpixel kamera, men det er nu ikke noget at falde på halen over set i forhold til andre telefoner med kamera. 5500 skal ikke sælges som en kameratelefon, det ligger helt fast. På underholdningssiden, er der både den udmærkede mediaplayer, som Symbian har indbygget. Man får 64 mb indbygget hukommelse + et transflash kort på 64 mb. Dette rækker lidt, men skal man bruge 5500 som musiktelefon, skal man nok købe et ekstra kort på minimum 256 mb. Vil man nøjes man at lytte til radio, er muligheden der også for dette, hvis man bruger det medfølgende headsæt (fungerer nemlig også som antenne).
Overall 67 %Pro:Pæneste og mest eksklusive mobil blandt de lidt mere hårdføre modeller
Skærmen er ok, om end alting er lidt småt på den.
Mange gode funktioner – ikke set tidligere i en hårdfør model
Menusystemet Symbian er noget af det bedst man kan få
Cons:Ikke så hårdfør som tidligere modeller
Tasterne er en blandet fornøjelse
Gummiklap i bunde er under al kritik
Konklusion:Nokia 5500 er lidt en outsider, den kategori, som jeg har placeret den i, er lidt en tillempelse, da den ingenlunde er så stærk, eller godt beskyttet, som de tidligere modeller for eksempel 5140i. Retfærdigvis skal det siges at ”håndværker”-telefoner er heller ikke noget Nokia, eller andre hænger på deres telefoner, men 5500 er ikke så godt pakket ind, som de andre var. Det der trækker op ved 5500, er bestemt menusystemet samt designet. Er du et fjols til at gå og tabe din telefon i tide og utide, eller den risikerer at komme ud i lidt regnvejr, er 5500 bestemt ikke dum, og vil du samtidig have et avanceret menusystem med masser af muligheder, er 5500 et oplagt valg, men prøv den nu lige først, ikke alle vil kunne leve med de taster!
Telefonen er venligst udlånt af www.dlgteleshop.dk